Pityriasis alba er en ufarlig hudsygdom, hvor der ses områder (pletter) på huden med ændret farve
Først er pletterne rødlige, senere er de let skællende og med nedsat pigmentering (hvidlige)
Pletterne ses tydeligere på mørk end på lys hud
Ses på lysudsatte steder i ansigtet, på skuldre og overkrop
Mest almindelig hos børn 3-16 år, og hyppigere hos personer med atopisk eksem
De enkelte pletter er ofte til stede i lang tid (måneder eller år)
Behandling med fugtighedscremer eller hydrokortisoncreme (mild binyrebarkhormoncreme) kan forkorte forløbet
Hvad er pityriasis alba?
Pityriasis alba er en ikke-smitsom hudsygdom, der kendetegnes af lyse, ovale, uskarpt afgrænsede pletter i huden. Tilstanden ses hyppigst i ansigtet men også kan ramme hals, overkrop og arme. Pletterne kan i begyndelsen være let rødlige og skællende, men bliver hurtigt lyse, når pigmentet efterhånden forsvinder (hypopigmentering). Tilstanden fremstår mere tydeligt på mørk hud.
Hvad er symptomerne på pityriasis alba?
De fleste oplever ingen gener relateret til tilstanden, men hos nogle kan den give let kløe.
Pletterne starter som regel med at være røde med lidt skæl. Den røde farve bleger efterhånden helt, pletterne bliver lyse og pigmentet forsvinder.
Hos personer med mørk hud er pletterne lette at se. Hos personer med lys hud bliver de først synlige efter soludsættelse.
Forløbet er meget varierende. De fleste tilfælde varer i flere måneder, og i nogle tilfælde er de svagt pigmenterede pletter synlige i mere end 1 år.
Nye udslæt kan udvikle sig over flere perioder. Den gennemsnitlige varighed af pityriasis alba i ansigtet hos børn er måneder til 1 år.
Hvordan er udslættet?
De enkelte pletter er runde, ovale eller uregelmæssige. Farven på dem er lyse, og de kan i starten være let skællende.
Ofte findes flere pletter, som varierer mellem 0,5-2 cm i diameter, men de kan være større, særligt på kroppen.
Hos børn er udslættet ofte begrænset til ansigtet, og det er hyppigst omkring munden, på kinderne og hagen.
Foto af pityriasis alba i ansigt.
Foto af pityriasis alba på arme.
Hvordan stilles diagnosen?
Diagnosen stilles ud fra det typiske udseende.
Hvorfor får man pityriasis alba?
Årsagen til pityriasis alba er ukendt, men vurderes at være udløst af en mild grad af eksem, ofte relateret til udtørring af huden og eventuelt associeret til atopisk eksem.
Smitter pityriasis alba?
Pityriasis alba smitter ikke.
Hvilken behandling er der?
Pityriasis alba går over af sig selv og behøver ikke at blive behandlet.
Fugtighedscreme kan fremme forløbet.
Lokalbehandling med hydrokortison creme 1 % - der kan fås på apotek uden recept - kan eventuelt forsøges i en måned ved kløe eller let hudirritation.
Lægen kan udskrive behandling med pimecrolimus-salve eller tacrolimus-creme ved kløe, eller hvis længerevarende behandling bliver nødvendig.
Hvad kan jeg selv gøre?
Hold huden fugtig med fugtighedscreme, undgå udtørring. Brug solbeskyttelse, minimum SPF 50.
Hvornår skal jeg søge hjælp?
Hvis pityriasis alba er generende.
Hvordan udvikler tilstanden sig?
Prognosen er god. Pityriasis alba forsvinder spontant, pigmenteringen bliver normal igen, og tilstanden heler uden ar.
Varigheden af pityriasis alba varierer fra 1 måned til 10 år, men de fleste tilfælde svinder i løbet af måneder til 1 år.
Er pityriasis alba farligt?
Pityriasis alba er en ufarlig tilstand, der går over af sig selv.
Hvor hyppig er pityriasis alba?
Forekommer især hos børn i alderen 3-16 år.
Alle kan få pityriasis alba, men tilstanden ses tydeligere hos personer med mørk hud.
Kan jeg få pityriasis alba mere end én gang?
Pityriasis alba rammer især børn, som kan udvikle flere pletter over flere perioder.