Forstørret mandlig bryst, gynækomasti

Michael Borre

speciallæge

Fakta

  • Gynækomasti er en godartet forstørrelse af mandens brystvæv
  • Forstørrelsen ledsages sjældent af symptomer, om end brystvævet i forbindelse med væksten kan blive meget ømt 
  • Hos omkring halvdelen af alle drenge vil hormonændringer under puberteten medføre gynækomasti, men hævelsen går i sig selv igen i løbet af 1-2 år
  • Tilstanden skal kun behandles af kosmetiske grunde eller ved mistanke om kræft - sidstnævnte er sjældent

Hvad er gynækomasti?

Gynækomasti er en forstørrelse af det mandlige brysts kirtelvæv på den ene eller begge sider.

Foto af forstørret bryst hos mand

Hvad er symptomerne på gynækomasti?

Vækst af brystet, og der er sjældent andre symptomer udover evt. lettere brystspænding og ømhed ved berøring.

Hvilke symptomer skal du være særligt opmærksom på?

Mandens brystkirtelvæv har i udgangspunktet samme potentiale som hos kvinden og i de sjældne tilfælde hvor kirtelvævet stimuleres, som ved f.eks. hormonel forstyrrelse ved testikelkræft, kan kirtelvævet vokse. Mænd med gynækomasti kan som kvinder udvikle brystkræft.  

Hvordan stilles diagnosen?

Målet med undersøgelsen er at udelukke anden sygdom. Sygehistorien og undersøgelsen af patienten er vigtig.

Lægen vil i sin undersøgelse, og ved hjælp af blodprøver, kontrol af testiklerne og tegn til sygdom i lever og nyrer samt tegn på hormonforstyrrelser. Mænd med gynækomasti kan som kvinder udvikle brystkræft. Disse mænd skal, udover at undersøges for årsagen til brystdannelse, henvises til udredning med mammografi.

    Hvorfor får man gynækomasti?

    • Gynækomasti er en ufarlig og forbigående tilstand hos drenge i puberteten og skyldes ungdommens hormonændringer
    • Hos voksne mænd er tilstanden som regel godartet og uden god forklaring, men den kan også skyldes en sygdom. Først og fremmest skal man udelukke kræft i testiklen og brystkræft hos mænd, som er to relativt sjældne sygdomme
    • En anden sjælden årsag er sygdom i hypofysen (en hormonproducerende kirtel i hjernen)
    • Bivirkninger til medicin
    • Misbrug af stoffer eller alkohol
    • Brug af anabole steroider

    Er gynækomasti arveligt?

    Gynækomasti er ikke arveligt.

    Hvordan behandler man gynækomasti?

    Gynækomasti kræver sjældent behandling, da sygdom meget sjældent er årsagen. Det vigtigste er at blive beroliget og forklaret, at det typisk er en uskyldig tilstand.

    Hvis man har fysiske eller kosmetiske gener eller i tilfælde af brystkræft, fjernes brystvævet ved operation.

    Hvordan udvikler sygdommen sig?

    Hos omkring halvdelen af alle drenge vil hormonændringer under puberteten medføre gynækomasti, men hævelsen går i sig selv igen i løbet af 1-2 år.

    Udvikler man derimod gynækomasti senere i livet, vil det normalt ikke forsvinde igen og vil ved gener skulle fjernes ved operation. Dog gælder det, at gynækomasti udløst af medicin oftest forsvinder, når man ophører med medicinen.

    Hvor hyppig er gynækomasti?

    • Gynækomasti ses forbigående hos halvdelen af alle drenge i puberteten
    • Hos voksne forekommer det langt sjældnere (under 1 %)
    • Gynækomasti ses relativt hyppigt hos overvægtige mænd, da fedtvæv indgår aktivt i hormonproduktion

    Vil du vide mere?

    Kilder

    Fagmedarbejdere

    Michael Borre

    overlæge, professor dr.med., ph.d., Urinvejskirurgi, Aarhus Universitetshospital

    Hans Christian Kjeldsen

    ph.d., praktiserende læge, Grenå

    Indhold leveret af

    Patienthåndbogen

    Patienthåndbogen

    Kristianiagade 12

    2100 København Ø

    DisclaimerPatienthåndbogen