Hvad er blæresten?
Blæresten (cystolithiasis) dannes ved udfældning af salte og dannelse af konkrementer/sten i blæren. Her bliver de typisk liggende og kan blive opholdssted for urinvejsbakterier.
Nogle personer har enkelte blæresten, mens andre har samlet en lille "grusgrav". Tilsvarende kan stenene variere fra sprøde til meget hårde, som kun med besvær kan knuses med instrumenter. Formen varierer fra elliptiske til runde eller kantede.
Stenene kan ligge frit i blæren eller sidde fast på blærens væg.
Hvad er symptomerne på blæresten?
Blæresten behøver ikke give symptomer. Men de fleste med blæresten vil have:
- Smerter over blæren
- Ubehag når de lader vandet (tisser)
- Blod i urinen
- Varierende kraft på urinstrømmen som pludselig helt kan stoppe, hvis en sten lægger sig i blærens udløb
- Besvær med at igangsætte vandladningen
- Stærk trang til vandladning
- Natlige vandladninger
- Smerter som stråler til spidsen af penis
- Hyppig blærebetændelse
Hvilke symptomer skal du være særligt opmærksom på?
Blod i urinen og hyppig blærebetændelse. Begge tilstande kræver yderligere undersøgelser.
Hvordan stilles diagnosen?
Lægen vil mistænke blæresten på symptombilledet. Undersøgelse af urinen kan vise spor af blod og/eller betændelse.
Til at påvise blæresten udføres man typisk en billeddiagnostisk undersøgelse:
- Almindelig røntgen kan vise nogle sten (de såkaldt "røntgentætte" sten)
- Blæresten vil afsløres ved en ultralydsundersøgelse eller
- CT-skanning
Med en blærekikkert kan urinvejskirurgen se ind i blæren (cystoskopi) og her se stenene, deres antal, størrelse og placering.
Hvorfor får man blæresten?
Blæresten dannes ved såkaldt udfældning af urinens opløste salte. Blæresten skyldes i modsætning til nyresten som hovedregel et dårligt afløb fra og tømning af blæren.
Hos mænd skyldes afløbshindringen oftest en forstørret prostata, som klemmer omkring urinrøret. Over 90 % af alle tilfælde med blæresten forekommer af samme grund hos mænd.
Er blæresten arveligt?
Blæresten er i modsætning til nyresten ikke arveligt.
Hvordan behandler man blæresten?
Smertestillende og antibiotika kan i perioder være nødvendigt. Grundlæggende bør blæresten dog fjernes sammen med årsagen til, at stenen bliver dannet. Derfor vil mange af patienterne få "skrællet" prostata ved samme lejlighed, således at afløbet bedres, og man forebygger, at der dannes nye sten.
Kirurgisk findes der to alternative behandlinger:
- Gennem et cystoskop (blærekikkert) fattes og knuses stenene med en tang eller en energikilde, som føres ind gennem kikkerten. Stenstumperne skylles ud gennem kikkerten. Energikilden kan være mekanisk, elektrisk eller en laserstråle. Skyldes stenen en stærkt forstørret prostata, kan prostatakirtlen evt. opereres (TUR-P/TUI-P) ved samme lejlighed
- Åben kirurgi med opskæring af bugvæggen og blæren. Stenene fjernes da intakte. Til trods for at det er et åbent indgreb, kan det være det mest skånsomme indgreb ved mange eller store sten
Man forebygger blæresten ved at behandle en eventuel årsag.
Komplikationer
En sten kan forbigående kile sig fast i udgangen fra blæren og blokere strømmen af urin. Som regel går dette over af sig selv ved, at stenen tisses ud. Herudover kan der tilstøde rifter i slimhinden og kraftig blødning fra blæren, tilbagevendende tilfælde af blærebetændelse samt smerter over blæren.
Hvordan undgår jeg at få eller forværre blæresten?
Henvend dig til læge ved besværet vandladning.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Hvis man kan fjerne årsagen til dannelse af blæresten, er langtidsudsigterne rigtig gode.
Er blæresten farligt?
Blæresten kan give anledning til hyppige tilfælde af blærebetændelse, men er i sig selv ikke farlige.
Hvor udbredt/hyppig er blæresten?
Blæresten er relativt sjældent forekommende og ses næsten kun som komplikation til dårlig blæretømning.
Vil du vide mere?