Leddegigt - også kaldet reumatoid artritis (RA) - er en kronisk ledsygdom af ukendt årsag. Der er typisk betændelser i led (inflammation af led), som kan ødelægge leddene. Sygdommen kan også give forandringer udenfor leddene.
Op til 50-70 % kan have flere måneders sygehistorie med vage og uklare gener som nedsat appetit, depression, slaphed, træthed og vægttab. Efterhånden kan mere specifikke gener udvikles.
I første fase er det typisk med svage smerter i led og stivhed i leddene om morgenen.
Hos 10-15 % starter sygdommen med en akut eksplosiv udvikling af symptomer fra flere led og med en generel følelse af at være syg.
Hos 15-20 % udvikler symptomerne sig over nogle dage eller uger.
Ømhed, smerter og hævelse, særligt af fingrenes led.
Lægen tager udgangspunkt i en række kriterier. I 2010 er der udgivet helt nye kriterier for klassifikation og diagnosticering af sygdommen. Opnår en person 6 point eller mere ud fra nedenstående områder, kan diagnosen leddegigt (reumatoid artritis) stilles:
Lægen undersøger også systematisk kroppens forskellige led. Sygdommen kan også give forandringer udenfor leddene, og derfor skal hud, nervesystem, hjerte, lunger og øje også undersøges.
Reumafaktor kan påvises i blodet hos 70 % af RA-patienterne. Den kan imidlertid også findes ved en del andre reumatiske sygdomme og er til stede hos 5 % af den raske befolkning. Anti-CCP-antistoffer er en ny prøve, som i dag bruges oftere, idet CCP-antistoffer er en mere specifik prøve end reumafaktor, da prøven sjældent slår ud hos dem, som ikke har leddegigt. Den fanger tidligere tilfælde, og den kan forudsige aggressiv sygdom.
Røntgenbilleder er ikke særlig nyttige til at påvise nyopstået leddegigt. Årsagen til det er, at røntgenbilleder kun viser forandringer i skelettet, som ofte først er synlige efter længere tids sygdom.
Røntgenundersøgelse tages dog altid ved diagnosetidspunkt, så det kan sammenlignes med senere billeder, hvor der evt. kan være sket forandringer i knoglerne.
Typiske fund på røntgen er ødelæggelse af knoglevæv (erosioner), afkalkning af skelettet nær de angrebne led, samt fejlstillinger.
Immunforsvaret reagerer på en ukendt stimulus, og begynder en betændelse (inflammation) i de hinder, som beklæder indersiden af led. Der bliver efterhånden dannet et betændelsesvæv, som nedbryder brusk og knogler, og kan give invaliderende skader på skelettet. Men hvad, der sætter mekanismerne i gang, er ukendt.
Der er et vist arveligt anlæg for sygdommen, og det vides, at rygere har en øget risiko for udvikling af leddegigt.
Nej, det smitter ikke.
Der arves en disposition (øget tendens) til at få sygdommen, men arvelig er den ikke.
Det er vigtigt at aflaste hævede og smertende led ved at forandre vaner og arbejdsstillinger.
Rigtig træning og varme bade kan også lindre.
Det skal understreges, at den medicinske behandling har ændret forløbet af kronisk leddegigt, så prognosen er meget bedre i dag end tidligere.
Se side om en lettere hverdag med gigt.
Det er en god ide, at du både træner kredsløb og styrke. Træningen kan forbedre din kondition og styrke og nedsætte risikoen for andre sygdomme, ikke mindst sygdomme i hjertet og risiko for blodpropper.
Du kan godt træne muskler over led, der er ramt af sygdommen, så længe du ikke træner med for stor belastning. Eksempler på stor belastning kan fx. være løb, hvis du har gigt i hofte- knæ- eller ankelled, eller løft af tunge vægte til over hovedhøjde, hvis du har gigt i skulderleddet.
Mange har glæde af at træne i vand (svømning eller vandgymnastik) eller på kondicykel. Det kan være en god idé at få hjælp af en fysioterapeut til at tilrettelægge din træning, i forhold til hvilke led din sygdom rammer, samt hvor hårdt leddene er ramt.
Du kan intet gøre for ikke at få sygdommen, som anført har rygere dog en øget risiko.
Medicinsk behandling kan i stor grad være med til at bedre prognosen.
Høre på sygehistorien, undersøge led og andre dele af kroppen. Evt. sende til andre undersøgelser.
Straks diagnosen er blevet stillet.
Det er en specialistopgave at styre behandlingen med medicin ved leddegigt.
DMARD ("Disease Modifying Antirheumatic Drug") er et fællesnavn for en gruppe af lægemidler, som bruges, når NSAID ikke giver tilstrækkelig kontrol over sygdommen.
Ved alvorlig ledbetændelse kan tidlig benyttelse af DMARD's forsinke udviklingen af skader i leddene. Eksempler på disse lægemidler er:
Fysioterapi er vigtigt for at styrke muskulaturen omkring de angrebne led og genopbygge fysisk styrke efter eventuelle operationer.
Bassintræning lindrer både smerterne og styrker musklerne, men har ingen virkning på betændelsen. Derfor har det heller ikke virkning på udviklingen af ødelæggelser i skelettet.
Varme og kuldebehandling kan også lindre smerterne.
Mange med leddegigt har brug for tekniske hjælpemidler i både boligen og på arbejdspladsen. Ledværn i form af korsetter og støttebandager, som vil aflaste belastning direkte på leddene, kan også være vigtige.
Mange leddegigtpatienter får ødelæggelser i led, som kræver kirurgisk behandling. Proteser kan erstatte ødelagte led. Fjernelse af den betændte ledhinde fra indersiden af leddet kan give (forbigående) bedre bevægelighed. Stivgørelse af led kan vurderes fx. i håndled og fingerled og lindrer smerter.
Ofte er det nødvendigt at tilpasse arbejdsfunktioner for at kunne fortsætte i arbejdet. I nogle tilfælde kan det også blive nødvendigt med omskoling. Ombygning af hjemmet kan i visse tilfælde blive nødvendigt.
Regelmæssig fysioterapi behandling, samarbejde med ergoterapeut, ophold på kurbad og steder med genoptræning er af betydning.
Behandlingsrejser til udlandet kan være til god hjælp, eftersom varme og sol ofte giver lindring af smerter og bedre bevægelighed. Men dette er et supplement til medicinsk behandling, og disse ophold har INGEN effekt på udviklingen af blivende forandringer i leddene.
Sygdommen varierer i alvorlighedsgrad fra alvorligt funktionstab til mindre alvorlig sygdom, hvor personen næsten kan leve som før.
Undersøgelser har tidligere vist, at den forventede levetid for personer med kronisk leddegigt var nedsat sammenlignet med den øvrige befolkning. Men den ændrede behandlingsstrategi har efterhånden ændret dette. Mange af de komplikationer der var tidligere, ses næsten ikke længere.
Leddegigt er en tilstand, du skal lære at leve med. Den vil i perioder kunne begrænse mange daglige funktioner. I perioder med svær opblussen af sygdommen kan det blive nødvendigt, at behandlingen foregår hos speciallæger i reumatologi.
Opfølgning i rolige faser af sygdommen kan foregå hos den praktiserende læge ofte i tæt samarbejde med reumatologen.
Nej, det er ikke farligt.
Leddegigt begynder hyppigst mellem 40 og 60 år. Kvinder bliver ramt 3 gange så ofte som mænd. Ca. 0,5-1 % af befolkningen har til enhver tid leddegigt.
Børn kan også få leddegigt - juvenil reumatoid artritis.
Nej - det er en kronisk sygdom.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
