Kan astmamedicin skade barnet?
Mange kvinder med astma er bekymrede for, om deres astmamedicin kan skade fostret.
Der findes mange forskellige typer medicin til behandling af astma. De allerfleste kvinder vil kunne fortsætte med deres sædvanlige medicin. Af og til må man dog skifte til en anden type medicin, især hvis kvinden anvender de nyeste typer medicin.
Der er begrænset viden om eventuelle bivirkninger af nogle af de nyeste typer astmamedicin. Derfor foretrækker man under graviditeten at anvende medicin, som har været brugt i mange år, og som der er indsamlet en stor viden om.
Det er meget vigtigt at understrege, at en dårligt behandlet astma med hyppige og svære anfald udgør en stor risiko for barnet og for moderen.
Derfor er det bedste råd, at du kontakter lægen så tidligt som muligt i graviditeten, helst før du bliver gravid. Så kan du og lægen sammen planlægge behandlingen af din astma, så resultatet bliver bedst muligt - både for barnet og dig.
Den vigtigste type af forebyggende medicin, inhaleret binyrebarkhormon, kan man uden problemer anvende under graviditeten.
Er det bedre at bruge naturlægemidler end rigtig medicin under graviditeten?
Nogle kvinder tror, at de ved at bruge såkaldte naturlægemidler, i stedet for almindelig astmamedicin under graviditeten, kan undgå skadelige effekter på fostret.
Den opfattelse er ikke rigtig. Kvinder, som fravælger de rigtige astmamidler og i stedet bruger naturlægemidler, skal vide, at der i disse midler også er kemiske stoffer. Naturlægemidler har ikke gennemgået en så nøjagtig kontrol som rigtige lægemidler. Derfor kan de have en række negative effekter på moderen og barnet, som man ikke kender til.
Det vigtigste er dog, at naturlægemidlernes effekt på astma er udokumenteret. Derfor er der stor risiko for, at astmaen bliver forværret med risiko for barnet og moderen.
Nogle naturlægemidler kan fremkalde allergi og kan i sig selv udløse astmaanfald.
Kan graviditeten gøre astmaen værre?
Det er umuligt at forudsige. Men man ved, at hos en del kvinder forværres astmaen under graviditeten. Nogle kvinder mærker ingen ændring, mens andre faktisk får det bedre.
Generelt er det dog få, som får en alvorlig forværring. Og i dag kan man - selv under graviditeten - behandle astma så effektivt, at den ikke bør forhindre én i at gennemføre en normal graviditet og fødsel.
Hvordan skal man kontrollere astma under graviditet?
Man skal ikke ændre på de daglige rutiner, som hører til god behandling af astma. Det vil sige, at man skal undgå de faktorer, som man ved udløser symptomerne. Det gælder de ting, som man er allergisk for, fx husstøvmider eller pelsdyr eller de påvirkninger, som kan irritere lungerne, fx cigaretrøg.
Det er vigtigt, at man har tæt kontakt til lægen, som styrer ens astmabehandling, og at man husker at tage den forebyggende medicin som foreskrevet.
Det er fornuftigt under graviditeten at få tjekket astmaen hyppigere end normalt. Man bør heller ikke begynde på nye typer af medicin uden først at have afklaret det med lægen.
Vil du vide mere?
Astma hos børn