Menstruationssmerter

Benny Kirschner

Speciallæge

Fakta

  • Næsten alle kvinder prøver at have menstruationssmerter. Det er typisk normalt og skyldes ikke nogen sygdom
  • Særligt smertefulde menstruationer kaldes dysmenoré på fagsprog og inddeles i primære, som er til stede, når kvinden begynder at menstruere, samt sekundære som kommer efter nogle år med normale menstruationer
  • Menstruationssmerter kan med fordel behandles med en kombination af NSAID og paracetamol
  • P-piller kan bruges til behandling af menstruationssmerter, da kvinden ved brug af disse, ikke får egentlige menstruationer, men tilbagetrækningsblødninger

Hvad er menstruationssmerter?

Mellem 50-90 % af alle kvinder har menstruationssmerter. Det kan blot føles som murren eller ubehag, men smerterne kan også være kraftige. Særlig smertefulde menstruationer kalder man dysmenoré på fagsprog.

Når dysmenoré opstår lige efter puberteten, kalder man det primær dysmenoré. Her starter smerterne som regel få timer før eller samtidig med menstruationsblødningen. Smerterne er værst den første dag, men kan vare i 1-2 dage.

Hvis der kommer kraftigere smerter, efter man har haft normale menstruationssmerter i en længere periode, kalder man det for sekundær dysmenoré. Her kan smerterne skyldes sygdom i underlivet. 

Hvorfor får man menstruationssmerter?

Man kender ikke helt årsagen til menstruationssmerter, men mener, at det skyldes, at livmoderen danner store mængder af stoffet prostataglandin, der giver sammentrækninger og kramper i livmoderen. Livmoderens vægge består nemlig mest af muskulatur.

Kraftigere menstruationssmerter, der opstår efter perioder med normale menstruationssmerter (sekundær dysmenoré), kan skyldes sygdom eller irritation af livmoderen eller de omkringliggende organer. Det kan også være et naturligt fænomen, som ikke skyldes sygdom. 

Hyppige årsager til sekundær dysmenoré: 

  • Endometriose er en sygdom, hvor der findes områder med livmoderslimhinde uden for livmoderhulen. Denne slimhinde bløder også under menstruationen, og det kan ofte give smerter. Ved en speciel form for endometriose, adenomyose, findes der livmoderslimhinde i livmoderes muskulatur, og dette giver ofte menstruationssmerter
  • Mange kvinder har muskelknuder i livmoderen og det kan nogle gange være årsag til menstruationssmerter
  • Sammenvoksninger i bækkenet efter en underlivsinfektion kan give menstruationssmerter
  • Sammenvoksninger i livmoderhalsen efter operationer, så menstruationsblødningen ikke kan komme ud, kan resultere i smerter
  • Spiral, som irriterer livmoderslimhinden, er en hyppig årsag til menstruationssmerter

Er menstruationssmerter arveligt?

Da mange lider af menstruationssmerter kan det ikke bestemmes, om det er arveligt. Visse tilstande med sekundær dysmenoré kan optræde i familier. 

Hvordan behandler man menstruationssmerter?

Menstruationssmerter behandler man med det, man kalder betændelsesdæmpende medicin (NSAID) (f.eks. Ibuprofen). Det kan købes i håndkøb, dvs. uden recept. Disse piller giver en god smertelindring og kan med fordel kombineres med andet smertestillende medicin som f.eks. paracetamol.

Ved stærke smerter kan lægen udskrive stærkere smertestillende medicin, der kun kan fås på recept.

P-piller virker godt ved menstruationssmerter, da kvinden ved brug af disse, ikke får egentlige menstruationer. 

Hvis du bruger kobberspiral, bør denne fjernes eller udskiftes med en hormonspiral. en hormonspiral giver nemlig både mindre blødning og færre smerter.

Hvad kan jeg selv gøre?

Undersøgelser tyder på, at fysisk aktivitet, yoga og varme kan hjælpe på menstruationssmerter.

Hvordan udvikler menstruationssmerter sig?

Hvis det ikke er en sygdom, der er årsag til menstruationssmerterne, er det en helt almindelig smerte, som forsvinder eller bliver bedre med årene uden behandling. Nogle har dog menstruationssmerter i mange år og har brug for behandling.  

Hvor udbredt/ hyppig er menstruationssmerter?

Undersøgelser viser, at 20-90 % af unge kvinder, som ikke har født, har genererende menstruationssmerter. Blandt disse har ca. 10 % så smertefulde menstruationer, at de må sygemelde sig fra arbejde eller skole én eller flere dage per måned.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Benny Kirschner

Overlæge, Amager og Hvidovre Hospital, Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling

Annika Norsk Jensen

speciallæge i almen medicin, ph.d.,

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen