Et varicocele består af udvidede blodkar (vener) i pungen
Tilstanden skyldes næsten altid dårlige veneklapper, ligesom hos personer med åreknuder på benene
Det er helt ufarligt, men kan give tyngdefornemmelse, og i sjældne tilfælde genere pga. den øgede fylde i pungen
Der er fundet en sammenhæng mellem varicocele og risikoen for nedsat sædkvalitet
Det er sjældent nødvendigt at behandle et varicocele. Hvis det er nødvendigt at behandle, så består behandlingen i at overskære blodårerne ovenfor varicocelet
Hvad er varicocele?
Et varicocele kaldes på dansk for årebrok og består af åreknuder/udvidede blodkar (vener) fra mandens testikler. Vener er de blodkar, som modsat pulsårerne, fører blod tilbage til hjertet. I langt de fleste tilfælde er der tale om en defekt i de veneklapper, som har til opgave at hindre blodet i at løbe baglæns i testikelvenen.
Tilstanden opstår typisk i puberteten. Årebrokket kan opstå på begge sider af pungen, men ses langt hyppigst på venstre side.
Årebrok (varicocele)
Hvad er symptomerne på varicocele?
Et varicocele findes i forskellige sværhedsgrader og giver som regel ingen, eller kun meget få symptomer, fx tyngdefornemmelse eller ømhed i pungen.
Der kan dannes en hævelse i pungen, når man står op eller sidder. Hævelsen forsvinder oftest igen i liggende stilling, når blodet tilbageløb lettes.
I 9 ud af 10 tilfælde opstår varicocelet i venstre side af pungen. Hævelsen er beskrevet som "en pose orm" på grund af de snoede udvidede blodkar.
Varicocelet består af blodfyldte kar, som kan få temperaturen i pungen til at stige. Dette kan påvirke modningen af sædcellerne og dermed medføre nedsat frugtbarhed, og i værste fald sterilitet. Et varicocele kan derfor, afhængig af sværhedsgraden, i nogle tilfælde påvirke mandens frugtbarhed.
Man bliver ikke steril, så længe blot en af testiklerne fungerer normalt.
Hvilke symptomer skal du være særligt opmærksom på?
Fylde af pungen specielt i oprejst stilling, hvilket kan medføre tyngdefornemmelse, men meget sjældent giver smerter.
Hvordan stilles diagnosen?
Lægen undersøger pungen, mens patienten er i oprejst og liggende stilling. Hvis lægen er i tvivl om diagnosen, vil en ultralydsskanning af pungen med sikkerhed kunne fastslå diagnosen, og eventuel anden sygdom i pungen.
Hvorfor får man varicocele?
Der er ikke nogen sikker forklaring på, hvorfor funktionen af veneklapperne aftager. I stående stilling skal blodet, fra bl.a. testiklerne, løbe opad mod hjertet, og veneklapperne skal derfor fungere som hylder mellem hjerteslagene. Når veneklapperne ikke fungerer, ophobes blodet i venen og samler sig i dette tilfælde i pungen.
I liggende stilling løber blodet let tilbage til hjertet, men i oprejst stilling dannes varicocelet. I liggende stilling forsvinder trykket fra blodsøjlen, og varicocelet tømmes atter. Dette er helt samme årsagsmekanisme som ved åreknuder på benene.
I meget sjældne tilfælde kan tilstanden skyldes, at venen fra testiklen klemmes sammen af fx en svulst i nyren. Sådanne varicoceler opstår næsten altid senere i livet og meget sjældent i puberteten.
Er varicocele arveligt?
Varicoceler kan være mere hyppigt i nogle familier end andre, ligesom det er tilfældet for åreknuder på benene.
Hvordan behandler man varicocele?
Varicocelet er ufarligt. De fleste har ingen eller få gener, og kun få bliver sterile. Tilstanden behandles kun, hvis man har væsentlige gener.
Det er omdiskuteret, om man kan bedre befrugtningsevnen ved at fjerne et eksisterende varicocele. Der findes desuden en række andre måder at håndtere en nedsat befrugtningsevne på.
Det anbefales at undlade behandling af varicocele hos ufrugtbare mænd, der har normal sædanalyse.
Kirurgisk overskæring og lukning af venen vil som regel fjerne varicocelet. Operationen kan udføres på flere måder. Der er et relativt lille indgreb, men må dog som oftest foretages i fuld bedøvelse.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Et varicocele er ufarligt, og udsigterne på længere sigt er derfor gode.
Hvor udbredt/hyppig er varicocele?
Varicocele forekommer meget hyppigt. 10-20 % af alle mænd udvikler tilstanden.