Hvad er hepatitis C?
Hepatitis betyder betændelse i leveren. Forskellige virus kan forårsage hepatitis, blandt andet A, B, C, D og E.
Hepatitis C-virus (HCV) er en af de hyppigste årsager til kronisk leversygdom.
Den hyppigste smittemåde er via blod. Omkring to tredjedele af personerne med hepatitis C er blevet smittet ved at sprøjte stoffer direkte ind i en blodåre.
Man skelner mellem 6 forskellige undertyper (genotyper) af hepatitis C-virus: Genotyperne 1, 2, 3, 4 ,5 og 6. I Danmark er genotype 1 og 3 omtrent lige hyppige og udgør tilsammen mere end 90%.
Hvad kan du selv gøre?
For at forebygge, at du bliver smittet med hepatitis C, bør du:
Undgå fælles brug af sprøjter og kanyler, samt andet "værktøj"
Bruge kondom ved seksuel aktivitet, hvis du har skiftende partnere
Hvis du har hepatitis C, gælder følgende:
Der er ikke grundlag for at give hepatitis C positive personer restriktioner i levemåde. Du bør dog som nævnt undgå at dele sprøjter osv. med andre, og du må ikke være bloddonor
Seksualpartner bør undersøges ved påvist smitte
Hvem får tilbud om behandling?
Hensigten med behandling er at stoppe betændelsesprocessen i leveren. Derved forebygger du, at der udvikles skrumpelever (cirrose) og andre komplikationer.
Forudsætning for behandling er, at der er påvist virus (HCV-RNA) i blodet, samt at der ikke er sygdomme eller tilstande, som gør, at du ikke kan tåle hepatitis C-behandlingen. Det er imidlertid meget sjældent.
Behandlingen er blevet tiltagende enkel, men det er vigtigt, at du er motiveret for behandling. Behandlingen udleveres gratis fra de behandlende specialafdelinger.
Hvilken medicin anvender man?
I dag anvendes stort set kun behandling med tabletter (direct acting antivirals - forkortet DAAs). Behandlingen er altid en kombination af 2 eller flere stoffer, og den er generelt meget effektiv og uden nævneværdige bivirkninger.
I dag anbefales det, at personer med hepatitis C behandles i 8-12 uger og nogle gange, men sjældent, i 24 uger.
Hvor godt virker behandlingen?
Godt 95% af de behandlede bliver fri for virus efter kombinationsbehandling i 12 uger.
Hvis du ikke har skrumpelever (cirrose) før start af behandling, betyder det at blive virusfri 12 uger efter endt behandling, at du bliver helt rask. Leveren vil efterhånden hele op, og kontroller ved sygehuset kan afsluttes.
Har du derimod skrumpelever (cirrose) ved starten af behandlingen, skal du fortsætte kontrol med ultralydsundersøgelse af leveren på grund af den - om end lille - risiko for leverkræft (hepatocellulært carcinom - HCC).
Hvem får normalt ikke behandling?
Alle patienter med hepatitis C tilbydes i dag behandling.
Der er ikke erfaringer med behandling af gravide.
Hvilke bivirkninger kan behandlingen give?
Behandling med DAAs giver meget få bivirkninger. Fra de mange behandlingsstudier med DAAs ses, at mindre end 5% får sværere bivirkninger og mindre end 2% må ophøre med behandlingen på grund af bivirkninger.
Typiske bivirkninger er hovedpine, søvnløshed og symptomer fra mavetarm-kanalen.
Opfølgning
Opfølgning med blodprøver er vigtig for at sikre, at du er blevet virusfri efter endt behandling. Desuden vil man også undersøge for eventuel arvævsdannelse i leveren - typisk ved en såkaldt fibroscanning. Denne undersøgelse kan vise, om der er arvæv (fibrose) eller egentlig skrumpelever (cirrose) og vil være udslagsgivende for, om der er behov for yderligere opfølgning efterfølgende.
Vil du vide mere?
Du kan læse mere om emnet i Patienthåndbogen: