Er der en sammenhæng mellem astma og rygning?
Rygning har en lang række alvorlige, skadelige effekter på organismen - se helbredsskader ved rygning.
Rygning er:
- Den vigtigste årsag til mange forskellige typer kræft
- Hovedårsagen til KOL
- En meget vigtig årsag til, at man får hjerte- og karsygdomme som f.eks. blodprop i hjertet og åreforkalkning
- Bidrager til, at huden ældes hurtigere med udvikling af rynker
Lungerne er blandt de organer, som bliver mest skadet af rygning. Her ser man udvikling af lungekræft og KOL.
Tobaksrøg indeholder blandt andet tjære og mange andre stoffer, som virker kræftfremkaldende og stærkt irriterende på lungerne. Stofferne starter en betændelsestilstand, som gør at slimhinderne bliver hævede, irriterede og producerer mere slim.
Hos mange rygere udvikler irritationstilstanden sig til sygdommen KOL.
Man ved ikke, om rygning i sig selv kan give astma. Men hvis man har astma, er det dog helt sikkert, at rygning forværrer astmaen betragteligt.
Den irritation, som rygning giver, forstærker den astmatiske betændelse i luftvejene. Det gør, at sygdommen bliver sværere at behandle.
Hvorfor bør man holde op med at ryge, hvis man får astma?
Hvis man vil passe på sit helbred, bør man ikke ryge. Især ikke, hvis man har astma. Rygere, som har astma, har meget større problemer med at holde astmaen under kontrol end ikke-rygere. De har flere astmasymptomer, flere anfald og behøver mere medicin.
Personer med astma som ryger, har også større risiko for at få permanent nedsat lungefunktion, så sygdommen med årene kan minde om KOL.
Rygning skader de små fimrehår i luftvejene
Tobakken skader også de små fimrehår kaldet cilier. Cilierne er vigtige for at transportere små partikler, støv og slim ud af lungerne.
Når cilierne bliver skadet, vil denne transport blive dårligere. Partikler, bakterier, slim og andre skadelige stoffer hober sig derved op i lungerne. Det medfører en konstant irritation og betændelse i lungerne.
Resultatet bliver forværring af astmasymptomerne, hyppigere lungebetændelser og bidrager til, at man udvikler alvorligere sygdomme i lungerne som KOL og lungekræft.
Børn af rygere
Børn af rygere har øget risiko for at få astma. Børn, som allerede har astma, vil få flere gener, hvis de bliver udsat for passiv rygning.
Rygestop
Hvis du holder op med at ryge, vil mange af de skadelige effekter af rygning forsvinde. Hos de fleste vil generne ved astma aftage, og risikoen for at få KOL og lungekræft aftager også.
Rygestop betyder også, at du slipper for at påføre andre mennesker gener og øge deres risiko for en række sygdomme.
Hvis du har børn, vil deres risiko for at få astma blive betydelig mindre, hvis du holder op med at ryge. Hvis dine børn har astma, vil dit rygestop også betyde, at risikoen for at børnene får astmaanfald bliver mindre.
Vil du vide mere?
Astma hos børn
Animationer