Fakta
Chokbølgebehandling af nyresten sker udefra kroppen ved hjælp af fokuserede trykbølger
Lydbølgerne samles i stenen, som knuses af den afsatte energi
Behandlingen foregår uden indlæggelse
Chokbølgebehandling af nyresten sker udefra kroppen ved hjælp af fokuserede trykbølger
Lydbølgerne samles i stenen, som knuses af den afsatte energi
Behandlingen foregår uden indlæggelse
Chokbølgebehandling (også kaldet ESWL) er stenknusning med ultralydstrykbølger. Det er en hyppig og sikker behandling af nyresten i nyrehulrummet og urinlederen (se tegning af nyrer og urinveje).
ESWL udføres på de urinvejskirurgiske afdelinger. ESWL er en forkortelse for Extracorporeal Shock Wave Lithotripsy.
I princippet kan sten i alle dele af de øvre urinveje behandles. Behandlingen egner sig bedst til mindre sten i nyren eller den øvre del af urinlederen.
Valget mellem ESWL og kikkertoperation afhænger blandt andet af stenens størrelse, placering og sammensætning.
Trykbølger ledes dårligt gennem luft og knogle. Derfor kan sten i visse dele af urinlederen være vanskelige at behandle med ESWL.
ESWL kan bl.a. ikke anvendes ved:
Graviditet
Forsnævret urinleder nedenfor stenen
Ubehandlet højt blodtryk
Forøget tendens til blødning
Samtidig infektion i urinvejene
Trykbølgerne frembringes i en generator - en slags højtaler. Lydbølgerne rettes meget præcis mod nyrestenen. Man bruger røntgen - eller ultralydsapparat til at lokalisere og sigte på stenen.
Når trykbølgerne rammer en nyresten, vil den overførte energi knuse stenen. Der afgives typisk 1-2 trykbølger i sekundet. Ved en standardbehandling afgives samlet flere tusinde "skud".
Der findes forskellige typer trykbølgeapparater. Jo kraftigere trykbølgerne er, jo mere smertefuld kan behandlingen opleves.
Nogle gange giver man lokalbedøvende creme på huden. I nogle tilfælde gives smertestillende eller beroligende medicin for at gøre behandlingen mere behagelig.
Behandlingen varer typisk 30 minutter og udføres uden indlæggelse.
Der er ingen speciel forberedelse. Man må dog ikke have en ubehandlet urinvejsinfektion.
Resultatet af behandlingen afhænger af faktorer som:
Stenens størrelse
Antal sten
Stenens beliggenhed
Stentype
Lokale forhold i nyrer og urinledere
Målet er at opnå stenfrihed eller at reducere stenen til små fragmenter, som efterfølgende kan passere af sig selv. Tilbageværende sten i nyren, på under 5 mm, anses dog af mange som et acceptabelt resultat. Stenene kan så selv trille ud, mens urinlederen efterfølgende aflastes med et tyndt plastikdræn (et JJ-kateter).
Nogle patienter har behov for mere end én behandling for at opnå et tilfredsstillende resultat.
Chokbølgebehandling er den mest skånsomme fysiske behandling for sten i urinvejene. Den vigtigste komplikation er stenrester, der sætter sig fast i urinlederen. Det forekommer dog kun hos en mindre del af patienterne og kan eventuelt yderligere kompliceres med nyrebækkenbetændelse.
Betydende blødning er sjælden. Risikoen for komplikationer er større ved store sten, og ved ikke-ideelle tilstande som årsag til indgrebet.
Chokbølgebehandling påvirker normalt ikke nyrefunktionen varigt, men ved gentagne behandlinger vil lægen altid vurdere den samlede belastning af nyren. En specialist skal derfor vurdere, om der skal udføres gentagne behandlinger hos den enkelte person.
Resultatet af behandlingen ved små nyresten eller sten i urinlederen kan vurderes efter få uger. Efter behandling kan afgangen af stumper af større sten tage flere måneder.
Du skal gå til kontrol og have foretaget røntgenbillede og/eller CT-skanning.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
Patienthåndbogen
Kristianiagade 12
2100 København Ø
Disclaimer: Patienthåndbogen