Hjernehindebetændelse og hjernebetændelse

Carsten Schade Larsen

speciallæge

Fakta

  • Hjernehindebetændelse er en infektion i hjernens omgivende hinder
  • Hjernebetændelse er en infektion i selve hjernevævet

Hjernehindebetændelse (meningitis)

  • Feber, medtaget almentilstand, hovedpine, kvalme og opkastninger, nakkestivhed, lysskyhed, påvirket bevidsthed og kramper er almindelige tegn på hjernehindebetændelse.
  • Hjernehindebetændelse er en akut sygdom, som i langt de fleste tilfælde udvikler sig hurtigt
  • Hjernehindebetændelse kan skyldes infektion med bakterier, virus og sjældnere svampe.
  • Bakterier af typen pneumokokker og meningokokker (smitsom meningitis) er årsag til 80 % af alle tilfælde af alvorlig hjernehindebetændelse, men også andre bakterier kan føre til hjernehindebetændelse
  • Behandling af hjernehindebetændelse forårsaget af bakterier er antibiotika givet ind i en blodåre (intravenøst) og understøttende behandling

Hjernebetændelse (encephalitis)

  • Almindelige symptomer på hjernebetændelse er feber, hovedpine, ændret bevidsthed, psykiske ændringer, taleforstyrrelser, lammelser og kramper
  • Herpes simplex virus type 1 (HSV-1) er den hyppigste årsag til hjernebetændelse i Danmark.
  • Tidlig opstart af behandling er vigtigt for at forebygge hjerneskader og død

Hjernehindebetændelse og hjernebetændelse

Hjernehindebetændelse (meningitis) er en betændelse i hinderne rundt om hjernen og rygmarven. Infektionen kan sprede sig til hjernebarken (så kalder man det meningoencephalitis), og kan også ramme nerverne, som udgår fra hjernen og rygmarven. 

Meningitis kan skyldes bakterier, virus og sjældnere svampe, men kan også skyldes ikke-infektiøse årsager. Hjernehindebetændelse forårsaget af bakterierne meningokokker (Neisseria meningitidis) kaldes også smitsom hjernehindebetændelse.

Hjernebetændelse (encephalitis) er en infektion i selve hjernevævet.

Hvad er hjernehindebetændelse (meningitis)?

Hjernehindebetændelse (meningitis) er en infektion i de hinder, som ligger mellem kraniet og selve hjernen - som det ses på billedet ovenfor.

De fleste symptomer på meningitis opstår, når betændelsen i hjernehinderne bevirker, at de svulmer op, således at trykket i kraniet og hjernen stiger.

Se tegning af anatomiske forandringer ved hjernehindebetændelse (meningitis).

Hvad er symptomerne ved hjernehindebetændelse (meningitis)?

Almindelige tegn på hjernehindebetændelse (meningitis) er:

  • Høj feber - 39-40 grader
  • Led- og muskelsmerter
  • Medtaget almentilstand, man føler sig meget syg
  • Sløret bevidsthed
  • Hovedpine
  • Nakkestivhed
  • Kvalme og opkastninger
  • Lysskyhed
  • Kramper

Ved hjernehindebetændelse forårsaget af meningokokker vil man ofte også have blodforgiftning (bakterier i blodet), hvilket viser sig ved:

  • Høj feber
  • Kulderystelser
  • Påvirket bevidsthed
  • Tegn på shock (kold, bleg, klam)
  • Der kan opstå blødninger i huden, som kaldes petekkier. Dette viser sig som udslæt, som ikke går væk, når man presser et glas mod det. 

Figuren nedenfor viser de mest almindelige symptomer ved meningitis.

Symptomer ved meningitis

Se tegning af symptomer ved hjernehindebetændelse (meningitis).

Børn under 2 år har færre typiske symptomer. De har ofte sløret bevidsthed, er meget slappe og irritable, får opkastninger og eventuelt også hudblødninger.

Antallet af meningokokinfektioner i Danmark er i løbet af de seneste 30 år faldet fra godt 200 tilfælde årligt til ca. 25 tilfælde om året. I 2024 blev der anmeldt 26 tilfælde.

Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?

De vigtigste symptomer er som beskrevet på billedet ovenfor.

Se animation om hjernehindebetændelse (meningitis) 

Hvordan stilles diagnosen?

Ved febersygdomme, specielt ved høj feber og medtaget almentilstand, leder lægerne altid efter tegn, som kan give mistanke om hjernehindebetændelse.

Er der mindste mistanke om, at man har hjernehindebetændelse, bliver man indlagt akut. Diagnosen stilles på baggrund af sygdommens forløb og de typiske symptomer:

  • Høj feber
  • Udslæt - klæd barnet/den unge af og se efter udslæt - som ikke forsvinder ved tryk mod huden. Se fotos af udslæt (petekkier) ved meningitis
  • Nakkestivhed
  • Evt. nedsat bevidsthed. Det er typisk for hjernehindebetændelse, at tilstanden forværres betydeligt over kort tid - minutter til timer.

Har lægen mistanke om, at du hjernehindebetændelse, skal du indlægges akut på sygehus. Her vil du få foretaget en undersøgelse af rygmarvsvæsken - det vil sige væsken, som befinder sig rundt om rygmarven - og blod. Denne undersøgelse kaldes en lumbalpunktur. Diagnosen bekræftes ved at påvise betændelsesceller (hvide blodlegemer) og bakterier eller virus i rygmarvsvæsken (spinalvæsken).

Hvor hyppig er hjernehindebetændelse (meningitis)?

I Danmark bliver der årligt anmeldt lidt over 70-110 tilfælde af hjernehindebetændelse på grund af bakterier. Der er årligt anslået 300 tilfælde af hjernehindebetændelse forårsaget af virus.

Hvad er hjernebetændelse (encephalitis)?

En isoleret hjernebetændelse uden hjernehindebetændelse er ofte mindre dramatisk i starten. Sygdommen kan give symptomer som let feber, hovedpine, svimmelhed og træthed.

I alvorligere tilfælde kan den syges personlighed ændre sig. Vedkommende kan bliver forvirret, få taleforstyrrelser og sløret bevidsthed. Nogle gange opstår kramper og lammelser.

Der er ofte tegn på samtidig infektion i hjernehinderne med blandt andet nakkestivhed.

Hvor hyppig er hjernebetændelse (encephalitis)?

Hjernebetændelse ses i alle aldre, men forekommer hyppigst hos børn og unge voksne. Der er anslået 80 tilfælde om året i Danmark.

Hvorfor får man hjernehindebetændelse (meningitis) og hjernebetændelse (encephalitis)?

Virus er hyppigste årsag til både hjernehindebetændelse og hjernebetændelse og er som regel en mindre alvorlig sygdom.

Pneumokokker og meningokokker er ansvarlig for 80 % af alle tilfælde af bakteriel hjernehindebetændelse, men også andre bakterier kan føre til hjernehindebetændelse. 

Hjernebetændelse skyldes som regel virus. I Danmark er herpes simplex-virus type 1 (HSV-1) den hyppigste årsag til hjernebetændelse. Hjernebetændelse forårsaget af HSV-1 er en alvorlig infektion, som ubehandlet giver stor risiko for hjerneskade og død. Hjernebetændelse kan også skyldes skoldkoppevirus, også kaldet varicella zoster virus (VZV), tick-borne encephalitis (TBE) virus og en række andre vira. Man kan i forbindelse med udlandsrejser risikere at blive smittet med mygge-bårne virusinfektioner som fx  japansk hjernebetændelse og west nile feber.

Er hjernehindebetændelse (meningitis) og hjernebetændelse (encephalitis) arvelige?

Nej, hverken hjernehindebetændelse eller hjernebetændelse er arvelige, men visse sjældne arvelige immundefekter kan øge risikoen for at få hjernehindebetændelse eller hjernebetændelse.

Hvordan behandler man hjernehindebetændelse (meningitis) og hjernebetændelse (encephalitis)?

Ved smitsom hjernehindebetændelse behandler man med antibiotika, som gives ind i en blodåre (intravenøst). Denne behandling skal gives, mens man er indlagt på hospital.

Vellykket behandling afhænger af tidlig diagnose, store doser antibiotika og korrekt behandling af komplikationer som shock og for højt tryk i hjernen.

Hvis lægen har mistanke om meningokok-meningitis, skal man have antibiotika før transport til sygehuset - enten ved indsprøjtning direkte i en blodåre, og alternativt i muskulaturen, hvis det er vanskeligt at få give medicinen direkte i blodet.

Behandlingen af hjernehindebetændelse under indlæggelse er omfattende:

  • Antibiotika: Valg af antibiotika afhænger af situationen. I den tidlige fase ved man måske ikke sikkert, hvilken bakterie der er årsag til sygdommen. Derfor giver man som regel flere forskellige antibiotika for at øge sandsynligheden for, at behandlingen virker
  • I de fleste tilfælde vil man også få binyrebarkhormon for at dæmpe betændelsesreaktionen i hjernehinderne
  • Næring og væske gives også direkte i blodet de første dage
  • Der kan være behov for at blive indlagt på intensiv afdeling til bl.a. behandling i respirator og måling og regulering af trykket i hjernen

Varighed af behandlingen afhænger af hvilken bakterie, der er årsag til hjernehindebetændelsen. Man skal behandles med antibiotika i cirka 7 dage, når det er konstateret, at årsagen er meningokokker. Hvis man ikke påviser nogen bakterie bahandles i 10 døgn.

Nærkontakter til personer med smitsom menigitis vil blive tilbudt en enkelt dosis antibiotika. Dette gælder familiemedlemmer og venner, som man eventuelt har sovet sammen med eller såkaldte "kyssekærester".

Vaccine mod hjernehindebetændelse med meningokokker

Det kan også være, at personer, som har været i nærkontakt med en person med meningokoksygdom, skal vaccineres mod meningokok-infektion. Beskyttelse opnås da efter 7-10 dage, og den varer i minimum 3 år.

Beslutning om behandling af nære kontakter tages af den behandlende læge, mens Styrelsen for Patientsikkerhed bestemmer om og hvem, der skal vaccineres.

Børn og meningokokmeningitis

Et barn, som har haft meningokokmeningitis, kan vende tilbage til børnehave eller skole, når sygdommen er overstået.

Søskende til et barn med meningokoksygdom, som får forebyggende behandling med antibiotika, bør regnes som mulig smittet med meningokokker og bør være hjemme nogle dage til observation.

Hvad kan jeg selv gøre?

Det er vanskeligt at beskytte sig mod hjernehindebetændelse eller hjernebetændelse, fordi raske personer kan være bærere af bakterier eller virus uden selv at have symptomer.

Hvis man får symptomer, som kan være tegn på hjernehindebetændelse eller hjernebetændelse, bør man øjeblikkeligt søge læge.

Hvornår skal jeg søge hjælp?

Så snart der er symptomer, som kan være tegn på hjernehindebetændelse eller hjernebetændelse, skal du øjeblikkelig søge læge. 

Hvordan udvikler sygdommen sig?

Hjernehindebetændelse er en akut sygdom, som i de fleste tilfælde udvikler sig hurtigt. En alvorlig meningitis med bakterier er en sygdom, som kan medføre død i løbet af få timer, hvis der ikke startes behandling hurtigt.

Før antibiotika var tilgængelig, var dødeligheden af meningokoksygdom 70-90 %. I dag regner man med, at dødeligheden ved hjernehindebetændelse på grund af meningokokker ligger mellem 2 % og 10 %.

Skader i nervesystemet opstår hos 15 % af børn, som har haft meningitis. Det kan være epilepsi, nedsat hørelse eller syn, påvirket lugtesans og dårlig udvikling af sprog. I sjældne tilfælde kan barnet blive mentalt retarderet.

Let hjernebetændelse giver som regel ingen blivende skade. Efter mere alvorlige tilfælde af hjernebetændelse kan ses en lang række forskellige psykiske og fysiske symptomer som epilepsi og ændringer i personligheden.

Kan jeg få hjernehindebetændelse (meningitis) eller hjernebetændelse (encephalitis) mere end én gang?

Det er sjældent, at man får hjernehindebetændelse eller hjernebetændelse mere end en gang, men det kan ske. Visse personer med svækket immunforsvar eller følger efter hovedskader, hvor der er defketer i den hårde hjernehinde (dura mater), har en øget risiko for at få hjernebetændelse eller hjernebetændelse. 

Vil du vide mere?

 

Kilder

Fagmedarbejdere

Carsten Schade Larsen

Overlæge, Lektor, Århus Universitetshospital, Skejby, Infektionsmedicinsk Afdeling Q

Erling Peter Larsen

speciallæge i almen medicin, Silkeborg

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen