Hvad er blæresten?
Blæresten (cystolithiasis) dannes ved udfældning af salte og dannelse af konkrementer/sten i blæren. Her bliver de typisk liggende og kan blive opholdssted for bakterier fra urinvejene.
Nogle personer har enkelte blæresten, mens andre har samlet en lille "grusgrav". Stenene kan variere fra sprøde til meget hårde, som kun med besvær kan knuses med instrumenter. Formen varierer fra elliptiske til runde eller kantede.
Stenene kan ligge frit i blæren eller sidde fast på blærens væg.
Hvad er symptomerne på blæresten?
Blæresten behøver ikke give symptomer. Men de fleste med blæresten vil have:
Smerter over blæren
Ubehag når de lader vandet (tisser)
Blod i urinen
Varierende kraft på urinstrømmen, som pludselig helt kan stoppe, hvis en sten lægger sig i blærens udløb
Besvær med at komme i gang med vandladningen
Stærk trang til vandladning
Natlige vandladninger
Smerter som stråler til spidsen af penis
Hyppig blærebetændelse
Hvilke symptomer skal du være særligt opmærksom på?
Blod i urinen og hyppig blærebetændelse. Begge tilstande kræver yderligere undersøgelser.
Hvordan stilles diagnosen?
Lægen vil mistænke blæresten ud fra symptomerne. Undersøgelse af urinen kan vise spor af blod og/eller betændelse.
Til at påvise blæresten udføres man typisk en billeddiagnostisk undersøgelse:
Almindelig røntgen kan vise nogle sten (de såkaldt "røntgentætte" sten)
Blæresten kan ofte påvises ved ultralyd, men CT-skanning er den mest præcise undersøgelse
Med en blærekikkert kan urinvejskirurgen se ind i blæren (cystoskopi) og her se stenene, deres antal, størrelse og placering.
Hvorfor får man blæresten?
Blæresten dannes ved såkaldt udfældning af urinens opløste salte. Blæresten skyldes i modsætning til nyresten som hovedregel et dårligt afløb fra og tømning af blæren.
Hos mænd skyldes det dårlige afløb fra blæren oftest en forstørret prostata, som klemmer omkring urinrøret. Hos voksne mænd skyldes blæresten oftest dårlig tømning af blæren som følge af forstørret prostata.
Er blæresten arveligt?
Blæresten er i modsætning til nyresten ikke arveligt.
Hvordan behandler man blæresten?
Smertestillende medicin og antibiotika kan i perioder være nødvendigt. Grundlæggende bør blæresten dog fjernes sammen med årsagen til, at stenen bliver dannet.
Hos nogle patienter behandles den forstørrede prostata samtidig. Det gør man for at mindske risikoen for, at der dannes nye sten.
Kirurgisk findes der to alternative behandlinger:
Gennem et cystoskop (blærekikkert) fattes og knuses stenene med en tang eller en energikilde, som føres ind gennem kikkerten. Stenstumperne skylles ud gennem kikkerten. Stenene kan knuses ved hjælp af forskellige energikilder, herunder laser. Skyldes stenen en stærkt forstørret prostata, kan prostatakirtlen evt. opereres (kaldes TUR-P/TUI-P) ved samme lejlighed
Åben kirurgi med opskæring af bugvæggen og blæren. Stenene fjernes da intakte. Til trods for at det er et åbent indgreb, kan det være det mest skånsomme indgreb ved mange eller store sten
Man forebygger blæresten ved at behandle en eventuel årsag.
Komplikationer
En sten kan forbigående kile sig fast i udgangen fra blæren og blokere strømmen af urin. Som regel forsvinder problemet igen, når stenen flytter sig eller fjernes.
Herudover kan der tilstøde rifter i slimhinden og kraftig blødning fra blæren, tilbagevendende tilfælde af blærebetændelse samt smerter over blæren.
Hvordan undgår jeg at få eller forværre blæresten?
Henvend dig til læge, hvis du har besværet vandladning.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Hvis man kan fjerne årsagen til dannelse af blæresten, er langtidsudsigterne rigtig gode.
Er blæresten farligt?
Blæresten er sjældent farlige, men kan give smerter, blødning, tilbagevendende infektioner og problemer med at tømme blæren.
Hvor udbredt/hyppig er blæresten?
Blæresten er relativt sjældent forekommende og ses næsten kun som komplikation til dårlig tømning af blæren.
Vil du vide mere?