Hvad er lichen sclerosus?
Lichen sclerosus er en kronisk vævsreaktion (inflammation) i huden. Sygdommen medfører stedvise hvide pletter og tynd hud.
Der kan komme forandringer i huden, både på kønsorganerne og andre steder på kroppen. Udslæt på penis er fem gange hyppigere end andre på steder på kroppen.
Balanitis xerotica obliterans (BXO) er den traditionelle betegnelse for lichen sclerosus på penis.
Hvad er symptomerne på lichen sclerosus?
Lichen sclerosus på penis kan give kløe, svie og ubehag. Den kan også vise sig som hurtigt opstået snæver forhud (phimosis). I nogle tilfælde kan forhuden blive så snæver, at det kan genere vandladningen.
Forandringerne i huden kan være:
Hvide
Røde
Pigmenterede
Hævede
Sår
Forandringerne kan medføre ubehag ved seksuel aktivitet.
Lichen sclerosus andre steder på kroppen er oftest uden symptomer, men kan medføre kløe.
Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?
Hvis du får vedvarende sår eller udslæt, specielt på penishovedet, bør du undersøges af din læge. Ved nye sår, knuder eller hudforandringer, som ikke heler, bør du undersøges af en læge.
Sygdommen kan i meget sjældne tilfælde udvikle sig til kræft.
Hvordan stilles diagnosen?
Lægen stiller diagnosen ud fra sygehistorien og de typiske hudforandringer. Nogle gange må man udelukke infektioner med svampe eller bakterier. I tilfælde af tvivl, kan lægen tage en prøve af vævet for at bekræfte diagnosen.
Sygdommen begynder som hvide prikker, der flyder sammen til større plamager. Størrelse kan variere fra nogle få millimeter til betydeligt større pletter.
Lichen sclerosus vil med tiden gøre huden tynd, hvid og rynket. Desuden dannes der ofte rifter og små sår, der fører til at der dannes arvæv.
Hudforandringerne på penis sidder normalt på spidsen af penis og forhuden. Det er sjældent, at hudforandringerne ses på selve skaftet af penis eller på pungen. Ofte begynder lichen sclerosus som en lidt hård ring på kanten af forhuden. Forandringer kan også ses i mellemkødet og omkring endetarmens åbning.
Der kan også komme udslæt andre steder på kroppen.
Hvorfor får man lichen sclerosus?
Årsagen til reaktionen i vævet er ukendt, men man har en mistanke om, at det er en autoimmun sygdom.
Irritation fra urin kan spille en rolle.
Er lichen sclerosus arveligt?
Sygdommen kan forekomme familiært hos både mænd og kvinder, så en vis arvelighed kan ikke udelukkes.
Hvordan behandler man lichen sclerosus?
Formålet er at helbrede eller lindre generne. Hvis man er mand og har lichen sclerosus andre steder end på penis, så skal man normalt ikke behandles.
Behandlingen består typisk af en stærk binyrebarkhormoncreme eller -salve i flere uger efter lægens anvisning. Symptomerne vender ofte tilbage, og så må behandlingen gentages.
Hvis symptomerne ikke bedres, eller hvis der opstår arvæv, forsnævring af forhuden eller mistanke om kræftforandringer, kan henvisning til hudlæge eller urolog være nødvendig.
Ved kirurgisk omskæring fjernes forhuden, hvilket undertiden kan afhjælpe symptomerne.
Hvad kan jeg selv gøre?
Fugtighedscreme kan hjælpe med at holde huden smidig. Undgå stærkt parfumerede sæber og andre produkter, der kan irritere huden
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Tilstanden kan være kronisk tilbagevendende. Lichen sclerosus kan give smerter ved seksuel aktivitet, fx smertefuld rejsning (erektion). Udtalt forsnævring af forhuden (phimosis) kan genere vandladningen.
I meget sjældne tilfælde kan der opstå kræft i hud og penis.
Der er typisk effekt af behandlingen inden for få uger.
Hvor udbredt/hyppig er lichen sclerosus?
Sygdommen forekommer i milde og sværere former
Forekomsten er ikke kendt, men tilstanden er ikke usædvanlig
Lichen sclerosus ses næsten aldrig hos omskårne mænd og drenge
Lichen sclerosus er langt hyppigere hos kvinder end hos mænd. Kvinder udvikler lichen sclerosus på og rundt om kønslæberne
Vil du vide mere?