Sædprøve

Michael Borre

speciallæge

Fakta

  • En sædprøve består af den udtømte sædvæske, som regel produceret ved onani (masturbation)
  • Sædprøvens størrelse måles, undersøges for kemiske indholdsstoffer samt antallet og udseendet af sædceller

Hvad er en sædprøve?

Analyse af en sædprøve kan give information om produktion og transport af sædceller (spermier) og kan påvise faktorer med negativ effekt på spermiefunktionen.

Der er sammenhæng mellem forskellige målbare egenskaber ved sæden og sandsynligheden for befrugtning. Men resultaterne fra sædanalysen kan ikke altid forudsige en mands evne til at få børn.

Hvordan dannes sædceller?

Bækken - tværsnit af blære, prostata, pungen og urinveje

Dannelsen af sædceller er reguleret af hormoner. Vækstfaktorer produceret lokalt i testiklen er vigtige i reguleringen af sædcellernes dannelse (spermatogenesen).

Det tager omtrent 75 dage for en sædcelle at udvikles i testiklen. Modningsprocessen i bitestiklen tager yderligere to uger. I de sidste tre uger af spermatogenesen er cellerne meget følsomme for udsving i temperatur, og f.eks. febertilstande kan derfor påvirke processen negativt.

Spermiedannelsen kan også påvirkes af forskellige sygdomme, miljø- og livsstilsfaktorer og bestemte typer medicin.

Hvornår er det aktuelt at afgive en sædprøve?

  • Analyse af en sædprøve bliver først og fremmest brugt i forbindelse med undersøgelse for ufrivillig barnløshed
  • Desuden analyserer man en sædprøve efter sterilisering for at kontrollere resultatet af operationen
  • Nogle gange analyserer man sædprøver i forbindelse med undersøgelse af arbejds-, miljø- eller behandlingseffekter

Om sæden

Ca. to tredjedele af sæden består normalt af sekret fra sædblærerne, mens en tredjedel er sekret fra blærehalskirtlen, prostata. Sædcellerne, væske fra testiklen og kirtler langs urinrøret udgør kun nogle få procent.

Sædudtømning kaldes ejakulation. Det er en trinvis proces, hvor sædcellerne først tømmes ud sammen med prostatasekretet. Efterfølgende tømmes sædblærernes sekret sammen med sædcellerne.

De sædceller, som kommer sammen med sekretet fra prostata, har større bevægelighed og overlevelse end de, som kommer med sekretet fra sædblærerne.

Hvordan udføres en sædprøve?

Prøven produceres ved onani og skal herefter opbevares mørkt og lunt. Sædprøven må højst være en time gammel, når den indleveres og laves normalt på stedet for analyse.

Man anbefaler, at det minimum er 48 timer siden, der sidst har været sædafgang. Analysen bør udføres ved et laboratorium, som bruger standardiserede metoder. Ved sædanalysen vurderer man:

  • Sædmængden
  • Sædkonsistens og sædudseende
  • Antal sædceller
  • Antal (%) af levende sædceller
  • Sædcellernes bevægelighed, levedygtighed og udseende
  • Sædens surhedsgrad (pH)
  • Antistoffer

Vurdering af prøven

Sædanalysen bør udføres tidligt i undersøgelsen for ufrivillig barnløshed. Prøvesvaret kan være vanskeligt at tolke og giver ikke altid et entydigt svar på en mands evne til at få børn.

Da endemålet er graviditet og fødsel af et rask barn, bør undersøgelsen af parret ses som én fælles udredning, hvor man altid skal tage kvindens alder i betragtning.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Michael Borre

overlæge, professor dr.med., ph.d., Urinvejskirurgi, Aarhus Universitetshospital

Hans Christian Kjeldsen

ph.d., praktiserende læge, Grenå

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen