Tør hud

Tove Agner

speciallæge

Fakta

  • Tør hud er almindelig
  • Det er værst om vinteren og rammer især ældre mennesker
  • Det hjælper, hvis du smører dig med fugtighedscreme
  • Undgå hyppige og varme bade
  • Tør hud giver kløe, men kløe kan også skyldes hudsygdomme eller anden sygdom
  • Tal med din læge, hvis kløen ikke forsvinder ved brug af fugtighedscreme

Hvor hyppig er tør hud?

Tør hud er almindelig, især hos ældre mennesker.

Mest almindelig om vinteren, hvor huden tørrer ud på grund af lav luftfugtighed.

Tør hud kan give anledning til hudkløe. Hudkløe kan imidlertid også have andre årsager og kan være et symptom på en sygdom.

Hvorfor klør din hud?

Der er mange ting, der kan få huden til at klø. Tør hud, eksem og nældefeber kan give kløe over hele kroppen.

Fnat giver svær kløe, som er værst om natten.

Hudkløe kan i sjældne tilfælde også skyldes sygdomme i indre organer, fx i nyre, lever og skjoldbruskkirtlen eller (sjældent) på grund af kræft.

Kløe kan også være på afgrænsede områder af kroppen. Hyppige årsager til denne type kløe er insektbid, infektioner som ringorm (svamp) eller kontakteksem.

Kontakteksem opstår, når huden har været i kontakt med stoffer, som enten giver irritation eller allergi.

De fleste tilfælde af kløende hud kan behandles med fugtighedscreme.

    Hvordan behandler jeg tør hud?

    Fugtighedscreme er en effektiv behandling af tør hud. Vælg en fugtighedscreme med højt fedtindhold (25 % eller derover) og uden parfume. Bruges én eller flere gange dagligt.

    Olie i badevandet anbefales generelt ikke, fordi det gør badekar og gulv meget glat og giver risiko for faldulykker. Badeolie er i øvrigt ikke mere effektivt end fugtighedscreme.

    Hvordan kan jeg undgå, at min hud bliver tør?

    Tør luft, det vil sige lav luftfugtighed, som findes i vinterhalvåret i Danmark, kan få din hud til at blive tør og kløende. Gode råd til at modvirke dette er:

    • Tag korte, kølige bade
    • Undgå overdreven brug af sæbe på hudområder, som ikke har behov for at blive vasket med sæbe
    • Brug fugtighedscreme med højt fedtindhold (fedtindhold > 25%) og uden parfume flere gange dagligt
    • Undgå tøj af materiale, som kan give kløe (uld direkte på kroppen, visse kunststoffer)

    Hvordan undgår jeg at den tørre hud giver kløe?

    Brug fugtighedscreme flere gange dagligt. Undgå at bade meget. 

    Hvis du har svært ved selv at smøre dig med creme på ryggen eller andre steder på kroppen, kan det være nødvendigt at få hjælp til smøring.

    Hvornår bør jeg tage kontakt med læge for min tørre hud?

    Hvis den tørre hud giver vedvarende hudkløe, eller hvis din nattesøvn er forstyrret pga. hudkløe, kan du opsøge din læge.

    Hvis huden ændrer sig, og der dannes eksem eller udslæt, skal du ligeledes opsøge læge.

    Hvilken medicin hjælper mod kløe?

    Fugtighedscreme er en god og målrettet behandling til tør hud.

    Vil du vide mere?

    Kilder

    Fagmedarbejdere

    Tove Agner

    overlæge, dr. med., Dermatologisk-venerologisk afd., Bispebjerg Hospital

    Annika Norsk Jensen

    speciallæge i almen medicin, ph.d.,

    Indhold leveret af

    Patienthåndbogen

    Patienthåndbogen

    Kristianiagade 12

    2100 København Ø

    DisclaimerPatienthåndbogen