Når livet, hos en du er glad for, går mod enden, vil der ske mange ting, som kan virke skræmmende for dig, som er pårørende. I denne artikel har vi beskrevet almindelige forandringer. I tillæg giver vi dig nogle råd, så du kan give din kære en så god afslutning på livet som muligt.
Af alle mennesker som dør, er det kun et fåtal, som dør pludseligt og uventet. Ifølge amerikanske tal vil de fleste, hele 90 procent, dø efter lang tids sygdom, hvor de gradvist bliver dårligere, frem til en aktiv dødsfase indtræffer.
Mange af os har uvirkelige og overdrevne følelser og tanker om, hvad døden er, og hvordan det er at dø. Vi vil i høj grad være påvirket af film, TV, bøger, teater eller andre dramatiske beretninger om døden. Derfor kan det være svært at sætte sig ind i, hvad der faktisk sker, når det går mod slutningen, og hvorfor de forskellige ting sker.
Når nogen, som står dig nær, ligger for døden, bør tiden tilrettelægges. Det skal ske for at den døende, familien og andre pårørende skal få mest muligt privatliv og tid sammen. Samtidigt vil den døende have behov for vedvarende kvalificeret pleje til sidst. Vær ikke bange for at stille spørgsmål eller komme med ønsker til lægen eller andet sundhedspersonale. Hvad du, familien og den døende selv ønsker vil variere. Det er derfor også vigtigt at sige til, hvis der er noget specielt, du/I ønsker eller tænker på.
Lægen kan måske give jer et svar på, omtrent hvor lang tid af livet der er igen. Men husk, at det er umuligt for lægen at give et nøjagtigt svar. Nogle ser ud til at vente med at dø. Måske venter de på et specielt besøg, en vigtig hændelse som en speciel højtid, fødselsdag eller lignende, for så at dø kort tid efter denne hændelse. Andre kan opleve uventede forbedringer og leve længere end forventet. Nogle få ser ud til at bestemme sig for at dø og gør dette vældig hurtigt, måske kun på nogle få minutter.
Der er mange forandringer i kroppen, som indtræder i de sidste timer og dage af livet, og når mennesket faktisk dør. Hver af disse kan opleves som skræmmende, hvis du ikke forstår dem.
De typiske forandringer er, at den døende bliver svagere. Efterhånden vil han eller hun ikke længere klare at løfte hovedet fra puden eller flytte sig omkring i sengen. Han eller hun vil få reduceret funktionsevne, og der kan opstå sår og hudforandringer. Det er almindeligt, at appetitten svækkes, og den syge taber sig i vægt. Nogle får pletter på huden, hjertet fungerer ikke længere, som det skal, urinen kan blive mørk, den døende kan blive indtørret, vedkommende bliver stadig mere søvnig, og det er vanskeligt at få ham eller hende til at vågne. Det vil også være vanskeligere at kommunikere med vedkommende.
Den syge får måske problemer med at finde de rette ord, taler i korte sætninger eller giver forsinkede eller upassende svar. Måske svarer han eller hun ikke i det hele taget. Rastløshed, meningsløse repeterende bevægelser, stønnen, jamren, unormal vejrtrækning, grimasser, hosten og gurglen er også almindelig. Det samme er det at miste kontrollen over urin og afføring, og at vedkommende ikke længere magter at åbne øjnene.
Ved slutningen er der mange pårørende, som bekymrer sig, fordi den døende ikke vil eller magter at spise længere. Nogle tror, at vedkommende prøver at sulte sig til døde. Men ofte er forklaringen så enkel, som at appetitten er væk, og at det vil føre til ekstra ubehag at spise. Kroppen kan ikke længere optage næring, og maden kan føre til ubehag og kvalme.
Faktisk så kan det virke lindrende ikke at spise, når det går mod slutningen, fordi der indtræder en tilstand, som hedder ketose. Dette kan give en følelse af velvære og mindsker ubehaget. Det er også helt normalt at ophøre med at drikke, når det går mod slutningen. Derfor bør du ikke prøve at tvinge den døende til at spise eller drikke, hvis vedkommende ikke vil det. Vis omsorg og kærlighed på andre måder i stedet for.
De fleste sover meget, måske næsten uafbrudt de sidste timer. Mange familiemedlemmer synes dette er vældig trist og vanskeligt, fordi det ofte er i de sidste timer af livet, vi har mest, vi vil sige til den døende.
Vi ved ikke, hvad bevidstløse personer kan høre. Men det kan virke som om, bevidstheden kan være større end evnen til at svare. Derfor er det klogt at antage, at den bevidstløse kan høre alt, hvad du siger. Tal med ham/hende, som om vedkommende var bevidst. Inkluder den døende i hverdagsagtige samtaler og sig det, du ønsker og har behov for at sige til ham/hende. Skab et så hjemligt miljø som muligt. Omgiv den døende med folk, dyr, ting, musik og lyde, som du ved, han eller hun kan lide. Vis følelser, som du plejer at gøre.
Nogle gange virker det som om, at en som ligger for døden venter på at "få lov" til at dø. Giv ham/hende lov til at dø. Sig for eksempel noget som: "Jeg er så glad for dig, men jeg ved, at du er døende. Du kan give slip, når du føler dig klar til det."
Når stønnen, jamren, og grimasser optræder samtidig som forvirring, uro og ophidselse, er der mange, som mistolker dette som fysisk smerte. Men det er en myte, at ukontrolleret smerte pludselig udvikles i løbet af de sidste timer af livet, hvis det ikke har været et problem tidligere.
Mange bliver også stresset af, at den døende får et anderledes vejrtrækningsmønster, og de er bange for, at den døende oplever det, som at blive kvalt. Det er vigtigt at være klar over, at han/hun måske ikke oplever åndenød eller en fornemmelse af at blive kvalt. Mange tror også, at smerter brat vil blive stærkere, når patienten dør, men der er ingen grund til at tro det.
Når døden indtræffer, stopper hjertet med at slå, vedkommende holder op med at trække vejret, pupillerne stivner, og den døde får en bleg og voksagtig farve. Kropstemperaturen falder, musklerne slapper af, og der kan sive urin og afføring. Øjnene kan være åbne, kæben falder ned, og du kan høre, at det risler i væskerne i kroppen på den døde.
Hvis vedkommende dør hjemme, skal du ringe til en læge, så lægen ved et snarligt besøg kan skrive en dødsattest. Derefter kan du kontakte den begravelsesforretning, I har bestemt jer for at bruge.
Brug tid på at pleje og tale om sorgen. For nogle kan det tage timer, dage, uger eller måneder før det virkelig går op for dem. Brug den tid du behøver til at tage farvel. Hvis du har lyst til at give den døde et kys, et klem eller stryge vedkommende over kinden, så gør det. Hvis du ønsker at deltage i plejen og forberedelsen af den døde til begravelsen, så bed om det.
Nogle ønsker at være der, når kroppen bliver hentet af begravelsesforretningen. Andre synes, at det er bedst at slippe.
Måske har den døde et livstestamente, eller han/hun kan have givet mundtlige beskeder om, hvordan vedkommende ønsker, at begravelsen skal være.
Vær ikke bange for at bede om professionel hjælp til at takle sorgen, eller for at fortælle sundhedspersonale og andre om, hvordan du har det. Tag følelserne alvorligt. Vov at mærke sorgen, lad den få udløb og tal om den.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
