Paraphimosis er en tilstand, hvor forhuden ikke kan føres tilbage over penishovedet
Det kan være smertefuldt, hvis forsyningen af blod til penishovedet bliver nedsat på grund af stram og hævet forhud
Man er specielt udsat, hvis forhuden i forvejen er lidt stram og svær at føre over penishovedet
Kan forsøges behandlet ved at klemme fast omkring den hævede forhud, så denne mindskes og forhuden trækkes på plads
I svære tilfælde kan det være nødvendigt at spalte forhuden ved et lille kirurgisk indgreb, eller helt at fjerne forhuden
Hvad er paraphimosis?
Paraphimosis er en tilstand, hvor forhuden ikke kan trækkes på plads igen, efter at have være trukket tilbage. Risikoen for dette er størst, hvis forhuden i forvejen er lidt stram. Hvis forhuden fanges bag penishovedet, vil der opstå en hævelse af forhudens meget løse væv.
Hævelsen kan hurtigt blive stor, hvilket gør det endnu mere vanskeligt at få trukket forhuden frem på plads.
Foto af paraphimosis
Hvad er symptomerne på paraphimosis?
Smertefuld tilstand hvor tilbagetrukket forhud ikke kan trækkes frem på plads igen på grund af stramning
En tiltagende hævelse af forhuden, der udvider sig som en ballon. Dette gør det endnu mere vanskeligt at få trukket forhuden frem på plads
Efterhånden vil penishovedet også hæve op
Til at begynde med er symptomerne lette. Men efterhånden som penishovedet svulmer op, og afklemningen forværres, kan man få betydelige smerter.
Forsyningen af blod til penishovedet kan høre helt op. Dette kan i værste fald føre til koldbrand, det vil sige vævsdød på grund af manglende tilførsel af blod.
Hvilke symptomer skal du være særligt opmærksom på?
Hvis det generelt er vanskeligt at føre forhuden frem over penishovedet, skal man være meget omhyggelig med altid at få forhuden på plads, når den har været trukket tilbage.
Hvordan stilles diagnosen?
Forhuden kan ikke trækkes på plads på grund af hævelse af penishovedet.
Der er smerter, og typisk er forhuden hævet og stor.
Hvorfor får man paraphimosis?
Flere tilstande kan øge risikoen for paraphimosis, særligt snæver forhud (phimosis) og kronisk infektion/inflammation af penishovedet eller forhuden.
Hvis forhuden generelt er snæver, men alligevel kan trækkes tilbage over penishovedet, kan blodet pga. stramningen hobes op i penishovedet. Herved bliver det endnu sværere at trække forhuden tilbage, og man er inde i en ond cirkel.
Er paraphimosis arveligt?
Tilstanden er ikke arvelig.
Hvordan behandler man paraphimosis?
Paraphimosis skal behandles akut for at lindre smerter og undgå koldbrand. Man bør søge læge for dette.
I den tidlige fase kan man dog selv prøve at:
Klemme fast omkring forhuden for at få hævelsen væk
Brug tommelfingrene til at presse mod penishovedet, træk langsomt forhuden fremover penishovedet med de øvrige fingre. Brug evt. et stykke stof for lettere at kunne trække forhuden frem, da forhuden så ikke så let glider mellem dine fingre
Hos lægen
Lægen kan bruge lokalbedøvelse før behandlingen. Hvis behandlingen mislykkes, skal der foretages et lille kirurgisk indgreb. Ved indgrebet spaltes det stramme sted af forhuden, så den kan komme på plads. I nogle tilfælde kan man også vælge at fjerne forhuden.
Hvordan undgår jeg at få eller forværre paraphimosis?
Vær altid omhyggelig med at få forhuden på plads over penishovedet.
Hvornår skal jeg søge hjælp?
Hvis forhuden, efter at have være trukket tilbage, ikke kan trækkes frem på plads igen, og der kommer smerter og hævelse af forhuden.
I den tidlige fase kan man selv prøve at klemme fast omkring forhuden for at få hævelsen væk: Brug tommelfingrene til at presse mod penishovedet, træk forhuden langsomt fremover penishovedet med de øvrige fingre.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Paraphimosis er for mange en tilstand som kan opstå igen. Hvis det er tilfældet, eller man har haft en alvorlig hændelse med paraphimosis, vil lægen anbefale, at man får fjernet forhuden. Det er et enkelt indgreb, som foregår i lokalbedøvelse. Indgrebet kræver ikke, at man skal indlægges på sygehus.
Er paraphimosis farligt?
Det er kun i tilfælde, som ubehandlet står på i lang tid, at man risikerer koldbrand af penishovedet. Behandling i tide vil straks kunne sikre, at der ikke opstår koldbrand.
Hvor udbredt/hyppig er paraphimosis?
Paraphimosis er ingen usædvanlig tilstand. Den forekommer hyppigst blandt drenge og ældre mænd.
Kan jeg få paraphimosis mere end én gang?
Paraphimosis er for mange en tilstand, som kan opstå igen. Hvis det er tilfældet, eller man har haft en alvorlig tilfælde af paraphimosis, vil lægen anbefale, at man får fjernet forhuden. Det er et enkelt indgreb, som foregår i lokalbedøvelse. Indgrebet kræver ikke, at man skal indlægges på sygehus.
Hvilke faktorer øger risikoen for paraphimosis?
Man er ekstra udsat for paraphimosis, hvis man har:
Snæver forhud
Høj alder
Indlagt urinkateter
Hvad kan paraphimosis føre til?
Den snævre forhud forhindrer, at blodet strømmer tilbage fra penishovedet og dele af penisskaftet. Dermed ophobes der blod i penishovedet, hvilket medfører hævelse. Gennemstrømningen af blod hæmmes. Hvis gennemstrømningen af blod ikke genoprettes hurtigt, vil der kunne opstå mangel på ilt og i værste fald koldbrand i penishovedet.