Hvad er hypospadi?
Ved hypospadi fødes drengen med et ufuldstændigt udviklet urinrør, hvis åbning udmunder forkert på undersiden af penis, pungen eller i mellemkødet. Se tegning af hypospadi.
Hvad er symptomerne på hypospadi?
Hypospadi giver ikke i sig selv symptomer, men urinen kommer ikke fra spidsen af penis, som den normalt gør.
Hvilke symptomer skal du være særligt opmærksom på?
Urinen kommer ikke fra spidsen af penis, og penis kan eventuelt være krummet nedad ved rejsning.
Der er stor variation i, hvor alvorlig misdannelsen er. Ved den helt ekstreme form åbner urinrøret sig i mellemkødet, og man kan derfor være usikker på, hvilket køn barnet har. I de milde former åbner urinrøret sig i den ydre del af penishovedet.
Hvordan stilles diagnosen?
Diagnosen stilles i de fleste tilfælde lige efter fødslen, men tilstanden kan overses, hvis urinrørets åbning ligger tæt på den normale placering. Nogle tilfælde diagnosticeres på baggrund af forældrenes observation af urinstrålen og/eller en øget nedadgående krumning af penis ved rejsning, som ses i ca. halvdelen af tilfældene.
Lægen, som undersøger det nyfødte barn, vil typisk se urinrørets åbning på undersiden af penis, i pungen eller i mellemkødet. Børn med hypospadi har øget forekomst af samtidigt ikke-nedsunkne testikler (10 %) og lyskebrok (15 %). Meget sjældent er der misdannelser i de øvre urinvejene.
Jo længere bagtil urinrørets åbning befinder sig, jo større bliver krumningen af penis. Jo længere fortil urinrørets åbning befinder sig, jo større er risikoen for forsnævring af urinrørets åbning.
Hvorfor opstår hypospadi?
Hypospadi skyldes en fejl opstået i fosterstadiet, hvor anlæggelsen af urinrøret og penis sker fra 6. til 12. uge af graviditeten.
Årsagen er ukendt, men flere faktorer er involveret, herunder hormonforstyrrende stoffer i miljøet.
Er hypospadi arveligt?
Der kan være en vis arvelighed ved tilstanden. I en undersøgelse havde knapt 10 % af fædrene og 15 % af mandlige søskende samme tilstand ved fødslen.
Hvordan behandler man hypospadi?
Formålet med behandlingen er at opnå et resultat som, både kosmetisk og funktionelt, er så normalt som muligt, og med mindst mulig risiko for komplikationer.
Behandlingen er en operation, hvor penis rettes ud, og den yderste del af urinrøret bliver genskabt, således at urinrørets åbning kommer tæt på normal position.
Det nykonstruerede urinrør vil oftest kunne laves af den hud eller forhud, der ligger omkring urinrøret. Derfor bør såvel rituel som medicinsk omskæring frarådes hos ikke-opererede drenge med hypospadi. Der er sjældent behov for at transplantere væv fra hud eller slimhinde.
Man foretager ikke omskæring af forhuden, før barnet er færdigopereret for hypospadi, da der kan blive behov for ekstra væv til at kunne reparere eventuelle komplikationer.
Den ideelle alder for indgrebet er 6-18-måneders alderen, hvor risikoen for problemer med bedøvelse (narkose) er mindst. Væksten af penis er desuden minimal i de første leveår, og barnet vil ikke huske operationer, som er sket før 3-års alderen. Barnet vil heller ikke begynde at blive opmærksom på sine kønsorganer før efter 18-måneders alderen. Ulempen ved et indgreb så tidligt er, at penis på dette tidspunkt er så lille, at operationen vanskeliggøres teknisk.
Typen af indgreb afhænger af, hvor urinrørets åbning befinder sig. Jo længere bagtil, jo mere krævende indgreb. Der findes mange forskellige typer af operationer.
Der kan forekomme komplikationer efter indgrebet. Der kan dannes fistler, dvs. ekstra åbninger fra urinrøret til huden. Urinrørets åbning kan forsnævres og gøre det vanskeligt at tisse. I de tilfælde skal der foretages en ny operation.
I langt de fleste tilfælde går operationen godt, og barnet er da færdig med at blive behandlet.
Det kosmetiske resultat efter operationen er i dag betydeligt bedre end for nogle årtier siden. Urinrørets åbning er bedre placeret og har et mere normalt udseende på spidsen af penis. Fistler, sammenvoksninger og restkrumning er de hyppigst forekommende problemer efter operationen.
Med operationen ønskes det at opnå:
- En styrbar urinstråle fra spidsen af penis
- Uhindret vandladning uden smerte
- En normal følsomhed og krumningsfri rejsning
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Med operation er prognosen god.
Opererede børn vil som voksne få et normalt sexliv og normal evne til at få børn, dog undtaget gruppen med urinrørsåbning i mellemkødet.
Langt de fleste lever et helt normalt liv. Undersøgelser viser dog, at mænd, der som børn er opereret for hypospadi, har en øget forekomst af generthed, ængstelse og mindsket tolerance overfor stress.
Hvor udbredt/hyppig er hypospadi?
Forekomsten af hypospadi er 1 per 250 fødte drengebørn, hvilket svarer til ca. 125 nye tilfælde per år i Danmark.
Vil du vide mere?