Total hofteprotese

Søren Kold

speciallæge

Fakta

  • Slidgigt (artrose) i hofteleddet kan give mange smerter og stivhed i leddet
  • Det kan behandles med operation ved at indsætte en kunstig hofteprotese
  • Der findes forskellige slags proteser, men de har alle en begrænset holdbarhed

Røntgenbillede af hofteprotese

Når smertestillende behandling og træning ikke længere lindrer smerter i et skadet eller nedslidt hofteled, kan det være en god løsning at indsætte nyt hofteled - en total hofteprotese.

Ved at indsætte et kunstigt hofteled kan man lindre smerter og forbedre bevægeligheden i hofteleddet, så man kan fungere godt i dagligdagen.

Men hofteprotese-kirurgi er ikke uden risiko. Det kan derfor være nyttigt at opveje fordele og ulemper, før man beslutter sig for en operation.

Hvem kan have gavn af at få indsat en kunstig hofteprotese?

Hofteprotese overvejes som regel, når andre behandlinger, som smertestillende medicin og træning, ikke længere virker på smerter og funktionen. De fleste, der bliver opereret, har slidgigt i hofteleddet. 

Men proteseoperation kan også være aktuel, hvis du har stærke smerter, tab af bevægelighed eller fejlstilling i hofteleddet. For personer med hofteskader, leddegigt eller andre medicinske tilstande, fx knoglesvulst eller som følge af skadet blodforsyning til lårhalsen og hoftehovedet, kan det også være relevant at få en hofteprotese.

Det kan være aktuelt at snakke med lægen om muligheden for hofteprotese, hvis du har:

  • Hoftesmerter som forstyrrer nattesøvnen
  • Ringe eller ingen lindring af smertestillende medicin
  • Ubehagelige bivirkninger af den smertestillende medicin
  • Besvær med at gå på trapper
  • Problemer med at rejse sig dig fra siddende stilling
  • Den fysiske aktivitet er nedsat på grund af for mange smerter

Udskiftning af hofteleddet var tidligere et tilbud til personer over 60 år. Men forbedret teknologi har gjort det muligt at lave stærkere og mere holdbare kunstige led, som passer til aktive personer, inklusive yngre personer. Aktive personer må være indstillet på, at ny operation bliver nødvendig, når protesen er udslidt efter 15-20 år.

Se animation om indsættelse af kunstigt hofteled  

Hvordan forbereder du dig på en hofteoperation?

Hos din læge

Sammen med din egen læge må du tage stilling til, om du skal henvises til vurdering af, om du kan tilbydes operation. Ud over at vurdere hoften, vil lægen foretage en generel vurdering for at sikre, at du er fysisk rask til en operation.

Ortopædkirurgisk forundersøgelse

I de fleste tilfælde bliver du i næste omgang indkaldt til en ortopædkirurgisk forundersøgelse på hospitalet. Kirurgen vil gerne foretage sin egen vurdering af dit helbred forud for eventuel operation.

En vigtig del af undersøgelsen er undersøgelsen af din hofte og din ryg. Lægen undersøger bevægeligheden i leddet og vurderer muskelkraften i musklerne omkring hoften. Blodprøver og røntgen hører også med.

Før operationen 

Før operationen får du mulighed for at stille spørgsmål vedrørende operationen, eventuelt som patientundervisning. Du får udleveret en folder om operationen. Hvis du har bekymringer, er det vigtigt at spørge kirurgen. Hvis man er overvægtig, er det hensigtsmæssigt at tabe sig før operation.

Hvordan udføres hofteoperationen?

Hofteoperationen består i at erstatte den ødelagte hofteskål og det ødelagte lårbenshoved. Lårbenshovedet erstattes af et metalhoved støbt sammen med et metalskaft, som passer ind i lårbenet. Hofteskålen erstattes af en plast- og metalskål, som fæstnes til hoftebenet (bækkenet). Protesedelene, som minder om de knogledele, som de skal erstatte, passer sammen og vil mekanisk set fungere som et normalt hofteled.

Der findes forskellige varianter af kunstige hofteled. Kirurgen vurderer, hvilken kunstig protese der vil være bedst. Materialerne, som proteserne er lavet af, er en kombination af holdbare, slidstærke materialer som rustfrit stål eller titanium. Afhængig af knoglekvalitet vil protesen fæstes til knoglen med brug af knoglecement.

Kvaliteten af hofteproteserne kontrolleres i registre, hvor lægen ser på resultaterne af indsættelse af proteserne. I disse registre har man observeret flere re-operationer for en speciel type af metal-mod-metalprotese. Det har medført, at enkelte proteser er trukket ud af markedet tilbage i 2010. Patienterne følges fortsat og får blandt andet kontrolleret koncentrationen af metal-ioner i blodet.

Hofteoperationen tager sædvanligvis 1-2 timer, hvor du enten vil være i fuld narkose, eller vil få en form for rygmarvsbedøvelse. Under operationen vil kirurgen frigøre lårbenet fra hofteskålen. Kirurgen fjerner den ødelagte knogle. Den kunstige hofteskål presses på plads. Den øverste del af lårbenet bliver udhulet, så metalstammen med det nye lårbenshoved kan sættes ind. Det nye lårbenshoved og den nye hofteskål sættes sammen og danner det nye hofteled.

Efter operationen bliver du observeret på et opvågningsafsnit i nogle timer, mens narkosen/bedøvelsen forsvinder ud af kroppen. Sygeplejersker kontrollerer blodtryk, puls, om man evt. har smerter eller ubehag og vurderer, om du har behov for medicin.

Hvad sker der efter hofteoperationen?

Du er normalt indlagt i nogle dage for at komme til hægterne igen efter operationen. Allerede første dag efter operationen vil du blive opfordret til at sidde oppe og prøve at gå lidt med et gangredskab, en "walker" eller en såkaldt talerstol.

En fysioterapeut vil lære dig øvelser, som du kan foretage på sygehuset, og som du bør fortsætte med efter udskrivelsen. Øvelserne vil hjælpe dig med at blive selvhjulpen. Før du bliver udskrevet fra hospitalet, vil du få en del råd om, hvad du skal passe på med af bevægelse i hoften. Det kan fx være at undgå at sidde i lave sofaer og undgå at krydse benene.

Det kan være nødvendigt at foretage tilpasninger i hjemmet i den første tid, fx at få installeret en toiletforhøjer.

Aktivitet og øvelser bliver en vigtig del af hverdagen, så du hurtigt genvinder funktionen i leddet og musklerne.

Fysioterapeuten vil anbefale styrke- og bevægeøvelser, og vil hjælpe dig med at lære at bruge gangbuk eller krykkestokke. Når behandlingen skrider frem, kan du gradvist øge vægtbelastningen på benet, indtil du er i stand til at gå uden hjælpemidler.

Kontrol 6-8 uger efter 

Ca. 6-8 uger efter operationen vil der ofte være aftalt kontrol hos ortopædkirurgen. Her vil lægen kontrollere, at alt udvikler sig normalt.

Hvis helingen foregår ukompliceret, vil de fleste kunne genoptage normale aktiviteter på dette tidspunkt - dog i et noget begrænset omfang den første tid.

Hvor gode er resultaterne af hofteproteseoperationer?

Operationer med indsættelse af kunstigt hofteled er vellykkede i mere end 90 % af tilfældene. Du kan forvente at være smertefri i 10-15 år efter operationen, og bevægeligheden i den nye hofte vil være god. Med tiden vil du kunne svømme, gå og cykle uden besvær.

Komplikationer forbundet med hofteprotesekirurgi

Hofteprotesekirurgi er et sikkert indgreb. Men som ved enhver operation kan der opstå komplikationer. Selv om nogle komplikationer kan være alvorlige, kan de fleste behandles med godt resultat. Undtagelsesvis kan følgende komplikationer opstå:

  • Blodprop. Disse opstår i blodårerne (venerne) og skyldes inaktivitet efter operationen, eventuelt skade mod venerne under operationen. Lægen vil sædvanligvis give dig blodfortyndende medicin efter operationen for at forebygge blodpropper. Kompressionsstrømper og øvelser, som øger blodstrømmen gennem venerne i benet, kan også mindske risikoen
  • Infektion. Der kan opstå infektioner i operationsområdet og i det dybere væv nær hoften. De fleste infektioner behandles med antibiotika. Men større infektioner i nærheden af protesen kan kræve kirurgi for at fjerne og erstatte protesen
  • Hoften går af led. Visse stillinger i hoften kan forårsage, at ledhovedet i det nye led kan komme ud af led. For at undgå dette, må du ikke bøje mere end 90° i hofteleddet. Du må heller ikke lade benene krydse midtlinjen af kroppen, fx må du ikke sidde med benene overkors. Hvis hoften går af led, er det normalt ikke nødvendigt med operation for at få leddet på plads igen. En kort bedøvelse, hvor man herefter sætter leddet på plads, er tilstrækkeligt
  • Løsning. Med tiden kan det nye led løsne sig og give smerter i hoften. Kirurgi kan være påkrævet for at løse problemet
  • Brud omkring protesen. Selv om det er sjældent, så kan der opstå knoglebrud omkring et kunstig hofteled. Så er det nødvendigt med en ny operation for at erstatte og fastsætte nye protesedele
  • Ændring i benlængde. Selv om kirurgen bestræber sig på at forhindre det, så hænder det, at den nye hofte medfører, at benet bliver lidt længere for at sikre sig imod, at hoften har tendens til at gå ud af led. Dette behandles ved at justere skoene med sålforhøjelse
  • Stivhed af leddet. Bløddelene omkring leddet kan blive til stift bindevæv og knogle, hvilket gør det vanskeligt at bevæge hofteleddet. Processen kaldes ossifikation eller forbening. Normalt gør dette ikke ondt

Vil man vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Søren Kold

klin. prof., overlæge, ph.d., Klinisk Institut, Aalborg Universitet og det ortopædkirurgiske speciale, Aalborg Universitetshospital

Erling Peter Larsen

speciallæge i almen medicin, Silkeborg

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen