Autoimmun hepatitis er en kronisk inflammatorisk leversygdom, kronisk hepatitis.
Sygdommen er kendetegnet ved betændelsesforandringer i leverens væv, og at der i blodprøverne ses forhøjede levertal. Årsagen til sygdommen er ukendt.
Tilstanden blev første gang beskrevet omkring 1950. Den er hyppigst hos kvinder.
Selv om mange forskellige navne er sat på tilstanden, er "autoimmun hepatitis" den mest anvendte betegnelse.
For at stille diagnosen må andre leversygdomme udelukkes som årsag til de unormale blodprøvesvar. Det gælder f.eks. sygdomme som kronisk virushepatitis, alfa-1-antitrypsinmangel, Wilsons sygdom, hereditær hæmokromatose, medikamentinduceret leversygdom, non-alkoholisk steatohepatitis, primær skleroserende kolangitis og primær biliær kolangitis.
Autoimmun hepatitis er en af tre autoimmune leversygdomme. De andre to er primær biliær kolangitis (PBC) og primær skleroserende kolangitis (PSC).
Autoimmun hepatitis kan forekomme samtidig med PBC eller PSC, og man taler i sådanne tilfælde om en overlapstilstand.
Ved en almindeligelig undersøgelse hos lægen kan alt synes normalt - men i nogle tilfælde findes forstørret lever. Ligeledes kan der tilstøde gulsot, og man kan føle sig syg, være mere træt end normalt og have nedsat appetit.
Hvis andre leversygdomme er udelukket som årsag til de unormale laboratoriefund/prøver, kan lægen - ofte med en vævsprøve fra leveren - stille diagnosen autoimmun hepatitis.
Sygdommen kan vise sig på flere måder, og forløbet kan være præget af vekslen mellem høj og lav aktivitet i sygdommen. Nogle mærker meget lidt til sygdommen. Andre udvikler leversvigt.
Symptomerne kan omfatte
Dette er symptomer, som imidlertid også kan ses ved en lang række andre sygdomme. De vil derfor sjældent kunne give mistanke om autoimmun hepatitis alene.
Det er også almindeligt, at leddene kan blive ømme ved aktivitet i autoimmun hepatitis.
Hvis sygdommen begynder med en akut, alvorlig episode er det mest sandsynligt, at sygdommen allerede har været til stede i kroppen i et stykke tid, uden at man har mærket det.
I nogle tilfælde opdages sygdommen først, når komplikationerne til sygdommen viser sig, f.eks. som skrumpelever. Hos nogle kan sygdommen vise sig under eller lige efter en graviditet.
Hvis din læge mistænker, at du har denne sygdom, vil du blive henvist til en specialist i tarm- og leversygdomme med henblik på videre undersøgelser og behandling.
Blodprøver er som regel ikke nok til at stille diagnosen. Man må ofte udtage en vævsprøve fra leveren (en leverbiopsi). Fund ved denne vævsprøve kan være karakteristiske for autoimmun hepatitis, men nogle gange kan det være umuligt at skelne med sikkerhed fra andre kroniske hepatitis-tilstande. Vævsprøven kan også vise, om der er tegn på en overlapstilstand med PSC eller PBC.
Dette er en sjælden sygdom med ca. 100 nye tilfælde om året i Danmark. Den rammer oftest kvinder (75 %). Diagnosen stilles typisk inden 20-årsalderen eller efter kvindens overgangsalder.
Man ved ikke, hvorfor nogle mennesker rammes af denne tilstand. Man tror, at det er en kombination af medfødte (genetiske) anlæg og miljøfaktorer, der tilsammen udløser sygdommen. Virus og medicin er foreslåede som sådanne miljøfaktorer.
Autoimmun hepatitis smitter ikke.
Der er en let øget risiko for at få autoimmune sygdomme, herunder autoimmun hepatitis, hvis ens forældre har autoimmun sygdom, men den absolutte risiko er fortsat lille.
Der findes ikke en genetisk test, som anbefales til undersøgelse af slægtninge til personer med autoimmun hepatitis.
Autoimmun hepatitis kan føre til skrumpelever (cirrose) og leversvigt. Behandling kan forhindre eller bremse denne udvikling.
Sværhedsgraden af sygdommen kan være forskellig, og behandlingen tilpasses sværhedsgraden. Lægerne skal også tage hensyn til patientens alder.
Hovedbehandlingen består som regel af en kombination af binyrebarkhormon (prednisolon) og lægemidlet azathioprin, der begge dæmper immunsystemet. De fleste har behov for behandling i mange år, op til livslang behandling for at undgå tilbagefald.
Behandlingen kan give bivirkninger som ved anden behandling med binyrebarkhormoner, men kan oftest kontrolleres ved at stræbe efter at give den mindst mulige dosis af binyrebarkhormon.
Målet med behandlingen er at få sygdommen til at blive inaktiv og dermed undgå, at man udvikler skrumpelever. De fleste oplever, at sygdommen kommer under kontrol i løbet af de første 18 måneder af behandlingen. 80 % oplever dog, at sygdommen bluser op igen i løbet af de første 3 år. Når sygdommen er under kontrol, vil de fleste have gavn af fortsat behandling med azathioprin.
Hvis der ikke kan opnås kontrol over sygdommens aktivitet med prednisolon og/eller azathioprin, eller man ikke kan tåle disse præparater, er der andre lægemidler, der kan anvendes (mycophenolatmofetil, tacrolimus og everolimus).
Sygdommen vil hos en mindre del af patienterne medføre så betydende skade på leveren, at en levertransplantation bliver nødvendig.
Der er ikke noget, som du selv kan gøre for at undgå en autoimmun sygdom.
Har du fået konstateret autoimmun hepatitis, skal du følges og behandles af speciallæge på et hospital. Går du i et kontrolforløb og får tiltagende følelse af sygdomsaktivitet på den ene eller anden måde, f.eks. øget træthed, aftagende appetit, gulfarvning i øjnene, skal du kontakte din speciallæge.
Autoimmun hepatitis er en kronisk sygdom, hvor aktiviteten i sygdommen ofte kan være svingende - med gode og dårlige perioder.
Tilstanden kan med tiden give skrumpelever eller mere sjældent kræft i leveren (primært hepatocellulært karcinom). Ved de ambulante kontrolbesøg vil der blive holdt øje med begyndende tegn på disse komplikationer.
Hos nogle personer kan sygdommen bringes helt i ro i en lang periode (år). Her kan ophør med behandlingen overvejes. Hvis man beslutter at ophøre med behandlingen, er det vigtigt med tæt opfølgning og blodprøvekontrol. På den måde kan behandlingen straks genoptages, hvis sygdommen blusser op igen.
Nogle tilfælde af autoimmun hepatitis opdages først, når der er udviklet skrumpelever. Her må man formode, at sygdommen har været til stede i en længere periode (år) uden at være blevet diagnosticeret. I andre sjældnere tilfælde har sygdommens udvikling et hurtigt forløb over måneder, hvor man kan se en form for akut leversvigt.
Ca. 15 % af personer med autoimmun hepatitis vil inden for 10 år fra diagnosen er stillet enten have brug for levertransplantation eller være døde af leversygdommen. Risikoen for den enkelte patient påvirkes dog af flere faktorer, herunder
Autoimmun hepatitis er en relativt sjælden sygdom med knapt 20 nye tilfælde per år per million indbyggere i Danmark. Kvinder bliver ramt ca. 3 gange hyppigere end mænd.
Der er ca. 1200 personer med autoimmun hepatitis i Danmark. Sygdommen forekommer i alle aldre, hos børn såvel som voksne. Det mest almindelige tidspunkt sygdommen opstår er dog lige efter 50-årsalderen.
Når man har autoimmun hepatitis, vil der være vekslen mellem perioder med opblussen og perioder, hvor der er ro i sygdommen. Tendensen til opblussen er fortsat til stede, selvom sygdommen behandles. Det er derfor, man oftest vælger at behandle gennem mange år, også efter at levertallene har normaliseret sig.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
