Postpolio syndrom

Christian Wong

speciallæge

Fakta

  • Postpolio syndrom er forskellige artede symptomer og/eller en forværring af de primære følger til polioinfektion, der ligger år tilbage
  • Der kommer muskelsvækkelse og smerter
  • Man kan blive unormalt træt, og vejrtrækningen kan også blive påvirket
  • Man kan få besvær med at synke og tale
  • Rådgivning og speciel træning er ofte nødvendigt 

Hvad er postpolio syndrom?

Ved postpolio syndrom (PPS) får du ny muskelsvaghed og tab af funktion, som udvikler sig efter minimum 15 år med stabil muskelfunktion efter akut poliomyelit (også kaldet polio eller børnelammelse).

Personer med postpolio syndrom får således, ud over følger efter den oprindelige sygdom, på ny muskelsvaghed. Samtidig kan der komme andre symptomer som:

  • Smerter
  • Udtalt træthed
  • Overfølsomhed overfor kulde
  • Søvnproblemer
  • Svag stemme
  • Muskelkramper
  • Besvær med at synke
  • Besvær med at trække vejret

Hvad er symptomerne på postpolio syndrom?

Den primære polioinfektion efterlader sig vekslende muskelsvækkelser i muskler og led. Senere i livet kan der komme en forværring af muskelsvækkelsen i arme og ben.

Evnen til at synke og trække vejret påvirkes, og der kan komme træthed

Hvordan stilles diagnosen?

Der er ingen blodprøve eller anden undersøgelse, der kan stille diagnosen postpolio syndrom. Den stilles alene ved, at følgende kriterier opfyldes:

  • Personen skal have haft polio
  • Personen skal have haft en periode på mindst 15 år med stabil muskelfunktion, og skal derefter udvikle nye muskelsvækkelser, som ikke skyldes anden sygdom

Elektromyografi kan ikke skelne mellem stabile polioskader og postpoliosyndrom. Undersøgelsen kan sandsynliggøre, men ikke udelukke, hvis der er tvivl om personen har haft polio tidligere - dog kan det bruges til at udelukke anden sygdom.

Sygehistorien og fund ved lægens undersøgelse giver en rimelig sikker diagnose. Blodprøver kan være nyttige for at udelukke anden sygdom. 

En specialist i sygdomme i hjerne, nerver og rygmarv (neurolog) bør se patienterne, og hvis der er specifikke problemer i f.eks. led og muskler, af anden relevant specialist eller behandler.

Hvorfor får man postpolio syndrom?

Lægevidenskaben ved ikke sikkert, hvad der gør, at sygdommen vender tilbage efter så mange år.

Det kan være "slid" på nerveceller, som skal gøre en større del af "arbejdet", efter at mange nerveceller gik til grunde under den akutte poliosygdom.

Nogle mener, at postpolio syndromet kun er et udslag af tab af styrke, som skyldes aldring, eller at man eventuelt tager på i vægt.

Man har ment, at en autoimmun reaktion kan spille en rolle. Kliniske forsøg med medicin rettet mod dette har endnu ikke haft en overbevisende effekt.

Smitter postpolio syndrom?

Nej, det er følger efter virussygdommen polio.

Er postpolio syndrom arveligt?

Nej.

Hvilken behandling er der?

Formålet med behandlingen er at styrke muskulatur og forbedre funktionsniveau, bremse eller standse udviklingen i tilstanden og bedre livskvaliteten.

Hovedbehandlingen er såkaldt fysiurgisk behandling, arbejdsmedicinsk rådgivning og eventuelt taleterapi, hvis personen lider af svælgproblemer.

Lægevidenskaben har for nyligt forsøgt behandling med immundæmpende medicin (gammaglobulin/ immunglobulin). Behandlingen har i enkelte forsøg nogen effekt på styrke og smerter. Men der har ikke set en overbevisende effekt på f.eks. livskvalitet. En sådan behandling bør kun fortages som led i såkaldte kliniske forsøg.

Fysiurgisk behandling

De centrale principper for behandling er at lære at spare på kræfterne og tilpasse din aktivitet til de kræfter, du har.

Intensiteten i den fysiske træning bør ikke være så stor, at du bliver unormalt træt og har behov for længere tid end normalt til at komme dig. Du vil få særlige øvelser i forhold til de muskelgrupper, som er ramt, beskyttelse af muskler og led som rammes af overbelastning og beskyttelse af områder med betydelige lammelser. Effekten af den fysiske træning ser ud til at være positiv.

Andre metoder kan være varme, massage, triggerpunkt-injektioner, udspændingsøvelser, biofeedback og øvelser i muskelafslapning.

Hvis du har gangforstyrrelser, kan støtteudstyr være nødvendigt. Hos nogen kan det hjælpe at få tilpasset støtteskinner (ortoser), at få hjælpemidler, f.eks. kørestol, og du kan få behov for personhjælp.

Hvad kan jeg selv gøre?

Det er hensigtsmæssigt, at træningen tilpasses dine behov til at udføre daglige praktiske opgaver. Ligeledes bør du spise sund kost og undgå at blive overvægtig.

Hvordan undgår jeg at forværre postpolio syndrom?

Det er vigtigt at fortsætte med den fysiske træning, hvis du kan. Personer med postpolio syndrom kan få gratis fysioterapi på hold, hvis de får en henvisning fra deres praktiserende læge. Ligeledes kan hjælpemidler til at understøtte led-, gang- og arm-funktion være hensigtsmæssige.

Hvornår skal jeg søge hjælp? 

Hvis du begynder at blive betydeligt mere træt og får nedsat funktion som følge af mindre muskelkraft. 

Hvordan udvikler sygdommen sig?

Tilstanden skrider langsomt frem, dog med stabile perioder, som kan vare 3-10 år. Behandlingen bidrager til at bremse denne udvikling.

Er postpolio syndrom farligt?

Nej, det er ikke akut farligt, det er en tilstand, som man lever med, men som påvirker muskelkraft, og derved kan åndedrættet blive påvirket 

Hvor hyppig er postpolio syndrom?

Mellem ca. 20-30 % af dem, der har overlevet polio, får postpolio syndrom.

Tilstanden dukker normalt op ca. 30 år efter den akutte poliosygdom.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Christian Wong

overlæge, ph.d., Ortopædkirurgisk afdeling, Hvidovre Hospital

Erling Peter Larsen

speciallæge i almen medicin, Silkeborg

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen