Nyresten - chokbølgebehandling

Michael Borre

speciallæge

Fakta

  • Chokbølgebehandling af nyresten sker gennem huden ved hjælp af lydbølger
  • Lydbølgerne samles i stenen, som knuses af den afsatte energi
  • Behandlingen foregår uden indlæggelse

Hvad er chokbølgebehandling?

Chokbølgebehandling (ESWL) er stenknusning med ultralydstrykbølger. Det er en hyppig og sikker behandling af nyresten i nyrehulrummet og urinlederen (se tegning af nyrer og urinveje).

ESWL udføres på de urinvejskirurgiske afdelinger. ESWL er en forkortelse for Extracorporeal Shock Wave Lithotripsy.

Hvornår udfører man chokbølgebehandling (ESWL)?

I princippet kan sten i alle dele af de øvre urinveje behandles. Den ideelle situation er sten i nyren med en samlet stenmasse på mindre end 2 cm, eller sten i øvre eller nedre del af urinlederen, hvor der i øvrigt er normale forhold.

Trykbølger ledes dårligt gennem luft og knogle. derfor kan sten i visse dele af urinlederen være vanskelige at behandle med ESWL.

Hvornår udfører man ikke chokbølgebehandling (ESWL)?

ESWL kan bl.a. ikke anvendes ved:

  • Graviditet
  • Forsnævret urinleder nedenfor stenen
  • Ubehandlet højt blodtryk
  • Forøget blødningstendens
  • Samtidig urinvejsinfektion

Hvad går metoden ud på?

Trykbølgerne frembringes i en generator - en slags højtaler. Lydbølgerne rettes meget præcis mod nyrestenen. Man bruger røntgen- eller ultralydsapparat til at lokalisere og sigte på stenen. 

Når trykbølgerne rammer en nyresten, vil den overførte energi knuse stenen. Der "skydes" 1-2 gange i sekundet. Ved en standardbehandling afgives samlet flere tusinde "skud".

Hvilke forberedelser er der?

Der findes forskellige typer trykbølgeapparater. Jo kraftigere trykbølgerne er, jo mere smertefuld kan behandlingen opleves. Nogle gange giver man lokalbedøvende creme på huden. I andre tilfælde kan være nødvendigt at give indsprøjtning med beroligende og smertestillende medicin.

Behandlingen varer typisk 30 minutter og udføres uden indlæggelse.

Hvordan forbereder jeg mig?

Der er ingen speciel forberedelse. Man må dog ikke have en ubehandlet urinvejsinfektion.

Hvor god er behandlingen?

Resultatet af behandlingen afhænger af faktorer som:

  • Stenens størrelse
  • Antal sten
  • Stenens beliggenhed
  • Stentype
  • Lokale forhold i nyrer og urinledere

Det er målet, at man gøres helt stenfri indenfor en eller to behandlinger. Tilbageværende sten i nyren, på under 5 mm, anses dog af mange som et acceptabelt resultat. Stenene kan så selv trille ud, mens urinlederen efterfølgende aflastes med et tyndt plastikdræn (et JJ-kateter). 

En tredjedel af patienterne skal have gentagne behandlinger.

Hvilke komplikationer er der ved chokbølgebehandling?

Chokbølgebehandling er den mest skånsomme fysiske behandling for sten i urinvejene. Den vigtigste komplikation er stenrester, der sætter sig fast i urinlederen. Det kan opstå hos op til 5 % af patienterne og eventuelt yderligere kompliceres med nyrebækkenbetændelse.

Færre end 3 % får betydende blødning. Risikoen for komplikationer er større ved store sten, og ved ikke-ideelle tilstande som årsag til indgrebet.

Chokbølgerne kan påvirke nyrernes funktion negativt. En specialist skal derfor vurdere, om der skal udføres gentagne behandlinger hos den enkelte person.

Udfaldet af indgrebet

Resultatet af behandlingen ved små nyresten eller sten i urinlederen kan vurderes efter få uger. Efter behandling kan afgangen af stumper af større sten tage flere måneder. Du skal gå til kontrol og have foretaget røntgenbillede og/eller CT-skanning. 

Vil du vide mere?

Animationer

Illustrationer

Kilder

Fagmedarbejdere

Michael Borre

overlæge, professor dr.med., ph.d., Urinvejskirurgi, Aarhus Universitetshospital

Hans Christian Kjeldsen

ph.d., praktiserende læge, Grenå

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen