Wilms svulst

Michael Borre

speciallæge

Fakta

  • Wilms tumor er en nyrekræftsygdom
  • Sygdommen rammer næsten udelukkende børn i 2-4 års alderen
  • I 95 % af tilfældene findes svulsten kun på den ene side
  • Sygdommen viser sig ofte først som en udbuling i maven
  • Behandlingen består af:
    • Operation hvor man fjerner den syge nyre
    • Kemoterapi
    • Strålebehandling i sjældne tilfælde
  • Chancen for helbredelse er generelt rigtig stor. Over 90 % helbredes, hvis den ikke har spredt sig

Hvad er Wilms tumor?

Wilms tumor er en kræftsygdom, som udgår fra nyren hos mindre børn.

Wilms svulst

Hvad er symptomerne på Wilms tumor?

  • Tumoren bliver som regel opdaget tilfældigt, fordi barnet udvikler en bule i maven
  • Barnet kan få smerter i maven. I mange tilfælde får barnet feber og trives dårligt
  • Der kan i sjældne tilfælde være blod i urinen

Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?

Symptomerne kan være dårlig trivsel og en uforklaret bule i maven.

Hvordan stilles diagnosen Wilms tumor?

Lægen får mistanke om Wilms svulst, hvis der er en typisk sygehistorie og samtidig mærkes en bule ved undersøgelse af maven. Diagnosen bliver stillet ved hjælp af:

Hvorfor får et barn Wilms tumor?

Årsagen til Wilms tumor er ukendt, men ses ofte i forbindelse med sjældne syndromer. Man mener, at sygdommen har forbindelse med en forstyrrelse i arveanlægget i et gen på kromosom 11, som koder for et protein til kontrol af vækstfaktor IGF-2.

Er Wilms tumor arveligt?

Selvom Wilms tumor har forbindelse med en forstyrrelse i arveanlægget (kromosom 11), så opstår sygdommen oftest tilfældigt.

Sygdommen kan dog forekomme hyppigere i nogle familier, og her typisk med samtidige misdannelser i urinvejene, øjet (manglende regnbuehinde) eller nedsat intelligens.

I en familie med et tilfælde af Wilms tumor bør søskende i den udsatte alder (2-4 år) have maven undersøgt for den karakteristiske bule. De bør også vurderes af lægen med henblik på, om der er behov for flere undersøgelser.

Hvordan behandler man Wilms tumor?

Ved operation fjernes den syge nyre. Som regel behandles barnet også med kemoterapi for at sikre sig mod evt. spredte kræftceller.

Hvis sygdommen har bredt sig, så kan barnet tilbydes strålebehandling.

Hvad kan jeg selv gøre?

Wilms svulst er en meget sjælden sygdom. Derfor skal man som forældre ikke tænke på kræft som det første, hvis et barn har en bule på maven.

Men hvis bulen vokser, eller der er blod i urinen, uforklarlige perioder med feber og dårlig trivsel, så skal barnet undersøges hos lægen. 

Hvornår skal jeg søge hjælp?

Hvis et barn får en blivende bule i maven eller blod i urinen, uforklarlige perioder med feber og dårlig trivsel, så skal barnet undersøges af egen læge. Udsigten for helbredelse er afhængig af, hvor udbredt sygdommen er.

Hvornår behandler man Wilms tumor?

Behandlingen vil blive startet op så hurtigt som muligt efter, at diagnosen er stillet. 

Hvordan udvikler sygdommen sig?

Den videre udvikling af sygdommen afhænger af, hvor udbredt den er ved behandlingens start. Hvis den ikke har spredt sig, så bliver over 90 % helbredt.

Der kan opstå senfølger efter strålebehandling, hvor der dannes bindevæv i hud og tarm.

Hvor udbredt/hyppig er Wilms tumor?

  • Tilstanden er sjælden og findes kun hos ca. 1 ud af 100.000 børn
  • I Danmark ses under 10 nye tilfælde om året
  • Det er typisk børn i 2-4 års alderen, som bliver ramt af sygdommen
  • I 95 % af tilfældene findes svulsten kun på den ene side
  • Svulsten kan optræde med øget forekomst hos en familie, og er da forbundet med forandringer i urinvejene, mental retardering og forandringer i øjnene
  • Wilms svulst udgør ca. 5 % af alle kræftsygdomme i barneårene

Kan jeg få Wilms tumor mere end én gang?

Da kræftsygdommen i sjældne tilfælde kan komme tilbage, skal barnet følges på hospitalet i 10 år efter endt behandling.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Michael Borre

overlæge, professor dr.med., ph.d., Urinvejskirurgi, Aarhus Universitetshospital

Hans Christian Kjeldsen

ph.d., praktiserende læge, Grenå

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen