Forstoppelse får du typisk ved for lavt indtag af kostfibre og væske
Manglende motion eller hektisk livsstil kan føre til forstoppelse
Visse sygdomme eller medicin kan føre til forstoppelse
Hvad kan du selv gøre?
Spis mange kostfibre fra grøntsager og fuldkornsprodukter
Drik mindst 1,5 liter væske dagligt
Dyrk motion dagligt
Forstoppelse - hvad skyldes det?
Forstoppelse (obstipation) kan opstå hos mennesker i alle aldre. Årsagen kan være:
Inaktivitet
Lavt indtag af kostfibre
For lidt væske
Hvis du i længere tid ignorerer din trang til at gå på toilettet
En hektisk livsstil, med fx meget stress, kan forværre forstoppelse
Nogle typer medicin og visse sygdomme kan forårsage forstoppelse
Hvis du har mistænke om, at din forstoppelse skyldes medicinforbrug eller sygdom, vil det være en god idé at tale med din læge om hjælp til at få styr på mavens funktion.
Kostfibre regulerer mavefunktionen
Kostfibre har en særlig evne til at holde gang i mavefunktionen. I tyktarmen bidrager kostfibre til at opretholde en god bakterieflora, forkorte passagetiden gennem tyk- og endetarm, samt øge volumen af tarmindholdet. På denne måde påvirker kostfibre både afføringshyppighed og konsistens.
Kostfibre binder væske i tarmen og gør, at tarmindholdet både bliver blødere, og får et større volumen. Det kræver væske, og det er derfor vigtigt at drikke nok hver dag.
Der findes flere typer kostfibre i maden. De forskellige kostfibre bidrager med varierende effekt på afføringen. Kostfibre fra fuldkornsprodukter er de mest effektive mod forstoppelse.
Hvad kan du selv gøre?
Grøntsager i kurv. Spis mange kostfibre og drik mindst 1½ liter vand hver dag.
Det anbefales, at du spiser:
Mindst 90 gram fuldkorn dagligt (fx havregryn, rugbrød, fuldkornsknækbrød og fuldkornspasta)
Mindst 600 gram frugt og grønt dagligt
Størstedelen bør være grøntsager
Mindst halvdelen af grøntsagerne bør være grove grøntsager (fx rodfrugter, broccoli, kål og bønner)
Gå efter Nøglehulsmærket og Fuldkornslogoet, når du handler brød og kornprodukter såsom rugbrød, boller, knækbrød, morgenmadsprodukter, mysli og mel.
Nøglehulsmærket og Fuldkornslogoet viser, at fødevarerne blandt andet har det anbefalede indhold af kostfibre.
Nøglehulslogo
FuldkornsmærketNår du øger dit indtag af kostfibre, kan det i starten give luftgener og ubehag, da det kræver tilvænning af kroppen. Du kan vælge at øge din mængde af kostfibre gradvis i takt med at kroppen vænner sig til at omsætte dem.
Det er meget vigtigt, at du drikker rigeligt væske hver dag. Kostfibrene opsuger væske.
Får du ikke kostfibre nok gennem kosten, kan du eventuelt supplere din kost med loppefrøskaller (kosttilskud). Tal eventuelt med din læge eller kliniske diætist om det.
Spis hyppige måltider
Når du spiser og drikker, så øger du bevægelserne i dine tarme (de peristaltiske bevægelser). Hyppige måltider vil stimulere tarmen til at arbejde flere gange dagligt.
Spis derfor gerne 3 hovedmåltider og 2-3 mellemmåltider dagligt, hvis du døjer med forstoppelse.
Vær i bevægelse og dyrk motion
Bevægelse er vigtigt for en velfungerende mave. Bevægelse og motion stimulerer tarmens peristaltiske bevægelser.
Bevæg dig mindst 30 minutter hver dag. Gode eksempler til daglig motion kan være at gå 10.000 skridt eller at tage cyklen i stedet for bilen.
Hav gode afføringsvaner
Det er vigtigt gå på toilettet, når trangen melder sig. Trangen til at gå på toilettet må du ikke undertrykke. Giv dig god tid til toiletbesøg.
En god teknik kan hjælpe:
Sid midt på toilettet, med let svaj i ryggen (så halebenet bliver skubbet tilbage)
Læn dig fremover og tag en dyb indånding, før du presser.
Er toilettet højt i forhold til længden på dine ben, kan du benytte en skammel under fødderne
Tal eventuelt med din læge, hvis du har brug for ekstra hjælp til at komme af med din afføring. Lægen kan anbefale afføringsmidler.
Andre faktorer med betydning for mavefunktionen
Kaffe kan virke afførende. Kaffe må gerne indgå i en sund og varieret kost. Drik gerne nogle kopper kaffe dagligt, hvis det kan sætte gang i maven.
Yderligere hjælp
Kontakt din læge, hvis du gennem længere tid har levet op til ovenstående råd, men stadig har problemer med din mave. Sommetider er det nødvendigt at behandle forstoppelse medicinsk.