Pneumokok-bakterien er en almindelig årsag til bihulebetændelse og mellemørebetændelse hos børn
Især hos små børn under 2 år kan bakterierne også forårsage blodforgiftning og hjernehindebetændelse
De vigtigste symptomer på blodforgiftning er høj feber og generelle tegn på alvorlig infektion
De vigtigste symptomer på hjernehindebetændelse er høj feber, kvalme, opkastninger og slaphed, påvirket bevidsthed - lidt større børn kan udvikle nakkestivhed
Pneumokoksygdom skyldes en bakterie, der hedder Streptococcus pneumoniae, i daglig tale pneumokokker.
Pneumokokker er en af de hyppigste årsager til lungebetændelse hos voksne, og en almindelig årsag til bihulebetændelse og mellemørebetændelse hos børn.
Specielt hos små børn under 2 år kan pneumokokker forårsage alvorlig sygdom som blodforgiftning (sepsis) og hjernehindebetændelse (meningitis). Blodforgiftning og hjernehindebetændelse er såkaldt invasiv pneumokoksygdom (bakterien invaderer kroppen), i modsætning til lokaliserede infektioner, som bihule- og mellemørebetændelse.
De forskellige typer infektioner, som pneumokokker kan give, er vist på billedet nedenfor.
Hvad er symptomerne på alvorlig (invasiv) pneumokoksygdom?
Blodforgiftning
Barnet er slapt og stille, har høj feber eller sågar lav temperatur med kølig og bleg/blåmarmoreret hud. Der kan være konfusion, mavesmerter, kvalme, opkastninger og diarré.
Hjernehindebetændelse
Feber, konfusion, påvirket bevidsthed (sløvhed), nakkestivhed og evt. kramper.
Hvordan stilles diagnosen?
Kræver indlæggelse. Bakterierne påvises ved dyrkning af blod og af den væske, som befinder sig omkring hjerne og rygmarv (spinalvæsken).
Hvorfor får man pneumokoksygdom?
Ved invasiv pneumokoksygdom trænger bakterierne ind i kroppen og spreder sig til blodbanen, og eventuelt til hjernehinderne.
Pneumokokker forekommer som en del af den normale bakterieflora på slimhinderne hos mange små børn. Bakterierne er her til stede uden at forårsage sygdom, hvilket kaldes for bærertilstand. Bærertilstanden forekommer sjældnere med stigende alder, og hos voksne er kun 2-3 % bærere af bakterien.
Man ved ikke, hvorfor pneumokokker nogle gange spreder sig fra slimhinderne og forårsager alvorlig sygdom. Når det sker, kan barnet hurtigt og ret pludseligt blive svært sygt. Der ses ofte høj feber, slaphed og apati hos barnet.
Hvis infektionen spredes til hjernehinderne, udvikler barnet ofte stivhed i nakke og ryg. En sådan udvikling af alvorlig sygdom kan ske i løbet af mindre end et døgn.
Smitter pneumokoksygdom?
Pneumokokker kan spredes fra andre mennesker, der har bakterierne i svælget. Tilstanden er dog generelt ikke særlig smittefarlig, og man skal derfor ikke være isoleret, hvis man er syg af pneumokokker.
Er pneumokoksygdom arveligt?
Nej.
Hvordan behandler man pneumokoksygdom?
Stort set alle pneumokokker i Danmark er følsomme overfor almindelig penicillin. Ved mindre alvorlige sygdomme får man penicillin som tabletter. Ved alvorlige infektioner sprøjtes penicillin direkte ind i en blodåre - såkaldt intravenøs behandling.
Børn med alvorlige infektioner skal indlægges på sygehus. Penicillin er meget effektivt, og meget sjældent er tilstanden så dårlig, at barnet ikke står til at redde trods korrekt behandling.
Hvad kan jeg selv gøre?
Få dit barn vaccineret, svarende til børnevaccinationsprogrammet.
Hvordan undgår jeg at få eller forværre pneumokoksygdom?
Hvis barnet er slapt og stille med høj feber eller kølig og bleg/blåmarmoreret hud, konfusion og evt. nakkestivhed.
Børn under 3 måneder med feber.
Er pneumokoksygdom farligt?
Pneumokoksygdom er en potentielt dødelig tilstand, som kan udvikle sig hurtigt.
Hvor udbredt/hyppig er pneumokoksygdom?
I Danmark har registreres pneumokokmeningitis med 40-70 tilfælde om året siden 2019 (5 tilfælde hos børn under 15 år)
Langt de fleste tilfælde er hos ældre og i forvejen svækkede personer, men invasiv pneumokoksygdom ses også hos personer, som er yngre og tidligere raske
Øget risiko ved behandling med immundæmpende medicin eller alvorlig sygdom i immunsystemet