Lidt om næringsstofferne

Lotte Juul

Diætist

Fakta

  • Kroppen har behov for makronæringsstofferne kulhydrat, fedt og protein

  • Kroppen har ligeledes behov for mikronæringsstofferne vitaminer og mineraler

  • En sund og varieret kost dækker kroppens behov for næringsstoffer

  • Ved svær sygdom eller graviditet er der et øget behov for næringsstoffer

Næringsstoffer 

Kroppen har brug for energi fra forskellige næringsstoffer for at fungere optimalt. 

Næringsstoffer er:

  • Protein

  • Kulhydrat

  • Fedt

  • Vitaminer

  • Mineraler

Den mad vi spiser er sammensat af forskellige næringsstoffer. Vi skal derfor spise varieret for at få dækket kroppens behov. Der findes ikke en enkelt fødevare eller gruppe fødevarer, som indeholder alle de næringsstoffer, vi har behov for.

Proteiner

Proteiner tilfører kroppen energi (4 kalorier per gram protein).  

Proteiner er kendt som kroppens byggesten. De er nødvendige til at opbygge og vedligeholde af celler, muskler, væv og immunforsvar. Desuden indgår protein i produktion af hormoner og enzymer.

Under svær sygdom ses et øget behov for protein blandt andet for at hindre større tab af muskelmasse.

Proteinrige fødevarer er

  • Fisk og skaldyr

  • Lyst kød fx kylling og kalkun

  • Rødt kød fx okse og svin

  • Æg

  • Mælk og mejeriprodukter, fx ost og yoghurt

  • Bælgfrugter, fx bønner, kikærter og linser

Kulhydrater

Kulhydrater tilfører kroppen energi (4 kalorier per gram kulhydrat) og er kroppens foretrukne brændstof. 

Kulhydrater har en proteinbesparende effekt ved at være den foretrukne kilde ved forbrænding. Så længe kroppen får nok energi fra kulhydrater og fedt, vil kroppen anvende proteinet i kosten til at opbygge og vedligeholde celler, muskler og væv. 

Der findes forskellige typer kulhydrater. I forenklet version kan de opdeles i sukker, stivelse og kostfibre.

Den sunde kost baseres hovedsageligt på grove fiberrige kulhydrater såsom fuldkorn og grøntsager og indeholder kun en begrænset mængde sukkerholdige og stivelsesrige kulhydrater.

De grove, fiberrige kulhydrater mætter, bidrager med vitaminer og mineraler og forebygger flere livsstilssygdomme. 

Kilder til sukker og stivelse er

  • Frugt, bær og juice (frugtsukker)

  • Mejeriprodukter (mælkesukker)

  • Slik, kage, is og søde morgenmadsprodukter (sukker)

  • Lyst brød, pasta og hvide ris (stivelse)

  • Kartofler (stivelse)

Gode kilder til fuldkorn og kostfibre er

  • Fuldkornsprodukter fx rugbrød og havregryn

  • Fuldkornspasta og brune ris

  • Grøntsager

  • Bælgfrugter, fx bønner og linser

De Officielle kostråd anbefaler, at sodavand, slik og kager begrænses. Populært kaldes de for "tomme kalorier", fordi de er rige på ren sukker, som hverken tilfører kroppen vitaminer eller mineraler. 

Overforbrug af sukker, søde sager og sodavand kan betyde, at kalorieindtaget overstiger det daglige behov for kalorier. Hermed øges risikoen for vægtstigning og overvægt.

Fedt

Fedt tilfører kroppen energi (9 kalorier per gram fedt).

Fedt fra kosten bruges til energi til at hjælpe optagelsen af fedtopløselige vitaminer (vitamin A, D, E og K). Fedt bruges også til at danne blandt andet hormoner.

Når kroppen får mere energi, end den forbrænder, lagres fedt i kroppens fedtdepoter. I forhold til forebyggelse af livsstilssygdomme fx hjertesygdom er det ikke kun mængden af fedt, som er vigtig, men også typen af fedt i kosten. 

Vælg sundt umættet fedt fra fisk og planteriget

  • Fed fisk (bidrager med de essentielle omega 3 fedtsyrer)

  • Vegetabilske olier, fx raps- og olivenolie

  • Mayonnaise, remoulade, hummus, pesto

  • Frø, kerner, nødder og mandler

  • Oliven og avokado

Begræns usundt mættet fedt fra dyreriget

  • Fedtholdigt kød, kødpålæg, bacon og pølser

  • Smør, palmin samt smørbagte kiks og kager

  • Fløde, creme fraiche

  • Sødmælk, fede oste

  • Tropiske olier fx kokosolie, sheasmør og palmekerneolie

De Officielle Kostråd anbefaler, at vi vælger vores kilder til fedtstof fra fisk og planteriget samt begrænser fedt fra dyreriget.

Vitaminer og mineraler

Vitaminer og mineraler forekommer i al naturlig mad, men i forskellige variation og mængde.

Hvert vitamin og mineral har deres egen specielle funktion(er) i kroppen. De bidrager blandt andet til kroppens:

  • Stofskifte

  • Omsætning af næringsstoffer

  • Nydannelse af knogler

  • Væv og røde blodlegemer

  • Antioxidative system

  • Immunforsvar

  • Opretholdelse af et godt helbred 

Vi kan ikke selv producere vitaminer og mineraler. Derfor er en varieret kost vigtig for at bidrage til de vitaminer og mineraler, kroppen har brug for.

De fedtopløselige vitaminer er A-vitamin, D-vitamin, E-vitamin og K-vitamin. De findes primært i fedtholdig mad, fx i planteolier, fisk, æg, avocado og nødder.

De vandopløselige vitaminer er B-vitaminerne samt C-vitamin. De findes i store mængder i fx grøntsager, frugt og kornprodukter.

Mineraler fra kosten er bl.a. calcium, jern, jod, magnesium, krom, selen, zink, fosfor og kobber. Mineraler findes i en række fødevarer som kød, fisk, mejeriprodukter, æg, grøntsager, frugt, kartofler og kornprodukter.

Har man brug for tilskud af vitaminer og mineraler?

Generelt dækkes kroppens behov for vitaminer og mineraler i en sund og varieret kost,. Derfor er det ikke nødvendigt med tilskud af vitaminer og mineraler.

Der er kun et fåtal af vitaminer og mineraler, som er svært at dække:

  • Voksne anbefales tilskud med D-vitamin i vinterhalvåret. Behovet for vitamin D dækkes af solen i sommerhalvåret, mens du i vinterhalvåret (oktober-april) primært får vitamin D fra fede fisk. Indtag af vitamin D via kosten er utilstrækkeligt alene via kosten.

  • Hos personer over 70 år anbefales tilskud med både D-vitamin og calcium året rundt, da behovet er større end hos yngre

  • Jern og folat er ofte for lavt hos kvinder i den fødedygtige alder. Ved planlægning af graviditet anbefales tilskud af folsyre og senere jern for at dække det øgede behov i denne periode

Personer med særlige behov

Under svær sygdom kan det være vanskeligt at få tilstrækkeligt med vitaminer og mineraler. Appetitten er ofte svækket, og kroppen har et øget behov for proteiner, vitaminer og mineraler.

Gravide, ammende, vegetarer og veganere kan have behov for ekstra kosttilskud. 

Spørg din læge eller en klinisk diætist, hvis du har særlige behov fx er gravid, lever vegansk eller er ramt af langvarig svær sygdom.  

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Lotte Juul

Konsulent, diætist, Hjerteforeningen

Anne Søndergaard

Speciallæge i almen medicin, Trøjborg Lægehus

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

Disclaimer: Patienthåndbogen