Hvad er priapisme?
Almindelig rejsning (erektion) opnås ved, at blodomløbet fra svulmelegemerne i penis lukkes af, og penis derved bliver stor og hård. Det vil sige, at der under rejsningen kun kommer begrænset frisk iltet blod til svulmelegemerne. Dette er ikke noget problem, da en normal rejsning falder efter relativ kort tid. Men ved længere tids iltmangel vil vævet tage skade. Dette kan resultere i, at man efterfølgende får varigt besvær med at få rejsning.
Priapisme er langvarig rejsning over 4 timer uden seksuel lystfølelse. På grund af iltmangel i penis oplever de fleste smerter i såvel penis som mellemkødet (området mellem penis og endetarmens åbning).
Hvad er symptomerne på priapisme?
Rejsning af over 4 timers varighed gør ofte ondt, men man behøver ikke at have smerter.
Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?
Rejsning af over 4 timers varighed.
Hvordan stilles diagnosen?
Vedvarende rejsning over 4 timers varighed.
Hvorfor får man priapisme?
Årsagen til tilstanden er som regel ukendt, men irritation af og skader på nerver kan være medvirkende. Man ved også, at tilstande med øget tendens til sammenklumpning af blodceller (fx sygdommen seglcelleanæmi) kan påvirke gennemstrømningen af blod og begrænse blodafløbet.
Flere faktorer kan gøre dig ekstra udsat for at få priapisme:
- Meget langvarig seksuel aktivitet, særlig ved påvirkning af alkohol, medicin eller narkotika
- Tilstanden forekommer oftere blandt personer med sygdomme i nervesystemet, blodsygdomme og kræftsygdomme
- Indsprøjtning af erektionsfremmende medicin i penis
- Anvendelse af potenspille
Er priapisme arveligt?
Tilstanden er ikke arvelig.
Hvordan behandler man priapisme?
- Tilstanden kræver typisk hjælp og ikke sjældent indlæggelse på hospital
- Ved erektion over 3 timer bør man enten forsøge med
- et koldt brusebad
- 10 minutter med en ispose omsvøbt af et viskestykke mod området mellem pungen og endetarmens åbning (mellemkødet)
- Man kan indsprøjte et stof i penis, der får blodkarrene til at trække sig sammen og derved reducere mængden af blod i penis
- Hvis medicin er uden effekt, kan man ved en operation i penis sikre, at blodet løber fra svulmelegemerne
Hvordan udvikler sygdommen sig?
De fleste tilfælde kan behandles med afkøling eller medicin.
Hvis priapisme ikke behandles, vil rejsningen aftage i løbet af dage eller uger. Evnen til rejsning vil herefter som hovedregel være ødelagt for altid.
Priapisme som varer over 6-8 timer vil typisk følges af varig svigt af erektion eller rejsningsbesvær.
Er priapisme farligt?
Tilstanden er ikke farlig, men kan lede til, at man mister evnen til at få rejsning.
Hvor udbredt/hyppig er priapisme?
Priapisme er en sjælden tilstand.
Kan jeg få priapisme mere end én gang?
Tilstanden kan gentage sig, men risikoen for efterfølgende slet ikke at kunne opnå rejsning er meget større end risikoen for nyt tilfælde af priapisme.
Vil du vide mere?