Et træthedsbrud, eller stressbrud, opstår ikke på grund af en skade, men på grund af overbelastning.
Knoglen udsættes for strækning og bøjning over længere tid og brækker til sidst, på samme måde som en metalstav brækker efter gentagne bøjninger frem og tilbage.
Træthedsbrud ses oftest blandt personer, der dyrker idræt og motionister, og er mest almindelige blandt kvinder.
Træthedsbrud opstår hyppigst i mellemfodsknoglerne (metatarsalerne) eller skinnebenet (tibia). Men også lægbenet (fibula) kan blive sted for et træthedsbrud.
Udover mellemfodsknoglerne (metatarsalerne) kan andre knogler i foden blive offer for træthedsbrud, fx. hælbenet (calcaneus), rullebenet (talus), bådbenet (naviculare) og kilebenet (cuneiforme). Træthedsbrud har en tendens til at komme igen, og ca. 60 % har haft det tidligere.
Der er øget risiko for træthedsbrud, hvis man har anorexia nervosa.
Smerter i det ramte område.
Hvis du har smerter, der bliver ved, bør man kontakte læge.
Lægen kan få mistanke om diagnosen, når du er i risikogruppen og uden forudgående skade får stærke smerter i et afgrænset område af læggen eller foden.
Smerterne forværres straks, hvis man forsøger at gå eller løbe.
Træthedsbrud ses sent og ret dårligt på røntgen. Det kan derfor være nødvendigt med en MR-skanning, der kan vise bruddet allerede efter få dage.
Man kan også foretage en CT- eller scintigrafisk undersøgelse af læggen eller foden, men MR-scanning foretrækkes nu som første valg af undersøgelse, hvis bruddet ikke ses på røntgen.
Et træthedsbrud skyldes som regel en stadig gentagen belastning af knoglen, som overskrider knoglens evne til at reparere sig selv. Til slut brækker knoglen.
De vigtigste årsager til træthedsbrud i skinneben eller i foden er:
Hos enkelte kan skævheder i knogler eller fødder øge risikoen for træthedsbrud.
Personer der dyrker idræt, har en tendens til at få træthedsbrud, når de øger intensiteten af deres træning før et større mesterskab.
Motionister og soldater kan få træthedsbrud i forbindelse med en for pludselig opstart af træning og march.
Træthedsbrud ses også ved personer, der lider af knogleskørhed og der er øget risiko hos patienter med anorexia nervosa.
De allerfleste brud heler ved aflastning. Har du et brud i skinnebenet, skal du aflaste 6-8 uger med krykker. Har du brud i springbenet, skal du aflaste med krykker i 4 uger.
Smertestillende medicin i form af NSAID kan eventuelt anvendes den første tid.
Du skal ikke "teste", om bruddet er helet tidligere end angivet. Det øger risikoen for tilbagefald, og dermed tager det længere at hele.
Helingen af et brud i foden kan nogle gange være dårlig og medføre, at knoglen ikke heler. Af denne grund vælger man ofte at gipse disse brud.
Hvis du er idrætsudøver, og det er vigtigt, at du ikke taber for meget kondition og styrke, bør du foretage alternativ træning i helingsperioden. Konditionen kan du fx. holde ved lige med løb i vand eller ved at bruge en romaskine. Styrketræning kan du fortsætte med, så længe du ikke belaster læggen.
Der findes ingen overbevisende videnskabelig dokumentation for, at elektrisk stimulering, pulserende ultralyd eller laserterapi har nogen plads i behandlingen af stressbrud.
Aflast benet/foden når du har smerter ved belastning.
Det er vigtigt at få stillet den korrekte diagnose, så man kan få den korrekte behandling.
Ved mere vedvarende smerter efter belastning, der ikke forsvinder efter at du har aflastet og holdt dig i ro.
Hvis diagnosen stilles tidligt, bruddet aflastes tilfredsstillende og eventuelt holdes i ro (immobiliseres), vil de fleste træthedsbrud i læggen hele.
Det er dog ikke usædvanligt, at der senere opstår nye brud. Lægen vurderer også, om det er relevant at udrede for knogleskørhed og eventuelt starte behandling for dette.
Forebyggende behandling er vigtig, både for at undgå førstegangsbrud og for at undgå nyt brud. De vigtigste råd er:
Mere sjældent end almindeligt.
Ja, det kan du, og der er større risiko, hvis du ikke følger ovenstående råd.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
