Intertrigo er en irritation i huden, som er opstået fordi huden vedvarende er fugtig
Ses i hudområder hvor "hud ligger mod hud", f.eks. under brysterne, i armhuler og i lysken.
Personer med overvægt samt personer med diabetes har større risiko for intertrigo, men alle kan få det, når omgivelserne er varme og/eller fugtige
Forebygges med løstsiddende tøj - gerne af bomuld
Ved overvægt er vægttab en del af behandlingen
Kan behandles med milde binyrebarkhormoncremer, evt. i kombination med creme der dræber bakterier og svampe
Hvad er intertrigo?
Intertrigo ved brysterne Foto venligst udlånt af DermNet.
Intertrigo er en reaktion med betændelse i huden på steder, hvor hud ligger mod hud. Det findes oftest i lysken, i armhulerne og i huden under brysterne hos kvinder.
Andre områder, hvor der kan opstå intertrigo, er i albuen, ved navlen, mellem balderne, mellem fingre/tæer, i nakke- og halsfolderne hos børn og i folder på øjenlågene.
Hud med intertrigo bliver ofte angrebet af bakterier eller svampe, og det kan give infektion.
Hvad er symptomerne på intertrigo?
Rød, varm og væskende hud i områder, hvor hud ligger op imod hud.
Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?
Der kan opstå smerter og infektion med rødme, der hurtigt breder sig.
Hvordan stilles diagnosen?
Diagnosen stilles på baggrund af sygehistorien og udslættets udseende. Det er som regel ikke nødvendigt med yderligere undersøgelser.
Hvorfor får du intertrigo?
Intertrigo skyldes fugtig hud og friktion, det vil sige hud der gnider mod hud.
Senere opstår mere intens rødme, huden væsker og sprækker, og der kan komme skæl.
Fugtig og skadet hud ved intertrigo er god grobund for forskellige mikroorganismer, og hudinfektioner ses ofte. Der kan være infektioner med svamp - særligt candida - eller bakterier eller begge dele.
En lang række faktorer øger risikoen for at få intertrigo:
Overvægt
Diabetes
Stærk svedtendens
Tætsiddende tøj og sko
Tøj fremstillet i nylon eller andet kunststof
Personer med inkontinens er ekstra udsatte.
Ophold i varme og fugtige omgivelser øger risiko for intertrigo.
Børn kan få intertrigo i nakke- og halsfolder, fordi de har en kort hals med mange dybe folder.
Smitter intertrigo?
Intertrigo smitter ikke, men hvis der kommer infektion med bakterier eller svamp kan dette smitte.
Hvilken behandling er der?
Målet med behandlingen er at fjerne symptomerne og forebygge nye udbrud.
Generel behandling:
Fugtighed og friktion af huden skal begrænses
Løstsiddende bomuldstøj og undertøj, der kan adskille hudfurer anbefales. Nylon eller andre syntetiske fibre frarådes
Det angrebne hudområde vaskes dagligt med almindelig sæbe og vand
Tøjet bør skiftes umiddelbart efter aktiviteter, der medfører sved
Talkum og beskyttelsescremer frarådes
Medicinsk behandling:
Brug af creme med binyrebarkhormon hjælper med at dæmpe irritationen i huden
Ved sværere former for intertrigo kan lægen hjælpe med behandling af en eventuel infektion
Hvad kan jeg selv gøre?
Holde hudfolder rene og tørre
Brug løstsiddende bomuldstøj
Vaske det angrebne hudområde med vand og sæbe
Hvordan undgår jeg at få eller gøre intertrigo værre?
Overvægt giver øget risiko for intertrigo, og vægttab kan mindske risiko for tilbagefald.
Du bør mindske hud-mod-hud friktion, og holde hudfolderne tørre.
Stramtsiddende tøj i de pågældende områder bør undgås.
Hvornår skal jeg søge hjælp?
Såfremt der er tegn på infektion, hvis rødmen breder sig, eller hvis de almindelige råd ikke fører til en bedring af tilstanden.
Hvordan udvikler tilstanden sig?
De enkelte udbrud svinder som regel hurtigt for behandling, men der er en tendens til at sygdommen kommer igen.
Hvor hyppig er intertrigo?
Intertrigo er en hyppig tilstand, som kan opstå i alle aldersgrupper.
Tilstanden er specielt hyppig hos overvægtige personer og personer med diabetes, men intertrigo kan komme hos alle.
Kan jeg få intertrigo mere end én gang?
Ja, der er en tendens til at sygdommen kommer igen.