Nyrerne sørger normalt for at rense blodet for affaldsstoffer og fjerne overskydende væske fra kroppen. Derudover stimulerer de dannelsen af røde blodlegemer, regulerer blodtrykket, medvirker til at opretholde kalk- og syre/basebalancen og omsætter visse former for medicin.
Nyrerne udgør kun 0,5 procent af kroppens vægt, men filtrerer og renser hvert døgn op til 180 liter væske fra blodet. Langt det meste af væsken returneres til blodet gennem nyrerne. Den resterende væske bliver til urin sammen med affaldsstofferne. Mængden af urin varierer med hvor meget væske, man indtager, men ligger normalt mellem 1 og 2 liter i døgnet.
En person kan som regel klare sig med nedsat funktion af nyrerne i lang tid. Først når nyrefunktionen er nede på 10-15 % af det normale, er der behov for behandling med dialyse.
Dialyse er en metode til at fjerne affaldsstoffer og overskydende væske fra blodet, når nyrerne svigter. Dialyse kan også til en vis grad regulere kalk- og syre/base balancen. Dialysen erstatter altså ikke alle nyrernes funktioner.
Nyresvigt kan være både akut og kronisk, og kan have mange årsager (kronisk nyresvigt, akut nyresvigt). Nyresvigt kan opstå som følge af bl.a. diabetes, højt blodtryk, medfødte misdannelser og sygdomme i nyrerne.
Der er to hovedformer for dialyse: hæmodialyse (bloddialyse) og peritonealdialyse (bughuledialyse).
Ved hæmodialyse løber blodet gennem et filter i en dialysemaskine. Blodet renses, når det passerer gennem dialysefiltret. Syreindholdet og koncentrationen af forskellige salte som kalk og kalium i blodet normaliseres også, hvorefter blodet returneres til kroppen.
Ved peritonealdialyse renses blodet ved, at dialysevæske hældes ind i bughulen. Dialysevæsken optager affaldsstoffer og overskydende væske, normaliserer salte og syreindhold og hentes derefter ud igen. Ved denne metode fungerer bughinden som dialysefilter, og blodet forlader ikke kroppen.
Hæmodialyse kræver adgang til en blodåre, så dialysemaskinen kan hente blodet ud, og efter rensningen give det tilbage til kroppen. Blodet kan komme fra patienten til dialysemaskinen og tilbage igen gennem et dialysekateter (rør) i en af kroppens store blodårer. Blodet kan også komme via en såkaldt arterio-venøs fistel eller en kunstig åre af plastmateriale.
Dialysekateter: Et dialysekateter kan enten være midlertidigt eller permanent. Kateteret placeres i lokalbedøvelse gennem huden ind i en af kroppens store blodårer (vener), enten på halsen eller i lysken. Disse katetre er udsatte for infektioner og kan medføre blodpropper eller forsnævringer i blodåren. Denne form for dialyseadgang er derfor ikke den bedste løsning på længere sigt.
Arterio-venøs fistel: Den bedste og mest holdbare dialyseadgang til personens kredsløb er en såkaldt arterio-venøs fistel. En fistel laves ved en mindre operation, hvor en pulsåre (arterie) kobles til en åre (vene), der fører blodet tilbage til hjertet. De fleste fistler laves på en af patientens arme.
Efter en vellykket fisteloperation løber noget af blodet fra arterien over i venen i stedet for ned i hånden. Venen udvikler sig i løbet af 1-2 måneder, så den bliver større og tykkere.
Når venen er færdigudviklet, kan den bruges til dialyse.
Ved hver dialyse placeres to kanyler i venen. En kanyle bruges til at hente blodet ud og lede det til dialysefiltret. Den anden kanyle bruges til at returnere det rensede blod til patienten. Se tegning af fistler til hæmodialyse.
Kunstig åre af plastmateriale: Hvis det ikke er muligt at anlægge en dialysefistel med brug af patientens egne årer (de kan f.eks. være for små), kan lægen operere en kunstig blodåre ind i armen eller låret. Den kunstige åre kan umiddelbart anvendes til dialyse i modsætning til den arterio-venøse fistel.
Hæmodialyse tager normalt 4 timer per gang og udføres som regel 3 gange om ugen. De fleste patienter bliver behandlet på hospitalet.
Nogle lærer at behandle sig selv med hæmodialyse derhjemme.
På intensivafdelingen bruges ofte daglig hæmodialyse eller behandling 24 timer i døgnet til alvorligt syge patienter med akut nyresvigt.
Peritonealdialyse bruger bughinden som et filter til at rense blodet og fjerne den overskydende væske. Bughinden er en tynd hinde, der omgiver organerne i bughulen.
For at få adgang til bughulen lægger man et blødt silikonekateter ind ved en mindre operation.
Peritonealdialyse kan udføres manuelt eller ved brug af en maskine, der udfører dialysen om natten. Dialysen skal i begge tilfælde udføres hver dag.
Personen trænes op til at udføre behandlingen selv derhjemme. Ved den manuelle metode hældes typisk 2 liter dialysevæske ind i bughulen gennem kateteret. Væsken trækker affaldsstoffer og overskydende væske ud af kroppen og skal normalt skiftes ud 4 gange i løbet dagen og aftenen. Dette tager ca. en halv time per gang. Mange patienter skifter væsken i forbindelse med måltiderne, og før de går i seng om aftenen.
Hvis man bruger en maskine til behandlingen, foregår dialysen i løbet af 8-9 timer, mens patienten sover. På den måde skal man ikke bruge tid på dialysen i løbet af dagen.
Behandling med peritonealdialyse kan du selv udføre. Dette giver større frihed end ved hæmodialyse. Du kan således udføre mange af dine daglige aktiviteter, mens behandlingen foregår. Det kan også være lettere at passe et arbejde, end hvis du skal i hæmodialyse 3 gange om ugen på hospitalet. Peritonealdialyse er også velegnet til børn med kronisk nyresvigt.
Både hæmodialyse og peritonealdialyse kan anvendes til personer med nyresvigt. Der er ingen forskelle i resultaterne af behandlingen mellem de to former for dialyse.
Ved akut nyresvigt vil lægerne på hospitalet vælge den behandling, der passer bedst til den enkelte patient. Ved akut nyresvigt er der ofte en chance for, at nyrerne kan komme til at fungere igen. Behandlingen med dialyse er derfor midlertidig.
Ved kronisk nyresvigt kommer nyrefunktionen ikke igen, men er svært nedsat eller helt forsvundet for altid.
Behandlingen med dialyse skal derfor fortsætte resten af livet, eller til man kan blive nyretransplanteret. Behandlingen kan således komme til at strække sig over mange år.
Patienten og lægen må i fællesskab finde den form for dialyse, der passer bedst til den enkeltes ønsker og livsstil.
Tidligere, større operationer i bughulen kan bevirke, at peritonealdialyse ikke er mulig. Svær åreforkalkning eller svær hjertesygdom kan gøre, at hæmodialyse er teknisk vanskeligt.
Det er bedst, hvis du er godt forberedt på hvilken form for dialyse, du foretrækker, hvis det bliver nødvendigt. Dit valg som patient kan afhænge af dit kendskab til de forskellige former for dialyse, livsstil, daglige aktiviteter, afstand til hospitalet samt din sociale og familiemæssige situation.
Det er også vigtigt at vide, at valget af dialyseform ikke er endeligt. Flere patienter skifter dialyseform undervejs i deres sygdomsforløb.
Dialyse bruges ved akut og kronisk nyresvigt. Formålet med dialyse er at fjerne overskydende væske, salte og affaldsstoffer fra blodet.
Man skal vænne sig til den mere bundne tilværelse og den anderledes hverdag, der følger med at være i behandling med dialyse. Dette gælder for begge former for dialyse.
Ved kronisk nyresvigt, der behandles med dialyse, har mange patienter i begyndelsen normal produktion af urin. Urinproduktionen aftager ofte med tiden og kan helt holde op. Så skal man lære at drikke mindre end tidligere for at undgå, at man ophober væske i kroppen.
Behandling med dialyse giver ikke, hvad der svarer til normal nyrefunktion. Du kan derfor ikke regne med, at dine symptomer som fx kløe og træthed helt forsvinder, når du starter i dialyse.
Du skal også indstille dig på at være i behandling med mange forskellige slags medicin. Det gælder fx blodtryksmedicin, EPO, der holder blodprocenten oppe, og medicin, der regulerer kalk og fosfat i kroppen.
Dialyse er ikke i sig selv farligt, men kan have komplikationer.
Ved hæmodialyse kan der være vanskeligheder med dialysefistlen, eller dialysekatetret kan give anledning til infektioner i blodet.
Ved peritonealdialyse kan der komme infektion i bughulen (bughindebetændelse).
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
