En skade på øjet, hvor en spids genstand har lavet hul på øjets væg, kaldes på fagsprog for en penetrerende øjenskade
Symptomerne er smerter og rødme i øjet samt nedsat syn
På sygehuset kan det blive aktuelt at fjerne et eventuelt fremmedlegeme ved operation
Komplikationer kan være, at der dannes ar i regnbuehinden, grå stær, alvorlig infektion i øjet med bakterier, grøn stær, nethindeløsning eller blindhed
Hvad er en øjenskade med hul i øjet?
En øjenskade med hul i øjet kaldes på fagsprog for en penetrerende øjenskade. Det betyder, at en genstand er gået gennem øjeæblet, så der er hul i øjet.
Størrelsen på hullet kan variere. Der er ofte et fremmedlegeme, fx en stump metal, et stykke glas eller en lille sten i øjet efter skaden.
Et typisk hændelsesforløb er, at der er brugt en hammer eller et andet redskab, som er slået mod metal eller sten, hvorefter den tilskadekomne har mærket, at noget har ramt øjet.
Fremmedlegemet kan være meget lille, men der kan også forekomme større fremmedlegemer ved fx trafikulykker. Man har smerter og rødme i øjet samt nedsat syn.
Hvad er symptomerne på øjenskade med hul i øjet?
Smerter og synstab.
Hvordan stilles diagnosen øjenskade med hul i øjet?
Mistanke om en øjenskade med hul i øjet opstår på baggrund af oplysninger om, hvad der er sket, om der er smerter og rødme i øjet eller nedsat syn.
På sygehuset vil man foretage røntgenundersøgelse eller skanning for at forsøge at påvise det fremmedlegeme, som har medført skaden.
Hvordan behandler man øjenskade med hul i øjet?
Behandlingens formål er at begrænse skaden på øjet i videst muligt omfang. På sygehuset kan det blive aktuelt at fjerne fremmedlegemet ved operation, især hvis det er af metal.
Man får antibiotika for at hindre, at man udvikler en alvorlig infektion i øjet.
Hvad kan jeg selv gøre?
For at undgå skader på øjnene er det vigtigt at anvende beskyttelsesbriller, når der kan være risiko for at få noget i øjet.
Hvordan udvikler øjenskade med hul i øjet sig?
På længere sigt er der forskellige mulige udfald for så vidt angår synet. Dette afhænger blandt andet af:
Fremmedlegemer af metal, som ikke bliver fjernet, vil på sigt føre til skade på øjet og blindhed.
Er øjenskade med hul i øjet farligt?
Ja, det kan være synstruende. Man skal henvises akut til en af øjenafdelingerne ved Aarhus Universitetshospital, Odense Universitetshospital eller Rigshospitalet, hvor øjenskaden skal behandles med operation.