Smerter og hævelser af flere led - ofte håndled og fingerled
Det viser sig ofte symmetrisk. Det vil sige, at symptomerne for det meste optræder samtidig i de samme led i højre og venstre kropshalvdel
Symptomer på leddegigt
Hovedsymptomet ved leddegigt er morgenstivhed i et eller flere led, som varer i mindst en time.
Der kan også opleves stivhed efter at have været i ro i kortere tid.
Stivheden aftager efterhånden, som leddene bevæges.
I begyndelsen af sygdommen er der typisk træthed, vægttab og feber. Mange beskriver denne følelse som influenzalignende, bortset fra at den kan vare i måneder eller år.
For at diagnosen leddegigt kan stilles, skal du have haft hævelse og smerte i led i mindst seks uger.
Selv om leddegigt næsten altid udvikles i håndled og fingerled, kan knæ og led i foden også blive angrebet, og flere andre led kan påvirkes.
Typisk for leddegigt er, at betændelsen (inflammationen) for det meste optræder samtidig i de samme led i højre og venstre kropshalvdel.
Smerten kan alligevel opleves værre på en af siderne, afhængig af hvilken hånd du bruger mest.
For det meste er det knoer og mellemled, som giver symptomer, mens de yderste led ikke angribes.
De betændte led er for det meste hævede og ofte føles de varme og dejagtige at mærke på.
Små knuder under huden / reumatiske noduli
En del med leddegigt får små knuder under huden (reumatiske noduli).
Det skyldes betændelse i små blodkar, og de kan ofte blive på størrelse med en ært.
De kan opstå alle steder under huden, men er hyppigst omkring albuerne. Knuderne kan også være andre steder end i huden, men det er sjældent.
Reumatiske noduli er som regel smertefrie, men en sjælden gang kan de blive ømme og betændte.
Væskeansamling
Der vil ofte komme en væskeansamling i leddet.
Fra knæleddet kan der dannes en udposning fra ledhulen, som føles som en kugle på bagsiden af knæet. Dette kaldes en Bakers cyste og kan give smerte på bagsiden af knæet.
Symptomer hos børn
Leddegigt hos børn (juvenil reumatoid artritis) begynder typisk med høj feber og kulderystelser sammen med smerter og hævelse i mange led. Børn kan også udvikle et udslæt, og indre organer, fx hjerte og lunger, kan blive angrebet.
Se animation om leddegigt, hånd
Sygdommens alvorlighed
Leddegigt er en kronisk (længerevarende) sygdom.
Hos enkelte er generne til stede hele tiden, men andre vil kunne have et svingende forløb, hvor det nogle gange bliver værre andre gange bedre.
Behandlingen er som regel effektiv, hvis den igangsættes hurtigt. Det er derfor vigtigt at opsøge læge tidligt.
Ved god behandling er det muligt for de fleste personer at leve et relativt aktivt liv. Ubehandlet vil de angrebne led kunne blive ødelagte, og selv simple dagligdags opgaver bliver vanskelige at udføre for personen.
Leddegigtsygdommen kan også medføre nedsat blodprocent (anæmi), nervesymptomer (føleforstyrrelser) og give betændelse i øjets blodkar (scleritis). Knogleskørhed er også hyppigere hos personer med leddegigt, især hos kvinder. Det skal bemærkes, at mange tidligere sete komplikationer til leddegigt i dag kun ses sjældent.
Selvom leddegigt er kronisk, bliver sygdommen ofte mindre aggressiv over tid, og generne kan aftage.