Brystforstørrelse

Martin Heje

speciallæge

Fakta

  • Ved en brystforstørrende operation anvender man oftest brystimplantater til at øge størrelsen af brysterne eller til at genoprette et brysts fylde, der er blevet tabt efter vægttab eller graviditet
  • Operationen foregår for det meste i privat regi
  • I de senere år er man i nogle tilfælde begyndt at udføre brystforstørrende operationer ved at anvende personens eget fedt (lipofilling). Dette kræver, at personen har tilstrækkelige fedtdepoter andre steder, som ønskes reduceret
  • Brystforstørrelse ved transplantation af eget fedt kræver ofte flere operationer for at opnå tilstrækkelig forøgelse af volumen. Slutresultatet er mere uforudsigeligt
  • I visse tilfælde opnås det bedste resultat af operationen ved en kombination af brystimplantater og personens eget fedt
  • Brystforstørrelse er en af de mest populære kosmetiske kirurgiske operationer i Danmark i dag. Cirka 30.000 danske kvinder har silikone i brysterne i dag
  • De brystimplantater, der anvendes i dag, er meget holdbare. Man kan forvente en holdbarhed på mindst 10 år og sandsynligvis betydeligt længere

Lovgivning for kosmetisk kirurgi

Man skal være 18 år gammel for at få foretaget en kosmetisk operation i Danmark; se bekendtgørelse om kosmetisk behandling.

Hvad er formålet med brystforstørrelse?

Formålet med operationen er at få større bryster eller genvinde en bryststørrelse, som man havde tidligere i livet eller før graviditet eller større vægttab. Dette kan man gøre ved at: 

  • Indsætte proteser/implantater, for det meste af silikone
  • Transplantere noget af ens eget fedt fra et andet sted på kroppen ind i brysterne, såkaldt lipofilling

De to teknikker kan også kombineres.

Silikoneproteserne består af en tykkere, ydre skal af silikone, som enten er fyldt med saltvand eller med en silikonegel eller en kombination af de to ting. Der findes mange forskellige typer brystimplantater.

Brystimplantater kan bruges til at forandre faconen på brysterne og evt. til at rette asymmetri af brysterne. De anvendes også i vid udstrækning til at genskabe brystet (brystrekonstruktion) efter sygdom som f.eks. brystkræft.

Hvordan foregår operationen?

Ved operationen lægger kirurgen et snit i huden oftest i furen under brystet, men adgang i kanten af brystvorten eller i armhulen kan også anvendes. De forskellige adgange har fordele og ulemper, som bør diskuteres og aftales med kirurgen inden operationen.

Derefter tildannes en lomme i vævet på brystvæggen, hvor implantatet ønskes placeret. Lommen kan være placeret lige under brystkirtlen, under den store brystmuskels muskelhinde eller under den store brystmuskel.

Hvor dybt implantatet placeres, afhænger af den enkelte persons hudkvalitet, hudtykkelse og brystvævets kvalitet før operationen. Fordele og ulemper diskuteres ligeledes med kirurgen. Brystimplantater af silikone, dråbeformede eller halvkugleformede, placeres i den føromtalte vævslomme på brystvæggen. Sårene lukkes lagvist i 2-3 lag.

Det er muligt at kombinere brystforstørrelse med brystløft. Dette giver oftest yderligere ar på brystet, afhængig af den anvendte teknik. Omfattende løft giver oftest mere/længere ar end mindre løft.

Implantatets størrelse aftales mellem kvinden og plastikkirurgen inden operationen. Du bør ikke vælge en størrelse implantat, som ikke passer til dine proportioner. Operationen varer 1-2 timer og udføres for det meste i fuld narkose.

Læs mere om silikone brystimplantater.

Brystforstørrelse med eget fedtvæv

Brystforstørrelse med ens eget fedtvæv er en nyere teknik. Den har den fordel, at man bruger sit eget væv til at forstørre brysterne med, og derfor ikke får fremmedlegemer i kroppen, som implantaterne jo er.

Man skal typisk opereres af flere omgange. Man kan for det meste ikke opnå helt så stor forstørrelse af brysterne, som man kan med implantaterne. Metoden er derfor mest velegnet til moderate brystforstørrelser.

Hvis man er over 35-40 år og skal have en kosmetisk brystoperation, bør man få lavet en mammografi inden operationen. Det skal man for at udelukke, at der er tilstande i brystet, som kræver behandling. 

 

Efter operationen

Efter indgrebet er det en god ide, at man anvender en sports-BH eller bryststrop som støtte i de første 1 til 3 måneder. I denne periode skal man undgå overdrevne løft. Man kan begynde at arbejde igen efter en uge, hvis der er tale om kontorarbejde eller lignende. Man bør ikke dyrke sport i 4-6 uger efter operationen.

Alle brystoperationer giver ar i større eller mindre grad. Arrene bør ikke udsættes for sol eller solarium i et år. Dette kan medføre pigmentforandringer, der kan gøre arrene mere synlige. Man bør bruge en hudvenlig tape på arrene i de første 3 måneder.

Resultater

De brystimplantater, der anvendes i dag, er meget holdbare. Man kan forvente en holdbarhed på mindst 10 år og sandsynligvis betydeligt længere.

Nogle producenter tilbyder en livstidsgaranti, men den dækker kun protesen og ikke operationen. Dvs. man kan få implantatet erstattet (ca. 10 % af prisen), men ikke hele operationen. Man må derfor påregne senere operationer hvor implantatet udskiftes, og dermed udgifter til udskiftningen.

Bivirkninger

Smerter

Efter operationen vil brysterne være ømme og hævede. Smerterne er stærkest, hvis implantaterne er lagt under den store brystmuskel. Ubehaget vil aftage efter ca. 10 dage og sandsynligvis forsvinde efter tre uger.

Nedsat følelse i brystvorterne

Det er ikke usædvanligt at få nedsat følelse i brystvorterne i 1-2 måneder. Hos de fleste normaliseres det efter 1-3 måneder, men kan hos enkelte være varigt.

Amning?

Evnen til at amme påvirkes som regel ikke, medmindre man lægger snittet ved brystvorten.

Implantater og brystkræft?

Kvinder med implantater af silikone har ikke øget risiko for brystkræft eller bindevævssygdomme. Der er dog beskrevet en let øget risiko for en sjælden form for lymfekræft (BIA-ALCL).

Proteser af silikone kan gøre det vanskeligere at opdage ondartede kræftsvulster i brysterne ved mammografi. Undersøgelsen er vanskeligere at udføre, især hvis implantatet ligger foran brystmusklen. Resultatet kan desuden være vanskeligere at tolke. Ultralydsscanning kan være en supplerende hjælp. Det samme gælder MR-mammografi.

Protesekanter

Mærkbare protesekanter kan også opstå, særligt hvis implantatet ligger over brystmusklen. Det vil vise sig som rynker eller små buler omkring brysterne, hvis du er meget tynd, og specielt når du står bøjet fremover. En fedttransplantation til brystet kan i nogle tilfælde nedsætte denne tilbøjelighed.

Mulige komplikationer

Komplikationer er sjældne, men de forekommer.

Kapselkontraktur

Når et implantat lægges ind under brystet, danner kroppen en kapsel af bindevæv rundt om implantatet. Dette er en reaktion mod fremmedlegemet og en naturlig arvævsreaktion.

Hos nogle kvinder skrumper denne kapsel, og der dannes en hård og tyk skal omkring silikoneprotesen, såkaldt kapselkontraktur. Kapseldannelsen kan gradvist føre til gener og stærkt ubehag. Brysterne kan ændre form, blive hårde og ømme.

Dansk Plastikkirurgisk Mammaregister (DPM) har vist, at mindre end 2 % bliver ramt af så svær kapseldannelse, at yderligere operation er påkrævet.  

Andre komplikationer

  • Lækage og revner i protesen kan forekomme i sjældne tilfælde
  • Infektion og blødning omkring silikoneprotesen kan forekomme. DPM viser, at ca. 1 % udvikler en infektion, hvoraf langt de fleste kan behandles uden yderligere operation. I enkelte tilfælde må implantatet fjernes, og et nyt kan først sættes ind efter ca. 6 måneder
  • Ca. 1 % udvikler en blødning efter operationen, og ca. halvdelen af disse kræver operation
  • Arrene efter operationen kan blive tykke og/eller brede og give kløe, hvilket er sjældent

Under 5 % af alle kvinder med silikoneimplantater får en komplikation, der kræver operation. 

Udbredelse

  • Ifølge statistik fra American Society for Aesthetic Plastic Surgery (ASAPS) var brystforstørrelse det 2. mest populære kosmetiske kirurgiske indgreb hos kvinder i USA
  • I 2014 blev der udført knap 300.000 af disse operationer i USA. Tendensen er den samme i Danmark
  • Sundhedsstyrelsens rapport om kosmetisk kirurgi fra 2004 siger, at brystproteser hos kvinder var den næst hyppigste kosmetiske operation i 2003 efter øjenlågsoperationer

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Martin Heje

overlæge, Plastikkirurgisk afdeling, Aarhus Sygehus

Annika Norsk Jensen

speciallæge i almen medicin, ph.d.,

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen