Rotator cuffen, skade

Theis Muncholm Thillemann

speciallæge

Fakta

  • Rotator cuffen er den samlede betegnelse for de fire muskler og sener, som sammen danner en manchet omkring skulderleddet
  • Rotator cuffen stabiliserer skulderleddet og medvirker til alle skulderens bevægelser, herunder specielt rotationer
  • Skader på rotator cuffens sener giver smerter og besvær med at løfte armen
  • Med alderen svækkes senerne i rotatorcuffen og skader på senerne kan opstå gradvist, uden at man har symptomer af skaden
  • Der skelnes mellem akutte og kroniske skader på rotator cuffens sener:
    • De akutte skader opstår ved skader med høj energi, som for eksempel styrt på cykel eller ved et kraftigt træk i armen
    • De kroniske skader opstår ved en lille belastning, og senerne har oftest været delvist skadede før
  • MR-skanning bruges til at stille diagnosen og vurdere, om skaden bør behandles med eller uden operation
  • Kroniske rotator cuff-skader behandles først med træning og smertestillende, men operation kan overvejes, hvis der fortsat er mange smerter efter 3-6 måneder
  • Akutte rotator cuff-skader kræver oftest operation, hvor senerne syes
  • Formålet med behandlingen er at lindre smerterne og bevare skulderens funktionen
  • Skulderfunktionen bliver oftest ikke normal efter operation

Hvad er skade på senerne i skulder rotator cuffen?

Rotator cuffen er den samlede betegnelse for de fire muskler og tilhørende sener, som sammen danner en manchet omkring skulderleddet. Senerne betegnes også styresener. 

Alle musklerne har sit udspring fra forsiden eller bagsiden på skulderbladet og senerne fæster på den øverste del af overarmsknoglen. Musklerne medvirker til at løfte og rotere armen, og derudover sørger de for at stabilisere skulderen. 

En skade på rotator cuffen er en betegnelse for en delvis eller total overrivning af en eller flere af rotator cuffens sener. Senerne brister ved tilhæftningen på overarmsknoglen.

Der skelnes mellem akut opståede og kronisk opståede rotator cuff-skader: 

  • Akutte rotator cuff-skader opstår ved fald på strakt arm eller ved kraftige ryk i armen og kræver høj energi som for eksempel ved et cykel- eller skistyrt. Herved brister en eller flere af rotator cuffens sener
  • Kroniske rotator cuff-skader kan opstå spontant eller ved mindre belastninger, hvor der ikke har været høj energi. De opstår, fordi senerne med alderen bliver mere skrøbelige og slidte, og dermed skal der ikke så meget til, før de brister. I alderen 60-70 år har 20% af befolkningen en rotator cuff-skade, uden de har mærket symptomer af det. I alderen over 80 år har halvdelen af befolkningen skader på rotator cuffen, uden de har symptomer af det 

Se animation om rotator cuff-skade 

Hvad er symptomerne på skaden?

Ved den akutte skade vil du have smerter og besvær med at løfte armen.

Ved den kroniske skade kan smerte og nedsat skulderfunktion være kommet gradvist eller opstået i forbindelse med en mindre belastning eller hurtig bevægelse. 

Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?

Ved en akut skade kan det være nødvendigt at blive undersøgt på skadestuen. På skadestuen vil man tage et røntgenbillede og undersøge skulderen. Da du oftest har mange smerter, er det svært at undersøge skulderen. Derfor er formålet med undersøgelse på skadestuen at sikre, at du ikke har pådraget dig et knoglebrud eller et ledskred.

Rotator cuff-skader undersøges ikke i skadestuen. Derfor er det vigtigt, at du søger hjælp ved din egen læge, hvis du fortsat har smerter og nedsat funktion i skulderen efter 2-4 uger. Din læge vil så vurdere, om du kan have pådraget dig en rotator cuff-skade, og henvise dig til røntgenundersøgelse og ortopædkirurg. 

Hvordan stilles diagnosen?

Der tages røntgenbilleder af skulderleddet for at vurdere, om der er knoglebrud.

Diagnosen stilles enten ved ultralydsundersøgelse eller MR-skanning.  MR-skanning bruges også til at afgøre den rette behandling før en eventuel operation. 

Hvad er behandlingen?

Akutte rotator cuff-skader kræver oftest operation, hvor senen syes sammen. Operationen foretages under fuld bedøvelse og lokalbedøvelse af armen. Efter operationen skal du aflaste armen i en armslynge i 2-4 uger, og du skal gennemgå et genoptræningsforløb. Det tager ca. et år at komme sig efter operationen, og skulderens funktion normaliseres sjældent.

Kroniske rotator cuff-skader behandles først med genoptræning, eventuelt vejledt af fysioterapeut. Det kan være nødvendigt at tage smertestillende medicin, eller at der bliver lagt en blokade i skulderen for at lindre smerterne. Denne behandling vil oftest være tilstrækkelig, men hvis der stadig er mange smerter efter 3-6 måneders behandling, kan man overveje operation. Formålet med behandlingen er at lindre smerterne.

Hvis du har nedsat funktion af skulderen, men ikke har smerter, vil du ikke blive tilbudt operation. Det skyldes, at operation ikke kan forventes at bedre din funktion, men udelukkende tilbydes for at lindre eventuelle smerter.

Hvad kan jeg selv gøre?

Efter operation er det meget vigtigt, at du er flittig med genoptræningen, og specielt at du laver mobiliserende øvelser. Det hyppigste problem efter operation er nedsat bevægelighed, og det forebygges bedst ved genoptræning. 

Overordnet er det vigtigt, at du bruger din skulder inden for smertegrænsen. Skulderen har godt af at blive brugt, men hvis det giver smerter, skal du reducere dine belastninger. 

Hvis du har en kronisk rotator cuff-skade, kan du sagtens belaste dine arme, så længe albuerne er ind mod kroppen. Du vil oftest få symptomer, hvis du belaster med armene over skulderhøjde.

Hvordan undgår jeg at få eller forværre en rotator cuff-skade?

Du bør undgå skulderbelastning, specielt med armen over vandret. En vedligeholdende træning kan anbefales, for at styrke skulderen generelt.

Hvornår skal jeg søge hjælp? 

Du skal søge læge, hvis du er kommet akut til skade, og du fortsat har smerter eller nedsat funktion i skulderen efter 2-4 uger.

Hvis dine skuldersmerter er kommet gradvist uden en skade, skal du søge hjælp ved din læge, hvis der ikke er bedring inden for 1-2 måneder.

Hvordan udvikler sygdommen sig?

Akutte ubehandlede rotator cuff skader forværres gradvist, og hvis der går for lang tid, før du bliver opereret, kan du risikere, at senen ikke kan syes. Akutte rotator cuff skader bør opereres inden for 3 måneder.

Kroniske rotator cuff skader udvikler sig gradvist, men det er ikke sikkert, at du har symptomer af det. Hvis du bliver ved med at have smerter i flere måneder, kan tilstanden i nogle tilfælde behandles med operation.

Med tiden kan der komme gigtforandringer i skulderen på grund af rotator cufff skaden, og der kan blive behov for operation med indsættelse af en omvendt skulder protese.  

Er rotator cuff-skade farligt?

Nej, men akutte skader bør behandles inden for 3 måneder, for at du får den bedste mulige skulder.

Hvor hyppig er rotator cuff-skade?

Det er en hyppig tilstand hos patienter over 40 år, men meget sjælden hos patienter under 40 år. 

Kan jeg få rotator cuff-skade mere end én gang?

Ja. Det er særligt hyppigt, at man har kroniske skader i begge skuldre.

Vil du vide mere?

Illustrationer

Kilder

Fagmedarbejdere

Theis Muncholm Thillemann

overlæge, ph.d., Aarhus Universitets Hospital

Jette Kolding Kristensen

praktiserende læge, professor, ph.d., Center for Almen Medicin ved Aalborg Universitet

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen