Nerveledningsundersøgelse og elektromyografi

Hvad er nerveledningshastighed?

Nerveledningshastighed er hastigheden af det elektriske signal i nervefibrene. Nervefibre er omgivet af en myelinskede af fedt, hvilket svarer til isolering rundt om elektriske ledninger. Nerveledningshastighed er højere i nervefibre med myelinskede end i nervefibre uden myelinskede. Tilsvarende vil tykke nervefibre have større hastighed end tynde nervefibre. 

Skader på myelinskeden nedsætter nerveledningshastigheden. Er det i stedet nogle af nervefibrene til eksempelvis en muskel, der er skadet, vil nerveledningshastigheden være uændret, men amplituden (størrelsen af det elektriske signal) vil være mindre. Dette skyldes, at der er færre nervefibre, som sender det elektriske signal, og nerveledningshastigheden afspejler måling af de nervefibre, som ikke er skadet. 

Forskellige sygdomme påvirker enten myelinskeden eller nervefiberen. Senere i forløbet kan der være tegn på skade af både myelinskede og nervefiber. Dette skyldes, at udtalte skader på myelinskeden i en nervefiber udsætter nervefiberen for mere direkte påvirkning udefra, som på længere sigt kan være skadelige. Tilsvarende kan en skade på nervefiberen på længere sigt medvirke til skade på myelinskeden.

Elektriske signaler i en motoriske nervefibre giver signal til musklen om, at den skal trække sig sammen. Selve muskelsammentrækningen er også elektrisk betinget.

Ved en nerveledningsundersøgelse foretager man målinger og tolkninger af elektriske signaler i de perifere nerver og i muskler.

Nerveledningsundersøgelse og elektromyografi

Nerveledningsundersøgelse (elektroneuronografi (ENG)) og muskelundersøgelse (elektromyografi (EMG)) supplerer hinanden ved undersøgelse af perifere nerver og muskler.

• Ved nerveledningsundersøgelser bestemmer man nerveledningshastighed og amplitude af det elektriske signal i nervefibre
• EMG er en undersøgelse af musklers elektriske aktivitet

Undersøgelserne foretages enten med nåle- eller overfladeelektroder for at belyse forholdene i perifere nervefibre og muskler.

Når man sammenholder resultatet af nerveledningsundersøgelsen med resultatet af lægens undersøgelse, kan man finde frem til, om en sygdom er i hjerne, rygmarv eller i de perifere nervefibre og muskler. Desuden kan man ofte finde ud af, hvilke perifere nervefibre og muskler, der er påvirket af sygdommen.

Se animation om elektrofysiologisk test

Hvilke forberedelser er der til undersøgelsen?

Undersøgelsen kræver ingen specielle forberedelser. Det kan være nødvendigt at give beroligende medicin hos børn.

Om undersøgelsen

Apparatur

Nerveledningshastigheden måles med enten en overfladeelektrode på huden eller nåleelektrode, hvor nålespidsen skal være så tæt på nervefiberen som muligt.

Ved EMG fører man nåleelektroden ind i musklen. Måleelektroder registrerer elektrisk spænding i nervefibre og muskler, og sender de elektriske signaler til måleapparatet, som afbilleder disse på en computerskærm. Signalerne kan også omdannes til lyd. 

Ved undersøgelse af nerveledningshastighed stimulerer man forskellige steder af nervefiberen. Afstand mellem stimulations- og målepunkter måles. Efterfølgende kan nerveledningshastigheden beregnes i de forskellige dele af nerven. 

Hvordan foregår undersøgelsen?

Undersøgelsen foregår, mens man ligger ned, men kan udføres siddende.

Undersøgelsen er rettet mod de perifere nervefibre og muskler, som mistænkes for at være påvirket ud fra symptomer og fund ved lægens undersøgelse. En jordforbindelses-elektrode fæstnes til håndleddet eller anklen.

Undersøgelsens varighed afhænger af, hvor mange nervefibre og muskler, der skal undersøges. En undersøgelse vil dog typisk vare 1-3 timer.

Nerveledningshastighed

Motorisk ledningshastighed bestemmes ved, at to måleelektroder placeres forskellige steder over nervefiberen, eksempelvis i albuen og ved håndleddet. Måleelektroder placeres også over den muskel, som modtager nerveimpulser fra nerven, eksempelvis en af tommelens muskler når man undersøger nervus medianus.

Svag elektrisk strøm sendes derpå gennem huden ved albuen ind i nervefiberen, og der opstår et elektrisk signal ned igennem nervefiberen til musklen. Disse signaler måles med måleelektroderne.

Tiden registreres for hvert af de to stimuleringssteder langs nerven. Afstanden mellem måleelektroderne måles, og ledningshastigheden beregnes. Nerveledningshastigheden i raske nervefibre til muskler er meget hurtig, omkring 50 m/sek.

Det elektriske signal i nervefibre, som man stimulerer elektrisk, går i begge retninger. Således går det elektriske signal ved eksempelvis stimulation af nervus medianus gennem huden ved albue også ind til rygmarven, hvor det vender, går ud igen og ender i en af tomlens muskler, et såkaldt F-respons. F-respons kan således sige noget om ledningsevne og hastighed i den mere centrale del af nervefiberen.

Sensorisk ledningshastighed måler man ved, at man stimulerer nerven på eksempelvis en finger, og det elektriske signal registreres i en måleelektrode længere oppe i armen. 

Elektromyografi 

Spidsen af en nåleelektrode placeres i selve musklen. De elektriske signaler, som muskelfibrene skaber ved muskelaktivitet, måles med nålen i flere forskellige positioner. Signalerne bedømmes med hensyn til form, bredde og højde. I forbindelse med undersøgelsen flytter man nåleelektroden 10-20 gange for at måle forskellige fibre i musklen.

De elektriske signaler vises på en skærm og ved lyde. Normalt hører man knitre- eller skrattelyde, når man spænder musklerne.

Ubehaget ved undersøgelsen kan variere fra person til person. Undersøgelsen gør normalt ikke særligt ondt, især ikke ved brug af overfladeelektroder.

Hvilke fund kan man gøre?

Nerveledningshastigheden er normal ved muskelsygdomme. Ved myasthenia gravis, der er en sygdom i overgangen mellem muskel og nerve, vil man ved gentagen stimulation kunne se, at muskelresponset bliver mindre. Ved nervesygdomme vil nervesignalet blive mindre eller langsommere.

Ved at sammenligne undersøgelsen af nerveledningshastighed og elektromyografi kan man vurdere, om der er sygdom i nerverødderne fra ryggen eller sygdom i den yderste del af rygmarven (forhornscellesygdom).

Polyneuropati - nervebetændelse - er en gruppe sygdomme, som rammer de perifere nerver, hvor nerveledningshastighed og/eller amplituden af det elektriske signal er nedsat. 

Ved muskelsygdom vil de elektriske signaler fra musklerne være mindre end normalt. Er der muskelbetændelse, vil man ofte kunne se små ekstra muskelsignaler. Ved nervesygdom kan signalerne i musklerne blive større, da de tilbageblevne nerver sender besked til flere muskelfibre.

Motorneuron sygdom er sygdom i de motoriske hjerneceller og de motoriske forhornsceller i rygmarven, som ses ved amyotrofisk lateralsklerose (ALS).

Diskusprolaps i nakke eller diskusprolaps i lænderyggen er en hyppig årsag til tryk på perifere nerver. 

Entrapment syndromer er en langvarig afklemning af en perifer nerve i områder, hvor nerven går gennem en smal kanal, eller hvor nerven ligger udsat for tryk. Det medfører nedsat nerveledningshastighed lokalt i nerven. Hyppige entrapment syndromer er karpaltunnelsyndrom, ulnaris neuropati, peroneus neuropati og meralgia paresthetica.

Nervesystem og muskler

Nervesystemet er opdelt i det centrale og perifere nervesystem.

Det centrale nervesystem

Det centrale nervesystem består af hjernen og rygmarven. Centralnervesystemet sender og modtager informationer via elektriske signaler i nervefibre.

Når man eksempelvis skal bøje armen i albuen, sendes der elektriske signaler fra hjernen via rygmarven og de motoriske nerver ud til armens muskler. Muskler, som man bruger, når man bøjer armen i albuen, får signal om at trække sig sammen, medens muskler, som man bruger til at strække armen i albue, får signal om at slappe af. Når man strækker armen i albuen, er processen omvendt. Det vil sige, at muskler, som strækker armen i albuen, trækker sig sammen og muskler, som bøjer armen i albue, slapper af

Det perifere nervesystem

Det perifere nervesystembestår af hjernenerver fra hjernen og perifere nerver fra rygmarven. Det perifere nervesystem består af motoriske nervefibre til muskler og sensoriske nervefibre, som giver hjernen information fra sanseorganer, som registrerer følesans, lugte, smag, smerte, syn, stillings- og temperatursans