Fodrod ude af led

Søren Kold

speciallæge

Fakta

  • Fodroden kan vrides ud af led, også uden der er brud på knoglen
  • Fodroden kan glide på plads af sig selv, men ellers er der tale om en akut tilstand, der kræver at du hurtigt får hjælp
  • Huden kan være truet af tryk fra knoglerne. Derfor skal lægen sætte knoglen på plads for at aflaste huden, så der ikke kommer store sår
  • Smerterne og fejlstillingen er ikke til at tage fejl af ved denne tilstand
  • Røntgenundersøgelse og fx CT-skanning afklarer omfanget af ledskred og et muligt brud

Fodens skelet med betegnelser

Hvad er symptomerne på, at fodroden er ude af led?

Smertefuld tilstand med synlig fejlstillet fod. Huden er bleg og udspændt på stedet, hvor den er gået af led. Det skyldes, at knoglen indefra trykker blodet væk.

Hvordan stilles diagnosen?

En skade, hvor fodroden er ude af led, er ofte kombineret med knoglebrud.

Brud i foden skyldes en eller anden form for skade. Der kommer straks smerter efterfulgt af hævelse og nedsat funktion.

Ved undersøgelse kan lægen se:

  • Hævelse
  • Hudblødning
  • Eventuel fejlstilling
  • Åbent sår

Lægen kan påvise ømhed, eventuelt ustabilitet og "knitren" mellem brudenderne. Desuden undersøger lægen, hvor meget du kan bevæge foden, og hvordan leddet fungerer.

Det er vigtigt, at lægen også kontrollerer kredsløbet og nervefunktionerne i foden.

Røntgen bekræfter diagnosen. Brud i fodens mellemfodsknogler og tåknogler kan være vanskelige at påvise hos børn på grund af de umodne knogler med vækstskiver, der ofte rammes af knoglebrud. I sådanne tilfælde kan det være nødvendigt at sammenligne med billeder af den raske fod.

Andre undersøgelser kan nogle gange være nødvendige, fx CT- og MR-skanning.

Hvorfor går fodroden ud af led?

Det skyldes normalt en større belastning at tvinge fodroden ud af led. Derfor ses det hyppigst, hvis du falder ned fra en stige fra flere meters højde eller eksempelvis ved trafikuheld, hvor foden ved sammenstød tvinges ind under pedalerne i bilen. Det kan også ses, hvis foden klemmes under noget tungt og i sjældne tilfælde ved simple forvridninger.

Hvordan behandles en fodrod, der er ude af led?

Målet er at sikre god opheling og genskabe fodens normale funktion.

Førstehjælp kan begrænse skadens omfang:

  • Nedkøling af foden
  • Afstivning af foden
  • Foden skal løftes op
  • Du skal have smertestillende medicin

Fodroden ude af led

Skaden opstår ved fald på nedadbøjet forfod eller slag/klemning mod forfoden.

Ved lægeundersøgelse er der smerter, hævelse og fejlstilling af foden. Der er risiko for skade på en mindre pulsåre.

Brud af basis på 2. mellemfodsknogle kan føre til forskydning af de ydre mellemfodsknogler (3, 4 og 5) på grund af samtidige ledbåndsskader, der ikke kan ses på røntgenbilleder. Derfor kan det være nødvendigt at lave en CT-skanning for at få bedst mulig billedkvalitet og afgøre, om leddene er forskudt.

Det er vigtigt at få fodroden hurtigt på plads. Det skyldes risikoen for hævelse og trykskader, som kan føre til varige skader på sener, muskler og hud.

Det kan være nødvendigt at foretage trykaflastning ved at opskære de stramme muskelloger, som holder sener og muskler på plads i foden. Senere, når hævelsen er aftaget, syr man såret sammen igen.

Ved forskydning af fodroden nedad eller opad kan lægen ofte trække den fint på plads ved at trække i længderetningen og trykke over basis på mellemfodsknoglerne. Derefter skal du aflaste foden i støvlegips i 8 uger. Efter gipsen er fjernet, skal du genoptræne.

Hvis der er sideforskydning af mellemfodsknoglerne og brud af basis af 2. mellemfodsknogle, skal du opereres. Bruddet fastgøres med indvendige pinde. Efter operationen skal du have støvlegips på i 6 uger.

Hvordan undgår jeg at få eller forværre tilstanden?

Sørg for at hold foden op og undgå at belaste den, indtil lægen har set på foden.

Hvornår skal jeg søge hjælp? 

Ved svær fejlstilling af foden og smerter efter du er kommet til skade, skal du straks søge læge.

Komplikationer og langtidsudsigter

Der kan opstå hudproblemer med sår, hvis der er tryk på huden, og især hvis der går længere tid, inden foden sættes på plads.

Kompartmentsyndrom (afklemningssyndrom) kan opstå som følge af kraftig hævelse i foden. Det er en af de alvorligste akutte komplikationer til brud og ledskred i foden. Normalt er det forbundet med mellemfodsbrud som følge af en knusningsskade. Det medfører udtalt hævelse (tidligt) og skader på blodårer og nerver (sent).

Senere komplikationer er:

  • Slidgigtforandringer
  • Manglende opheling (pseudartrose)
  • Ustabil fod og/eller gangbesvær

Det er sjældent, at foden bliver ligeså god som før ulykken. Der vil ofte være tendens til hævelse og smerter af foden, specielt ved længere tids gang eller løb på ujævnt underlag.

Hvor hyppigt kan fodroden gå ud af led?

Det er betydeligt sjældnere end ankelbrud.

Andre brud i foden

Om foden 

Foden består af 26 knogler:

  • I bagfoden findes hælbenet (calcaneus) og rullebenet (talus)
  • I mellemfoden findes bådbenet (naviculare), terninge-benet (cuboideum) og 3 såkaldte cuneiforme-knogler (kileben)
  • Forfoden består af forfodsknoglerne (metatarserne) og tæerne (phalanges)

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Søren Kold

klin. prof., overlæge, ph.d., Klinisk Institut, Aalborg Universitet og det ortopædkirurgiske speciale, Aalborg Universitetshospital

Erling Peter Larsen

speciallæge i almen medicin, Silkeborg

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen