En punkteret lunge betyder, at luft kan komme ind i lungehulen, på grund af en skade på lungehinden rundt om lungen
Skaden kan for eksempel komme ved et knivstik mellem ribbene, eller ved et brækket ribben efter en faldulykke
Et hul i lungehinden gør, at der ophober sig luft mellem brystkassen og lungen, som gradvist trykker lungen sammen. Et højt tryk i lungehulen kan forskyde de øvrige organer og blokere for blodets tilbageløb til hjertet. Det kalder man trykpneumothorax. Herved opstår der kredsløbssvigt, som er en livstruende tilstand
Trykpneumothorax er en sjælden, men alvorlig tilstand
Trykpneumothorax opstår hyppigst efter uheld eller ulykke, hvor brystkassen har været udsat for slag, stik, flænger
Trykpneumothorax kræver behandling med det samme. Man tømmer luften i lungehulen ud med en kanyle og efterfølgende anlægges dræn
Hvad er punkteret lunge?
En punkteret lunge opstår ved, at der går hul på lungehinden. Det kan hos nogle personer være relateret til mindre defekter i lungehinden, hvor man taler om spontant opstået punkteret lunge. Eller det kan være som følge af udefrakommende skade.
Skaden opstår, hvis den hinde, der omgiver lungen, punkteres. Skaden kan opstå både som følge af stump eller skarp vold mod brystkassen, for eksempel efter knivstik. Men det kan også forårsages af brud på ribbenene, hvor et knoglefragment punkterer lungehinden.
Hvad er trykpneumothorax?
Lungerne er dækket af to hinder, en som sidder tæt på lungen: lungehinden, og en som sidder tæt på brystvæggen. Normalt ligger de to hinder tæt klistret sammen, idet der er et negativt tryk mellem hinderne. Hvis lungehinden punkteres, vil der komme et positivt tryk. Dermed vil lungen falde sammen, og luft kan samle sig i mellemrummet mellem de to hinder: pleurahulen også kaldet lungehulen.
I nogle tilfælde vil der i forbindelse med en punkteret lunge ske det, at der hurtigt kommer luft i lungehulen, når man trækker vejret, men luften kan ikke slippe ud igen. Det vil efterhånden forårsage, at trykket stiger inde mellem lungehinderne. Denne luft vil ligesom en ballon trykke på lungen, og hvis tilstanden ikke behandles, vil det stigende tryk også påvirke de øvrige organer inde i brystkassen.
Det stigende tryk vil efter nogen tid skubbe hjertet og blodkarrene sammen, hvorved tilbagestrømning af blod til hjertet blokeres, og der kan opstå kredsløbssvigt - se tegningen nedenfor. På fagsprog kalder man denne tilstand for trykpneumothorax, overtrykspneumothorax eller ventilpneumothorax.
Tegningen viser, hvordan hulrummet mellem de to blade af lungehinden er blevet fyldt med luft. Trykket i hulrummet stiger, og lungen bliver presset mere og mere sammen og ind mod midten.
Hvad er symptomerne på trykpneumothorax?
Den tilskadekomne er ofte upåvirket i starten, indtil lungerne og blodcirkulationen begynder at svigte. Hyppige symptomer er:
brystsmerter
hurtig vejrtrækning (hyperventilation)
angst
efterhånden også nedsat bevidsthed
Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?
Du skal være særlig opmærksom, hvis du har fået en skade mod brystkassen, og du får brystsmerter eller problemer med at trække vejret.
Hvordan stilles diagnosen?
Som regel har den tilskadekomne været involveret i en ulykke og får tiltagende besvær med at vejrtrækningen. Ambulance- og sundhedspersonale kan finde tegn på blokering af blodets tilbageløb til hjertet, som viser sig som struttende blodårer på halsen, blåfarvning af læber og slimhinder, hurtig puls, og at der mangler vejrtrækningslyde over lungen på den side, der er punkteret. Senere kommer der symptomer som lavt blodtryk og svækket bevidsthed.
Det kan også ske spontant, det vil sige uden en forudgående skade eller ulykke, men det er sjældent. Hvis man udvikler ovenstående symptomer, bør man overveje at kontakte læge.
Når man måler blodets indhold af gasarter og syre, vil der være lav iltmætning, øget mængde kuldioxid (CO2) og stigende surhed i blodet (acidose).
Hvorfor får man trykpneumothorax?
Trykpneumothorax skyldes en skade i den lungehinde, der dækker lungen. Defekten bevirker, at der opstår en form for en-vejs ventil, hvor der kan komme luft ind, når man trækker vejret - ind imellem de to blade af lungehinden, men ikke ud igen. Trykpneumothorax kan også opstå ved en skade i brystvæggen og det yderste lungehindeblad, så der suges luft ind udefra.
Det øgede tryk i lungehulen i den halvdel af brystkassen, hvor lungen er punkteret, medfører en forskydning af de organer, der befinder sig i midterste del af brystkassen og af luftrøret. Det fører efterhånden til, at den anden lunge og nogle af de store blodårer bliver klemt sammen. Resultatet bliver, at mindre blod strømmer tilbage til hjertet, og at en mindre mængde blod bliver pumpet ud fra hjertet. Det medfører shock og død, hvis personen ikke kommer under hurtig behandling.
Trykpneumothorax skyldes oftest skader (traumer) mod brystvæggen. Det kan f.eks. være et knivstik. Eller at en skade mod brystvæggen giver ribbensbrud, hvor et brækket ribben stikker hul på lungehinden.
Trykpneumothorax kan også opstå i forbindelse med respiratorbehandling. Hos personer med akut lungesvigt kan den syge lunge udvikle hul i lungehinden, hvis det tryk, respiratoren anvender, overstiger lungehindens kapacitet. Det er en sjælden men kendt komplikation til respiratorbehandling hos patienter med svært lungesvigt.
Hvordan behandler man trykpneumothorax?
I første omgang handler det om at få fjernet luften fra lungehulen, således at kredsløb og lunge får den normale plads til rådighed igen. Dette kan gøres med en kanyle og efterfølgende at anlægge et dræn ind i lungehulen, så luften slipper ud denne vej, indtil hullet i lungehinden har lukket sig igen.
Samtidigt får den tilskadekomne 100 % ilt på maske.
Hvad kan jeg selv gøre?
Man kan ikke selv gøre noget for at undgå at få trykpneumothorax.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Prognosen er god ved hurtig behandling, hvis der ikke er andre alvorlige skader.
Er trykpneumothorax farligt?
Trykpneumothorax er livstruende og skal behandles øjeblikkeligt.
Hvor hyppig er trykpneumothorax?
Der er ikke tal på, hvor mange der får trykpneumothorax. Ved større uheld og ulykker bør man altid være opmærksom på muligheden for en punkteret lunge.
Kan jeg få trykpneumothorax mere end én gang?
Ja, man kan få trykpenumothorax flere gange.
Se kort animation om punkteret lunge, pneumothorax