P-plaster
Videotekst
Kvindens forplantningssystem består af skede, livmoder, æggeledere og æggestokke. Æggestokkene er mandelformede kirtler, som befinder sig på hver side af livmoderen. De producerer kønshormonerne østrogen og progesteron, som regulerer kvindens menstruationscyklus.
Udover at producere hormoner, indeholder æggestokkene tusindvis af æg. Hver måned stimulerer hormoner æggestokkene til at udvikle modne æg. Normalt vil kun et af disse æg nå til modning og være i stand til at løsne sig fra æggestokken og blive befrugtet.
Befrugtning kan kun ske under ægløsningen – det tidspunkt i kvindens menstruationscyklus, hvor det modne æg løsner sig fra æggestokken og passerer gennem æggelederen. Befrugtning kræver, at en sædcelle trænger ind i det modne æg i æggelederen. Et tegn på at befrugtning er indtrådt er, når ægget begynder at dele sig til mange celler og danner en blastocyst. Blastocysten vandrer så gennem æggelederen og ned i livmoderen. Her fæstner blastocysten sig til slimhinden i livmoderen, for at den skal kunne udvikle sig videre til et foster.
Et præventionsplaster, p-plaster, er en metode, som bruges til at forhindre graviditet. Det lille, firkantede plaster indeholder de samme hormoner, som findes i p-piller. Det vil sige en kombination af to hormontyper: østrogener og gestagener. Forskellen er, at medicinen her optages i kroppen direkte gennem huden i stedet for gennem tarmslimhinden. Plasteret placeres på baller, mave eller overarm. Det er en hormonel præventionsmetode, som betyder, at det afgiver syntetiske hormoner til blodstrømmen, som påvirker kvindens normale menstruationscyklus.
Disse hormoner forhindrer graviditet ved at hindre, at æg bliver frigivet fra æggestokkene ved at gøre slimlaget i livmoderhalsen tykkere, hvilket hindrer sædceller i at nå ægget og ved at gøre slimhinden i livmoderen, endometriet, tynd – hvilket hindrer at et æg vil kunne implanteres.
Et enkelt plaster kan bæres i én uge, før det skal skiftes. Det bør skiftes samme dag hver uge tre uger i træk.
Plasteret bruges ikke den fjerde uge, hvor kvinden får menstruation.
Risikoen ved p-plaster er den samme som for p-piller, dog med undtagelse af den sjældne risiko for blodpropper, der er fordoblet. P-plaster anbefales kun til kvinder med normalt BMI, ikke rygere, under 35 år og uden tendens til blodprop i familien.
Vil du vide mere?
Indhold leveret af