Hvad er slimsækbetændelse i hoften?
På ydersiden af hoften i højde med hofteleddet findes en række slimsække (bursae). De ligger langs med og mellem sener, som passerer forbi hoften, for at senerne kan glide bedst muligt.
Et knoglet udspring fra lårbenet, trokanter major, er det vigtigste pejlemærke i dette område.
En trokanterbursitis er en irritation i slimsække ved eller over trokanter major på ydersiden af låret. Se tegning af lår, hofte og bækken.
Lige ovenfor/bagved trokanter fæster sædemusklerne (gluteus medius muskulaturen). Her kan der også opstå irritation i en eller flere af slimsækkene.
Sener fæster sig til trokanter major i samme område.
Ved overbelastning, fx hos langdistanceløbere, kan der opstå en irritation af musklernes sener. Det er dog ofte vanskeligt at skelne mellem sene-irritation og slimsæk-irritation. Det kan også være vanskeligt at skelne mellem trokanterbursitis og gluteus medius tendinitis. Derfor omtales de her under et.
Hvilke symptomer giver trokanterbursitis i hoften?
Hovedsymptomet på trokanterbursitis i hoften er smerter på ydersiden af låret/hoften. Personen har ofte særlig ondt over det mest knoglede udspring (trokanter major) på ydersiden af hoften. Nogle gange kan smerterne stråle ned langs ydersiden af låret.
Smerten bliver ofte værre, når du går eller udfører bevægelser, som særligt belaster sædemuskulaturen. Det kan fx være, når du går på trapper eller i bakker, eller når du rejser eller sætter dig.
Konstante, jagende smerter er også almindelige.
Smerten bliver ofte værre, når du ligger på den betændte side. Men ofte vil du have smerter, uanset hvilken side du ligger på om natten.
I nogle tilfælde er smerterne så generende, at du ikke kan gå normalt, men halter.
Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?
Selvom det kan være meget generende, så er tilstanden ufarlig.
Hvordan stilles diagnosen?
Diagnosen stilles først og fremmest på baggrund af sygehistorien og undersøgelse ved lægen.
Ofte er der en bestemt årsag i form af en overbelastning, fx løb eller et fald mod hoften. Det kan også skyldes, at du har andre gener fra hoften, som medfører, at du går med haltende gang.
Ved undersøgelsen vil lægen konstatere, om du er meget øm i det betændte område. Lægen vil undersøge, om der er anden forklaring på generne.
Selv om det er vanskeligt at skelne sene-irritation fra slimsæk-irritation og skelne de forskellige slimsæk-irritationer fra hinanden, så er det mindre vigtigt, da behandlingen stort set er den samme.
Hvorfor får du irritation i hoftens slimsække?
Irritation i slimsækken opstår som regel som følge af langvarige belastninger af hoften.
Langvarig gang og stand kan udløse tilstanden, det samme gælder fald på hoften og ændret gangmønster.
Men irritationerne kan også være et resultat af sygdom og fejlstillinger i ryg/bækkenovergangen eller benene.
Irritation af slimsække eller sener medfører smerter og gangproblemer.
Er det arveligt?
Nej, det er ikke arveligt.
Hvordan behandles irritation i hoftens slimsække?
Tilstanden går ofte over af sig selv. Det eneste nødvendige behandling er som regel at begrænse de aktiviteter, der får det til at gøre mere ondt.
Herudover er det godt at lave udspændingsøvelser og træne musklerne omkring hoften. Træning af muskler omkring hoften er specielt vigtige, hvor muskler trænes ved at ligge på den raske side og så løfte det syge ben strakt op i luften. Denne øvelse kan gentages 10-20 gange tre gange om dagen.
Man kan også behandle med kortisoninjektion og/eller bruge NSAID, der fås i håndkøb. Kun undtagelsesvist er det nødvendigt med fysioterapi.
Kortisonindsprøjtning
Kortisonindsprøjtning anlægges i et område, hvor der er flest smerter. Hvis sprøjten er anlagt korrekt, vil du hurtigt blive smertefri.
I mange tilfælde er det tilstrækkeligt med en enkelt indsprøjtning, mens der nogle gange skal anlægges ny injektion 1-2 gange med 1-2 ugers mellemrum.
Hvordan undgår jeg at få det eller gøre det værre?
Det er vigtigt at begrænse de aktiviteter, som giver smerter, og justere din sportsaktivitet. Det er vigtigt at træne muskler omkring hoften.
Hvornår skal jeg søge hjælp?
Hvis du ikke kan få smerterne til at forsvinde ved at ændre dit aktivitetsmønster eller ved udspænding og træning af muskler omkring hoften, skal du søge hjælp.
Ved manglende bevægelighed af hofteled skal du ses af en læge.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Tilstanden går over i løbet af nogle uger for de fleste.
I nogle tilfælde kan der gå flere måneder, før irritationen forsvinder.
Helt undtagelsesvis kan tilstanden vare i årevis. I disse tilfælde kan det blive nødvendigt at operere.
Er det farligt?
Nej, det er ikke farligt.
Hvor hyppig er irritation i hoftens slimsække?
Irritationer i bløddelene på ydersiden af hofteleddet er ganske almindelige. De ses også ofte hos personer, som har fået indsat et kunstigt hofteled.
Kan jeg få trokanterbursitis mere end én gang?
Ja, du kan godt få trokanterbursitis mere end én gang.
Vil du vide mere?
Illustrationer