Ankelskader opstår efter forvridninger omkring fodleddet og sker typisk under udøvelse af idræt
Skade på ledbåndene kan give løshed, hvis skaden ikke behandles korrekt
Det er vigtigt at give ankelskader ro til at hele
Efterfølgende skal du aktivt bevæge leddet og træne musklerne, så du så vidt muligt opnår en normal funktion af foden samt forebygger nye skader
Hvad er akutte ankelskader?
Akut opstået skade af ledbånd og/eller knoglestrukturer i ankelleddet sker ofte. Ankelskader udgør en stor del af alle de akutte skader, som behandles på skadestuer.
Ledbåndsskader i anklen er en af de hyppigste skader indenfor idræt.
I idrætsgrene som fodbold, basketball, volleyball og håndbold er ankelskader specielt hyppige.
Hvad er symptomerne på akut ankelskade?
Forvridning af fodleddet kan medføre, at ledbåndet overrives helt eller delvist. I den akutte fase vil der kunne være en kraftig hævelse, som skyldes en akut blødning.
Smerterne kan være så voldsomme, at du knapt kan støtte på foden. Senere vil du kunne mærke, at fodleddet ikke er stabilt.
Hør lægen fortælle om ankelskader
Hvordan stilles diagnosen akut ankelskade?
Skader på ydersiden af anklen
Størstedelen af skaderne opstår ved inversion (indaddrejning) ved landing efter spring, løb eller vending.
Normalt overrives først det forreste ledbånd, derefter det midterste ledbånd. Kun i sjældne tilfælde overrives alle ledbåndene på ydersiden.
Knoglebrud er hyppigere blandt ældre mennesker, mens skader på ledbånd er hyppigere hos yngre.
Andre skader
Hvis anklen låses, så du ikke kan bøje i ankelleddet (fx i alpine skistøvler), kan en kraftig udadrotation af anklen føre til, at de 2 underbensknogler trækkes fra hinanden og ledbåndene, som holder dem sammen, overrives.
Skader af ledbåndet på indersiden af anklen forekommer forholdsvis sjældent.
I sjældnere tilfælde kan der også opstå en såkaldt luksation af senerne på ydersiden af anklen. Senerne rives ud af de såkaldte seneretinakler, der holder senerne på plads. Man vil herefter kunne mærke, at senerne glider ud over ankelknuden på ydersiden, når man bøjer ankelleddet opad mod forsiden af underbenet.
Lægeundersøgelse
Det vigtigste er at fastslå, om der er en skade af ledbåndene på ydersiden af anklen eller et knoglebrud. Et typisk fund ved skader på anklen er hævelse foran og under ankelknuden på ydersiden af anklen. På baggrund af kendskab til knoglestrukturer og ledbånd vurderer lægen skadens omfang.
Ved skader på ledbånd er ledbåndet som regel ømt, mens selve ankelknuden er relativ uøm. Ved brud er ankelknuden påfaldende øm. Ofte er der en betydelig blodansamling, og det kan gøre det vanskeligt at udelukke brud ved lægeundersøgelse alene. Her vil en røntgenundersøgelse være nødvendig for at udelukke knoglebrud.
Hvis der går flere uger, før dine smerter er væk, er en ny lægeundersøgelse nødvendig. Lægen foretager forskellige undersøgelser af fodleddet og vurderer behovet for billedundersøgelser, eller om du skal henvises til en specialist.
Andre undersøgelser
Der tages røntgenbillede, hvis brud ikke kan udelukkes. Hvis generne varer ved, kan det være aktuelt at tage specialoptagelser, CT-skanning, MR-skanning eller en kikkertundersøgelse ind i leddet (artroskopi)
Hvad er årsagen til akut ankelskade?
Ankelleddet består af 2 led. De gør det muligt både at bøje og vride/rotere i ankelleddet.
Stabiliteten i ankelleddet sikres af ledbånd på indersiden og ydersiden af anklen. På ydersiden findes 3 selvstændige ledbånd - et forreste, midterste og et bageste ledbånd. På indersiden udgør 4 ledbånd en samlet enhed og opfattes som et enkelt ledbånd. Muskulaturen i området bidrager til stabiliteten i anklen.
Den mest almindelige årsag til en akut ankelskade er, at du træder forkert. Derved vrides foden indad, og der kommer et betydeligt stræk på ledbåndene på ydersiden af anklen.
Langt sjældnere sker det modsatte, at foden vrides udad og opad med stræk på ledbåndet på indersiden af anklen. Det forreste ledbånd på ydersiden af anklen er mest udsat for skade.
Hvordan behandles akut ankelskade?
Akutbehandling
Den akutte behandling er helt afgørende og skal begrænse blødning og hævelse. På den måde mindskes skaden, og den tid det tager, før du er frisk igen, forkortes betydeligt.
De første 48 timer gælder RICE-princippet, som er en forkortelse for Rest, Ice, Compression, Elevation. Det indebærer:
R - Sid eller lig ned, undgå vægtbelastning svarende til det skadede sted
Du bør holde dig i ro de første to døgn. Herefter forbedres heling ved at bruge leddet indenfor smertegrænsen (Rest/hvile)
I - kuldepakning over ankelknuden (Ice/afkøling)
C - fæstne kuldepakningen med elastisk bind (Compression/kompressionsbandage)
E - hæve benet højt, det vil sige over hjertehøjde (Elevation/hævning)
Du bør bruge elastisk tape i akutfasen. Hvis der ikke er mistanke om brud, fortsætter du RICE-behandlingen hjemme.
Du bør benytte krykker, og du bør holde dig i ro de første par dage efter skaden og sidde med foden højt.
Nedkøling gentages, når du kommer hjem og i 20 minutter hver 3.-4. time de første 48 timer. Kuldebehandlingen gennemføres ved hjælp af kuldepakninger eller rindende koldt vand fra hanen.
RICE
Efter 48 timer - et par dage
Blødningen i vævet er ophørt. Målet er nu at genvinde normal og smertefri bevægelighed, samt at modvirke en eventuel hævelse.
Det er en god ide at begynde på et intensivt træningsprogram, gerne 2 gange dagligt. Du starter med lette udstrækninger med bøjning op og ned i ankelleddet.
Cykling er en god startøvelse - der giver let belastning. Hvis du bruger tåclips til at holde foden på plads på pedalen, undgår du overdreven belastning af ankelleddet.
Nedkøling og brug af komprimerende bandage gentages efter træning, så længe der er tendens til hævelse.
Belastning uden krykker er tilladt.
Det er en god ide at anvende tape eller en såkaldt ortose (en stiv støtteanordning) ved træning.
Efter nogle dage - nogle uger
Den bedste øvelse er led-sans-træning på balancebræt. Det kan normalt starte 1-3 uger efter skaden. Træningen bør gennemføres i 10 minutter 5 gange per uge i 10 uger.
Sådan udføres øvelsen
Stå på et ben med det andet ben løftet og med ret vinkel i knæleddet, mens armene holdes over kors over brystet. Til at begynde med kan øvelsen være vanskelig at klare, mens du står på gulvet
For at gøre det vanskeligere kan du lukke øjnene, mens du står på gulvet, eller vælge at stå barfodet på en skumgummimadras eller et andet ustabilt underlag. Siden kan du træne på vippebræt eller balancebræt. Denne øvelse kan gøres lettere eller vanskeligere ved henholdsvis at vælge blødere og stivere underlag. Ellers kan du træne gang og senere jogging på fladt underlag lige frem
Efter nogen tid kan du begynde at foretage øvelser med retningsskift og at efterligne den idræt, du normalt dyrker
Du kan benytte tape eller ortose (stivere støttebandage) ved øget aktivitet og belastning
Tilbage til konkurrenceidræt
Fuld smertefri bevægelighed opnås ofte inden for få uger. Du kan næsten helt undgå tab af muskelstyrke ved tidlig træning. Det kan tage op til 10 uger at genvinde tab af ledsansen. Det vil i mellemtiden være lettere at pådrage sig nye skader. Det skyldes, at du har reduceret ledsans og derfor er mindre opmærksom på, hvilken stilling du har anklen i.
Det kan tage op til et halvt år, før et skadet ledbånd er ophelet. Risikoen for at skade sig på ny er betydeligt øget i det første år. En stiv støttebandage eller tape kan til en vis grad beskytte i den udsatte periode.
Ikke-idrætsudøvere
Principperne for behandlingen er de samme. RICE-behandling i akutfasen og tidlig træning med stiv støttebandage er formentlig den bedste behandling.
Forebyggelse
Du bør benytte tape eller støttebandage i 6-12 måneder efter en akut ankelskade. Virkningen sker formentlig ved at stimulere ledsansen. Den rene mekaniske støtte betyder formentlig mindre.
Hvordan undgår jeg at få eller forværre akut ankelskade?
Varm ordentlig op inden aktivitet
Vælg fodtøj der passer til aktiviteten - fx vil passende løbesko til håndboldspillere og passende glid på underlaget i hallen reducere risikoen for forvridning i anklerne
Undgå at genoptage sportsaktivitet for tidligt efter skaden - vent til almindelige daglige aktiviteter som gang og løb kan udføres uden smerter
Hvornår skal jeg søge hjælp?
Hvis din ankel bliver ved med at gøre ondt, eller du føler, at den ikke er stabil.
Hvordan udvikler akut ankelskade sig?
Mange har fortsat problemer lang tid efter en akut skade på anklen. Der kan opstå kroniske gener med smerter, stivhed og hævelse i ankelleddet. Forklaringen kan være en bruskskade som bedst påvises med MR-skanning.