Kompressionsstrømper

Mette Mogensen

speciallæge

Fakta

  • Kompressionsstrømper kan inddeles efter graden af kompression, længden af strømpen, strikkemåden og kvaliteten af materialet
  • I daglig tale kaldet støttestrømper, der findes også flystrømper og løbestrømper, men de er ikke individuelt tilpassede
  • Ofte vil strømper til knæniveau være nok, især ved dårligt kredsløb i venerne
  • Kompressionsklasse 1 anvendes ved overfladiske åreknuder, og hvis der er let åreforkalkning i benene
  • Kompressionsklasse 2 og 3 anvendes til dårligt venekredsløb (venøs insufficiens)
  • Der skal tages mål til kompressionsstrømper, når benene ikke er hævede
  • Strømperne tages på om morgenen og fjernes normalt om aftenen

For at få så optimale kompressionsstrømper som muligt er det vigtigt, at der tages mål til strømperne, når benet ikke er hævet. For at opnå dette, bør du i en periode inden måltagning anvende en kompressionsforbinding. Den skal typisk anlægges af en sygeplejerske.

Hos nogle personer vil det dog være tilstrækkeligt at anskaffe sig såkaldte flystrømper eller særlige høje løbestrømper. Lægen vil rådgive dig om, hvilken type du skal anvende.

Forskellige typer strømper

Kompressionsstrømper kan inddeles efter kompressionsgrad, 1-4 (se nedenfor) og længden af strømpen (knækorte til lyske). Strømperne kan være rund- eller fladstrikkede og kvaliteten af materialet - herunder elasticiteten - kan variere

  • Grad 1 kan anvendes ved overfladiske åreknuder, og hvis der er påvist let nedsat cirkulation pga. åreforkalkning
  • Grad 2 og 3 anvendes hos personer med  nedsat tilbageløb af blod fra fødderne (venøs insufficiens) for at forebygge sår og hævede ben
  • Grad 4 bruges kun ved lymfødem

Valget af strømper skal også tage hensyn til, om der er nedsat blodcirkulation. Normalt er strømper til knæniveau tilstrækkeligt ved venøs insufficiens.

Praktisk information om påføring af kompressionsstrømpe

  • Når strømperne skal tages på, kan der bruges glidesok eller en strømpepåtager
  • En evt. sårbandage kan inden da dækkes med nylonstrømpe
  • Det er lettere at gribe fat i strømpen og trække den på med gummihandsker
  • Der findes også et strømpestativ, der kan gøre det lettere at tage strømpen på
  • Det kan af og til være en løsning at bruge to par strømper med lavere kompressionsgrad udenpå hinanden, hvis en stram strømpe er umulig at få på

Strømper bør som hovedregel tages af om natten, og de skal tages på, før du står op om morgenen. I visse tilfælde kan det dog være fordelagtigt at bære strømpen flere dage i træk. Din læge og sygeplejerske vil tage stilling til, hvad der er bedst for dig og dine ben.

Strømperne bliver slidt ved brug og vask, og skal fornyes efter 6-8 måneder.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Mette Mogensen

overlæge, klinisk lektor, ph.d., Dermato-Venerologisk afd. D, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital

Annika Norsk Jensen

speciallæge i almen medicin, ph.d.,

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen