Sundhedsvæsenet og patienter med MRSA

Lene Fogt Lundbo

Afdelingslæge

Fakta

  • Har man fået påvist MRSA, bør man informere sundhedspersonalet (læge, tandlæge, personale på plejehjem eller i hjemmeplejen) forud for fremmøde
  • Ved henvisning til f.eks. sygehus kan egen læge informere om patientens MRSA-status uden patientens samtykke, hvis det har betydning for patientens fortsatte behandling eller for personalets forholdsregler i forhold til andre sårbare patienter
  • Tilfælde, hvor personer får påvist MRSA første gang, eller får påvist en ny MRSA subtype, anmeldes til Sundhedsmyndighederne, uanset om personen er syg af bakterien (infektion) eller ej (bærertilstand)

Videregivelse af oplysninger

Hvis man har fået påvist MRSA, bør man informere sundhedspersonalet hvis man:

  • Bliver indlagt på sygehus eller bor på plejehjem
  • Ved besøg hos privat praktiserende læge, tandlæge, fysioterapeut, kiropraktor etc.
  • Ved kontakt med personale i hjemmeplejen

Ved henvisninger til f.eks. hospital, kan lægen uden samtykke fra patienten informere sundheds- og plejepersonalet om patientens MRSA-status

  • Hvis det har betydning for patientens fortsatte behandling eller
  • Hvis det har betydning for personalets forholdsregler over for andre sårbare patienter, som kan blive smittede

Lægen skal i disse situationer oplyse patienten om, at oplysningerne videregives (jvf. Sundhedsloven, nr. 546 af 24. juni 2005, afsnit III, Tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger).

Positivt MRSA-svar vil fremgå af MiBa, der er den danske mikrobiologidatabase, og som er en landsdækkende og automatisk opdateret database over mikrobiologiske undersøgelsesresultater.

Anmeldelse

Kriterier for anmeldelse

Hvis en person får påvist MRSA for første gang, eller får påvist en ny MRSA subtype, skal lægen anmelde det til sundhedsmyndighederne (Styrelsen for Patientsikkerhed). Der foretages anmeldelse uanset om personen har tegn på sygdom (infektion) eller ej (bærertilstand).

Hvordan stilles diagnosen?

MRSA-diagnosen stilles ved podning med en vatpind relevante steder på kroppen og derefter undersøgelse i et mikrobiologisk laboratorium. Proceduren for anmeldelse og laboratoriediagnostikken varetages i et samarbejde mellem behandlende læge og mikrobiologisk afdeling.

Anmeldende læge

Den læge, der foretager undersøgelse af en person for MRSA, skal, såfremt prøven er positiv for første gang, eller der påvises en ny subtype, udfylde elektronisk anmeldelse i SEI2.

Det tidligere anvendte MRSA-kort (med info til sundhedspersonale om MRSA) er udfaset pr april 2023.

Samme krav på sundhedsydelser

Personer med MRSA:

  • Har samme krav på behandling/tilbud i sundhedsvæsnet (inklusive operationer) som alle andre. Behandlingen må ikke udsættes bare fordi patienten er MRSA-bærer
  • Kan indlægges på en hvilken som helst hospitalsafdeling (men isoleres)
  • Kan deltage frit i sociale aktiviteter, genoptræning mv., også hvis de bor i plejebolig eller modtager pleje i primærsektoren
  • Kan komme i skoler og daginstitutioner, hvis de i øvrigt er raske

Vil du vide mere

Kilder

Fagmedarbejdere

Lene Fogt Lundbo

Afdelingslæge, Afdeling for Lunge- og infektionssygdomme, Bispebjerg Hospital

Erling Peter Larsen

speciallæge i almen medicin, Silkeborg

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen