Urinvejsinfektion ved permanent kateter

Michael Borre

speciallæge

Fakta

  • Anvendelse af et permanent blærekateter medfører altid bakterier i urinen og skal kun behandles ved symptomer på blærebetændelse
  • God kateterhygiejne og rigelig væske nedsætter risikoen for urinvejsinfektion

Hvad er et urinkateter?

Et urinkateter (også kaldet blærekateter) er normalt en silikoneslange eller silikonebelagt gummislange, der via urinrøret ligger med spidsen oppe i urinblæren. Kateteret har en kanal til urin og en separat kanal til at fylde en lille ballon, som holder kateteret på plads inde i blæren.

Urinkateter øger risikoen for sygdomme

Langvarig (permanent) anvendelse af et urinkateter anvendes primært ved kroniske problemer med blærens funktion.

Enhver indførsel af et kateter i urinrøret og blæren kan føre bakterier til blæren. Der kan opstå mange komplikationer ved længere tids behandling med urinkateter: 

Hvad er risikoen for urinvejsinfektion ved permanent brug af blærekateter?

Risikoen for infektion er stor, hvis man anvender et blærekateter permanent. Bakterier når blæren langs kateterets yderside, hvor der dannes en såkaldt biofilm. Ved et åbentstående kateter vil bakterier kunne påvises i urinen allerede efter få dage.

I lukkede systemer, hvor urinposen er koblet direkte på kateteret, kan bakterier typisk først spores i urinen efter ca. 2-4 uger.

Hos praktisk talt alle, der bruger kateter, vil man efter seks uger kunne påvise bakterier i urinen.

Selv om kateteret er anlagt korrekt og plejes omhyggeligt, vil der komme bakterier i urinen. Det er dog alligevel vigtigt, at man anvender sterile procedurer, når kateteret bliver lagt. Underliv og den udvendige del af kateteret bør rengøres hver dag.

Hvad er symptomerne på urinvejsinfektion ved permanent kateterbrug?

De hyppigste symptomer på blærebetændelse er svie og smerter. Ofte vil symptomerne dog være mere ukarakteristiske i form af feber, dårlig almentilstand, uklarhed og delir med akut forvirring.
På grund af mekanisk irritation har kateterbrugere dog hyppigt symptomer, som minder om blærebetændelse.

Hvilke symptomer skal du være særligt opmærksom på?

Især hos ældre mennesker skal man være opmærksom på symptomer som uklarhed, forvirring og specielt feber. Det er vigtigt at understrege at der hos ældre kan være mange andre årsager til forvirrethed end blære blærebetændelse

Hvordan stilles diagnosen?

Praktisk talt alle der bruger kateter vil have bakterier i urinen efter seks uger. Det kan man påvise ved at dyrke en prøve af urinen i varmeskab (37°C) på et egnet vækstmedium.

Bakterier i urinen uden symptomer (asymptomatisk bakteriuri) skal ikke undersøges eller behandles. Diagnosen urinvejsinfektion forudsætter, at patienten har symptomer.

Til gengæld kan symptomerne hos personer med permanent kateter være få eller ukarakteristiske såsom feber, dårlig almentilstand, uklarhed og eventuelt smerter i maven. Samtidig findes urinen typisk grumset og ildelugtende.

Hvad skyldes urinvejsinfektion ved permanent kateterbrug?

Bakterier fra kønsorganerne og endetarmen spreder sig langs ydersiden og indersiden af kateteret til blæren.

Hvordan behandler man urinvejsinfektion ved permanent kateterbrug?

Infektion med symptomer behandles med antibiotika i 10-14 dage efter skift af det urene kateter.

I nogle tilfælde skyldes urinvejsinfektionen multiresistente bakterier, der er modstandsdygtige overfor de fleste typer antibiotika.

Hvad kan jeg selv gøre?

  • Drik rigeligt, så urinen er lys og klar
  • God hygiejne i forbindelse med pleje af kateteret
  • Regelmæssigt skift af kateteret
  • Anvend om muligt engangskateter fremfor permanent kateter

Hvordan undgår jeg at få eller forværre urinvejsinfektion ved permanent kateterbrug?

Renlighed omkring kønsorganerne, rigeligt at drikke og undlad så vidt muligt at tage kateteret fra posen.

Hvornår skal jeg søge hjælp?

Ved symptomer på blærebetændelse, forværring af blærekramper/smerter, feber eller uklarhed.

Hvordan udvikler sygdommen sig?

Urinvejsinfektion hos en person med permanent urinkateter udvikler sig ofte til en infektion i de øvre urinveje, det vil sige nyrebækkenbetændelse og nyrebetændelse. Sådanne infektioner kan i nogle tilfælde sprede sig til blodet og skabe en alvorlig og livstruende blodforgiftning (urosepsis).

Stendannelse kan ligeledes udgøre en komplikation til langvarig kateterbrug. Mænd kan desuden få betændelse i urinrøret, i bitestiklen, i pungen og i prostatakirtlen.

Personer der får alvorlig urinvejsinfektion ved brug af kateter, er typisk alment svækkede og har andre alvorlige sygdomme. For nogle af disse personer kan en sådan infektion være alvorlig og i værste fald medføre døden.

Er urinvejsinfektion ved permanent kateterbrug farligt?

Komplikationer til kronisk blærebetændelse kan være alvorlige, og blodforgiftning kan være livstruende.

Hvor udbredt/hyppig er urinvejsinfektion ved permanent kateterbrug?

Alle vil efter nogle uger have bakterier i urinen. Dette skal kun behandles, hvis der er symptomer på blærebetændelse.

Kan jeg få urinvejsinfektion ved permanent kateterbrug mere end én gang?

Ja - urinvejsinfektion er en konstant risiko, når man anvender et permanent kateter.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Michael Borre

overlæge, professor dr.med., ph.d., Urinvejskirurgi, Aarhus Universitetshospital

Hans Christian Kjeldsen

ph.d., praktiserende læge, Grenå

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen