Ledmus (osteochondritis dissecans), frit brusk/knogle-legeme i leddene
Christian Wong
speciallæge
Fakta
Læsion i ledbrusk (osteochondritis dissecans) kan give ledsmerter ved belastning hos børn og teenagere
Knæet er hyppigst ramt, men findes også i albuen og i anklen
Målet med behandling er heling af læsionen
Det kan hele læsionen at holde sig fra aktiviteter, der kan give symptomer. Hvis dette ikke har effekt, så kan operation ofte hjælpe
Hvad er frit knoglelegeme i knæleddet?
Osteochondrit
Skade eller henfald af ledbrusk og underliggende knogle kan resultere i, at en lille del af knoglevævet eller brusken løsner sig. Det giver et løst legeme, som kan komme i klemme mellem de to ledflader og både forårsage smerter og låsninger.
Dette opstår oftest i knæleddet, men det kan også opstå i andre led som ankel og albue.
I den tidlige fase har du smerter i leddet, som udløses af belastning. Efter noget tid kan der opstå låsninger i leddet. Når knæet er angrebet, er de typiske symptomer:
Smerter i knæet
Hævelse
'Klikken' i knæet
Låsningsfænomener
Hævelse
En følelse af, at knæet svigter
Ved sygdom i albue er der diffus smerte i forbindelse med aktivitet og indskrænket bevægelighed. I anklen kan der opstå smerter og låsninger.
Hvad er symptomerne på frit knoglelegeme i knæleddet?
Aflåsning af led og pludselige smerter ses, når de frie ledmus kommer i klemme mellem ledfladerne.
Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?
Alle ovenstående symptomer bør give mistanke om en knælidelse, herunder et løst legeme.
Hvordan stilles diagnosen?
Lægen får mistanke om tilstanden, hvis du har smerter der kommer af belastning, og du har andre af ovenstående symptomer.
Ved at undersøge leddet kan lægen finde hævelse, låsninger og smerter ved tryk på leddet.
Røntgen af leddet kan som regel vise det løse knoglevæv/brusk.
Røngtenundersøgelsen kan suppleres af en magnet-røntgenundersøgelse (MR). MR udføres især til vurdering af løsheden og til at vurdere, om der er effekt af såkaldt ikke-operativ behandling, hvor man kan vurdere, om det løse legeme vokser på.
Man kan også se, om det løse legeme er gået helt af og er blevet en 'led-mus'. Hvis der er en ledmus, som giver aflåsninger, kan den fjernes ved en kikkertundersøgelse - en artroskopi. Gennem et snit i huden fører lægen en kikkert ind i leddet. Via skopet kan lægen både se og fjerne løse legemer.
Hvorfor får du frit knoglelegeme i knæleddet?
Årsagen er ukendt.
Det er muligt, at lidelsen skyldes flere små skader, fra f.eks. sport. Låsningerne skyldes frie legemer i leddet, som hindrer bevægelighed. Andre risikofaktorer kan være skade af bruskfladerne i leddet og arvelige faktorer.
Hvilken behandling er der?
Hensigten med behandlingen er at lindre generne.
Aflastning og undgå aktiviteter som udløser smerter prøves først, så længe det løse legeme fortsat sidder på plads i ledbrusken.
Det kan blive nødvendigt at aflaste med en bandage i starten.
Ved operation bliver det frie legeme i leddet enten sat på plads (hvis de er store), eller fjernet (hvis de er små). Indgrebet kan i de fleste tilfælde gøres ved en kikkertundersøgelse.
Hvad kan jeg selv gøre?
Du skal aflaste og undgå aktiviteter, som giver smerter.
Hvordan undgår jeg at få eller forværre osteochondritis?
Umiddelbart er der intet sikkert, der kan forebygge tilstanden, men aflastning kan hjælpe til, at det løse legeme kan vokse på.
Hvornår skal jeg søge hjælp?
Ved smerter eller aflåsning i et led gennem en kortere eller længere periode.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Generne vil oftest forsvinde ved restriktioner i aktiviteter, og det bør man forsøge i 3-6 måneder. Det går som regel godt, men ved manglende effekt, så kan operation overvejes.
Er frit knoglelegeme farligt?
Der kan opstå slidgigt i leddet på lang sigt, især ved større defekter, hvor det løse legeme er gået helt af.
Hvor hyppig er frit knoglelegeme i knæleddet?
Knæet er hyppigst ramt (3 ud af 4 tilfælde)
Kan også opstå i ankelled, albueled og led i foden
Tilstanden er hyppigst i 10-20-årsalderen
Kan jeg få frit knoglelegeme mere end én gang?
Det heler som regel på på af sig selv, og herefter bliver symptomerne bedre.