Mononukleose (kyssesyge) er en infektion med Epstein-Barr virus (EBV)
Infektionen viser sig som regel som en voldsom halsbetændelse med ondt i halsen, høj feber og hævede lymfeknuder på halsen
Sygdommen medfører ofte også infektion andre steder i kroppen, blandt andet i lever og milt
Der findes ingen effektiv medicin mod det virus, der giver mononukleose. Penicillin eller andre antibiotika har ingen virkning
Efter den akutte sygdomsperiode, der som regel varer i nogle uger, bliver langt de fleste helt raske igen
Sport og aktiviteter, der indebærer risiko for slag, spark og lignende mod maven, bør udsættes yderligere en måneds tid
Hvad er mononukleose?
Mononukleose, også kaldet "kyssesyge", skyldes infektion med et herpesvirus kaldet Epstein-Barr virus (EBV). Mononukleose ses overvejende hos unge i alderen 15-25 år og smitte sker primært ved intimkontakt via spyt. Deraf navnet "kyssesyge".
Infektionen viser sig som regel som en kraftig halsbetændelse med påvirket almen tilstand, høj feber, ondt i halsen, synkebesvær og hævede lymfekirtler på halsen. Mononukleose kan også medføre infektion i blandt andet lever og milt.
De fleste er tilbage i skole eller på arbejde i løbet af 2-4 uger. For nogle kan det dog tage op til et par måneder, før de føler sig helt raske igen.
Man kan kun blive syg med mononukleose én gang. Der findes dog et andet herpesvirus, cytomegalovirus, som kan give et lignende sygdomsforløb.
Hvad er symptomerne på mononukleose?
Infektionen viser sig som regel som en kraftig halsbetændelse. Sygdommen starter ofte med en periode, hvor man føler sig træt, har madlede, kulderystelser, hovedpine og føler sig alment syg. Man får derefter ondt i halsen, høj feber og hævede lymfekirtler på halsen.
Mononukleose kan også medføre infektion i blandt andet lever og milt.
Figuren ovenfor viser de mest almindelige symptomer ved mononukleose.
Hvordan stilles diagnosen?
Mononukleose har ret typiske symptomer:
Feber
Ondt i halsen
Hævede lymfekirtler
Man føler sig alment syg
Hos lægen
Når lægen ser ind i munden, kan man se store, hævede mandler, som ofte har en hvidlig belægning. På halsen kan man føle forstørrede lymfekirtler, som kan være ømme. Af og til kan lægen også føle en forstørret lever og en sjælden gang også en forstørret milt.
Undersøgelser
Der findes forskellige undersøgelser, som kan bruges til at stille diagnosen:
En hurtigtest, Monospot, i form af en blodprøve, kan give diagnosen i løbet af få minutter. Med andre ord, en positiv test tyder på mononukleose. Men testen kan være negativ, hvis det er tidligt i forløbet af sygdommen
Af og til tager man en hurtigtest for streptokokker for at adskille en halsbetændelse på grund af streptokokker, som er en bakterie (almindelig halsbetændelse (streptokoktonsillitis)) fra virussygdommen mononukleose
Man kan også sende en blodprøve til Statens Serum Institut for at få en mere pålidelig test for antistoffer mod mononukleose. Svaret på denne prøve er der som regel efter nogle dage. Hos de fleste med symptomer kan der påvises antistoffer mod EBV
Man får som regel også taget blodprøver for at vurdere, i hvilken grad leveren er påvirket af infektionen
Hvorfor får man mononukleose?
Mononukleose skyldes primær infektion med EBV i nogle bestemte hvide blodlegemer (B-lymfocytter). Ved hjælp af disse blodlegemer spredes infektionen i kroppen specielt til lymfekirtlerne, milten og leveren.
Det er især lymfevævet i halsen (mandlerne) og lymfekirtlerne på halsen, som bliver forstørrede og giver gener.
Smitter mononukleose?
Ja, mononukleose er smitsom. EBV smitter primært via spyt og i mindre grad i form af dråber eller aerosol ved hoste og nys.
I 20 års alderen er omkring 90 % smittede med EBV. Børn under 10 år, der smittes med EBV, har oftest ingen symptomer. De som får infektionen som teenagere bilver ofte smittet ved kys; deraf navnet "kyssesyge".
Virus kan findes i spyt op til 1-1,5 år efter infektionen. Man kan derfor smitte i en længere periode, også efter man er blevet rask, men risikoen for smitte er størst i forbindelse med den akutte infektion, hvor der udskilles den største mængde virus med spyt.
Smitteforebyggende tiltag har ikke rigtig mening. Man bør dog undgå at kysse samt dele glas med andre under den akutte fase af sygdommen, der som regel varer mellem 2-4 uger.
Er mononukleose arveligt?
Nej, mononukleose er ikke arveligt.
Hvordan behandler man mononukleose?
Man behandler ikke selve virusinfektionen, som er årsag til mononukleose. Penicillin eller andre antibiotika har ingen virkning. Tværtimod kan man få et rødligt udslæt over det meste af kroppen, hvis man har fået antibiotika af typen amoxicillin eller ampicillin.
I sjældne tilfælde kan man have både mononukleose og streptokok halsbetændelse (streptokoktonsillitis) samtidigt. Hvis det er tilfældet, skal man behandles med almindelig penicillin mod infektionen med streptokokker.
Det kan af og til blive nødvendigt at holde sengen nogle dage. Så snart man føler sig i form til det, kan man dog sagtens være oppe.
Paracetamol, ibuprofen eller acetylsalicylsyre (NSAID) kan bruges kortvarigt mod smerter.
Undtagelsesvis kan hævelsen i halsen være så voldsom, at man indlægges på sygehus til observation. Her vil man ofte give noget væske direkte i blodårerne (intravenøs væske), fordi de fleste har haft svært ved både at spise og drikke. Meget sjældent vil man også give binyrebarkhormon. Det får hævelsen i halsen til at blive mindre og forbedrer derved vejrtrækningen.
Feberen svinder som regel efter et par uger; den syge person har som regel forstørrede lymfeknuder i mere end tre uger. Hos de fleste er symptomerne væk efter en måned, men nogle kan føle sig træt i længere tid og have svært ved at koncentrere sig. De fleste er dog raske nok til at starte i skole eller arbejde efter 2-4 uger, men det kan tage op til måneder, før man føler sig rigtig rask igen.
Man bør ikke drikke alkohol, så længe der er påvirkning af leveren.
Milten
Omkring halvdelen har forstørret milt. En meget sjælden (1 ud af 5.000), men alvorlig komplikation er miltruptur, dvs. at milten kan gå i stykker. Der findes ikke bevis for, at risikoen er øget blandt dem, som træner mens eller umiddelbart efter, at de havde symptomer. Man bør dog undgå sport med risiko for slag i maven i den første måned efter mononukleose.
Hvad kan jeg selv gøre?
Hvis du gennem længere tid har følt dig mere træt end normalt og har hævede lymfekirtler på halsen, bør du kontakte din læge med henblik på at blive undersøgt for mononukleose.
Hvordan undgår jeg at få eller forværre mononukleose?
Det er svært at gøre noget specifikt for at undgå at få mononukleose, bortset ved ikke at være kysse-kæreste med nogen, som har mononukleose. Man kan være i nærheden af nogen, som har infektionen uden at de har særlig mange symptomer og dermed ikke ved, at de kan smitte andre.
Hvornår skal jeg søge hjælp?
Du skal søge læge i tilfælde af feber, træthed eller hævede lymfekirtler på halsen gennem længere tid.
Hvordan er langtidsudsigterne?
I sjældne tilfælde kan der opstå komplikationer til mononukleose i form af sygdom i blodet, i nervesystemet eller i nyrerne. I de allerfleste tilfælde går disse komplikationer dog over uden at efterlade varige mén.
Er mononukleose farligt?
Nej, for langt de fleste er mononukleose ubehageligt, så længe det står på, men ufarligt.
Hvor udbredt/hyppig er mononukleose?
Omkring 90% af den voksne befolkning er på et eller andet tidspunkt blevet smittet med Epstein-Barr virus, men kun få har haft symptomer på sygdommen.
Langt de fleste bliver smittet som børn og får ingen symptomer eller kun symptomer, som ligner så mange andre infektioner i de øvre luftveje hos små børn.
Symptomgivende primær EBV infektion ses stort set kun hos teenagere eller voksne.
Kan jeg få mononukleose mere end én gang?
Nej.
Livslang bærertilstand
Efter man har været syg med mononukleose (det kaldes den primære EBV-infektion), forbliver virus i kroppen resten af livet hos langt de fleste voksne. Virus er i en slags hviletilstand, men giver i den tilstand stort set aldrig anledning til en ny infektion hos den samme person.
I modsætning til andre herpesvirus infektioner (f.eks. herpes forkølelsessår på læben), som kan give tilbagevendende symptomer resten af livet, er reaktivering af EBV fra hviletilstanden således ikke almindeligt.
Hvis man bliver svært immunsvækket, er der risiko for at EBV bliver reaktiveret, hvilket kan medføre udvikling af lymfeknudekræft.
Hvordan forløber sygdommen?
Generne i halsen bedres oftest inden for en uge, og de er normalt borte efter to uger. Hævelsen i lymfeknuderne kan vare i flere uger.
De fleste får det godt i løbet af 2-4 uger. Nogle har dog brug for yderligere en måneds tid, inden de er helt raske. Ca. 10 % føler sig trætte i flere måneder efter den akutte infektion. Som regel er man rask nok til at starte i skole eller på arbejde i løbet af 2-4 uger.
Ca. halvdelen af de der har mononukleose får forbigående forstørret lever og milt som følge af betændelsen. Leverbetændelsen går over uden behandling. Graden af leverbetændelse kan til en vis grad følges med blodprøver. Der er generelt ikke behov for kontrol af levertal, medmindre man har været gul i øjnene (ikterisk).
En frygtet, men heldigvis meget sjælden (1:5.000) komplikation til mononukleose, er, at milten kan gå i stykker. Dette er grunden til, at man bør undgå sportsgrene, hvor man risikerer spark eller slag mod maven, i den første måned efter mononukleose.
Hvordan skal man forholde sig?
Der går som regel 2-4 uger efter den akutte sygdomsperiode, før man kan genoptage sine almindelige dagligdags aktiviteter.
Sport og andre aktiviteter, som indebærer risiko for slag, spark og lignende mod maven, udsættes yderligere en måneds tid. Det plejer at være graden af lever- og miltforstørrelsen, som bestemmer, hvor forsigtig man skal være. Dette skal man diskutere med sin læge.
Råd til idrætsudøvere
Der er stor forskel på, i hvilken grad idrætsudøvere bliver svækket af mononukleose. Nogle studier tyder på, at idrætsudøvere kan genoptage et ikke-kontakt træningsprogram, så snart de ikke har feber. Idrætsgrene med risiko for spark eller slag mod maven bør undgås, så længe lever eller milt er forstørret.
Komplikationer til mononukleose forekommer hos færre end 5 %. Mest frygtet er en sprængt milt, men der findes ikke bevis for, at risikoen er øget blandt dem, som træner under eller lige efter, de har været syge.
En sprængt milt forekommer hos 1:5.000 og opstår næsten altid i løbet af de første tre uger efter, at man er blevet syg. De fleste revner i milten skyldes tilsyneladende heller ikke direkte skader eller idræt, men helt hverdagsagtige aktiviteter.
Der er ikke holdepunkter for, at moderat træning er uheldig, hvis man føler sig rask nok til det. Men hvis man har vedvarende symptomer, vil de fleste helt af sig selv begrænse eller afstå fra at træne.
Der er ikke videnskabelige holdepunkter for, at visse såkaldte diagnostiske markører (f.eks. leverprøver) kan anvendes som mål for risiko i forhold til træning.
Mavesmerter, specielt efter 2-3 uger, bør undersøges med ultralyd med henblik på miltruptur.
