Slidgigt i leddet mellem kraveben og skulderblad kan ses efter slag/fald eller nedslidning i forbindelse med arbejde
Tilstanden kaldes på fagsprog for artrose i acromioclaviculærleddet - forkortet AC-leddet
Du har typisk smerter, når du bevæger armen specielt over vandret, eller når du ligger på skulderen
Tilstanden kan give mange smerter.
Ofte forsvinder uroen og smerterne dog af sig selv
Hvad er slidgigt i AC-leddet?
Slidgigt (artrose) er en tilstand med nedslidning af ledbrusk og forandringer af ledknoglen. Slidgigt kan opstå i alle kroppens led. I dette tilfælde befinder den sig i acromioclaviculærleddet (forkortet AC-leddet). AC-leddet er leddet mellem kraveben og skulderblad.
Hovedsymptomet på denne artrose er skuldersmerter, som ofte beskrives som murrende. Smerterne sidder i skulderbuen, det vil sige på siden ovenpå skulderen. Smerterne fremprovokeres, når man fx klør sig på ryggen.
En eller begge sider kan være ramt.
Røntgenundersøgelse viser ofte slidgigtforandringer hos ældre, men de fleste personer får ikke smerter. Det er forholdsvist sjældent, at slitage i AC-leddet medfører symptomer.
Hvad er symptomerne på slidgigt i AC-leddet?
Det er karakteristisk, at du har smerter i selve AC-leddet, når du bevæger armen eller ligger på siden. Tilstanden kan også give dybe skuldersmerter.
Hvordan stilles diagnosen?
Lægen vil undersøge skulderen grundigt og om nødvendigt tage et røntgenbillede for at bekræfte diagnosen. Ingen laboratorieprøver er af speciel værdi i denne sammenhæng.
Hvorfor får du slidgigt i AC-leddet?
Smerterne kommer som regel efter overbelastning. Hos ældre opstår denne tilstand især ved ensformigt arbejde over hovedhøjde. Hos yngre personer kan det opstå efter en forskydning i leddet, eller efter et brud i knoglerne som danner AC-leddet.
Hvordan behandles slidgigt i AC-leddet?
Hensigten med behandlingen er at lindre symptomerne. Du kan selv gøre det bedre ved at undgå bevægelser, som fremprovokerer smerte. Det er alligevel vigtigt fortsat at bruge skulderen aktivt.
Du kan behandles med medicin eller med blokade med kortisonindsprøjtning. Steroider, fx kortison, er stoffer som virker dæmpende på betændelse og er smertestillende. Ved at indsprøjte steroider i og omkring leddet, kan smerterne lindres i en periode.
Du kan også blive behandlet med skulderøvelser eventuelt af en fysioterapeut. Denne behandling kan være et godt alternativ til behandlingen med medicin.
Der opereres kun ved stærke kroniske smerter.
Hvad kan jeg selv gøre, herunder evt. praktiske hverdagsråd?
Forsøge at undgå de aktiviteter, der udløser smerterne.
Hvordan undgår jeg at forværre slidgigt i AC-leddet?
Det er vigtigt at vide, at tilstanden har et fredeligt forløb og med tiden vil give perioder med færre gener. Tilstanden kan populært sagt "brænde ud".
Hvornår skal jeg søge hjælp?
Når du har vedvarende smerter ved skulderen.
Hvad kan lægen eller en anden behandler gøre?
Lægen undersøger dig og stiller diagnosen, så behandlingen kan rettes efter den.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Tilstanden kan forværres over tid, især hvis overbelastningen fortsætter.
Er slidgigt i AC-leddet farligt?
Slidgigt i AC-leddet er helt ufarligt.
Hvor hyppig er slidgigt i AC-leddet?
Baseret på røntgenbilleder så har mange ældre mennesker forandringer i leddet, uden at det giver smerter, når man bevæger armen.
Slidgigt med symptomer er noget mere sjældent men stadig en af de hyppigste skulderlidelser.