Cochleaimplantation (CI) er en operation, der hjælper døve til at høre
Man indopererer en elektrode i sneglen, den leder lydsignaler til hjernen via hørenerven
Udvendigt bærer personen et specielt høreapparat, som sender lydsignalerne til elektroden i sneglen
Da de lydsignaler, hjernen modtager fra implantatet, er anderledes end normalt, skal personen træne taleforståelsen i lang tid efter operationen
Ikke alle kan hjælpes med et cochleaimplantat, da der findes mange forskellige årsager til døvhed
I 2020 var godt 2000 voksne CI-opererede i Danmark. Tallet for børn lå i 2022 på 1095
Hvad er cochleaimplantat (CI)?
Et cochleaimplantat er et avanceret høreapparat, der består af en ydre del og en indre del.
Den ydre del består af et høreapparat og en spole, der er placeret bag øret. Høreapparatet omdanner lydsignalerne til digitale impulser, som via spolen sendes til den indre del, der består af en modtager og en elektrode, der er placeret i høresneglen. Modtageren omdanner signalerne til elektriske impulser som sendes til elektroden.
Cochlea implantat. Billeder er hentet fra MED-EL Corporation, Innsbruck, Østrig.
Elektroden består af mange tynde ledninger med forskellig længde, som leder de elektriske nervesignaler til forskellige dele af hørenerven i høresneglen. Ledningerne i elektroden stimulerer således direkte forskellige frekvensområder langs membranen i høresneglens vindinger.
Hvis hørefibrene fungerer normalt, kan hjernen aflæse og genkende lydmønsteret. Men signalet bliver lidt grovere og mere unøjagtigt end ved normal hørelse. Personer med et cochleaimplantat får således ikke en normal hørelse.
Hvem kan have gavn af CI?
I Danmark fødes omkring 250 børn om året med et høretab der kræver behandling. Af disse har 20-30 medfødt døvhed og tilbydes behandling med cochleaimplantat.
Også personer der er blevet døve, efter de har udviklet talesprog, kan have glæde af et CI. Det gælder f.eks. døvhed på grund af skader, giftvirkning af visse typer medicin samt meningitis. Personer, der senere i livet er blevet døve, har allerede de nødvendige nervebaner og hørecentre i hjernen. De vil derfor som regel, efter genoptræning, kunne genvinde evnen til at forstå tale.
Hvornår bør man indoperere et CI?
Hjernen udvikler sig i de første leveår. Det gælder også udviklingen af hørecentret.
Når vi bliver stimuleret med lyd, modnes nervebanerne og de centre i hjernen, der skal tolke lydindtrykkene. Denne evne er størst i de første 3-4 leveår og aftager herefter.
Hvis et døvfødt barn får indopereret CI før 3-4-årsalderen, vil barnet kunne lære at tale og opfatte tale.
Et CI skal indopereres så tidligt som muligt, helst før 1-2-årsalderen. Et barn der først får indopereret et CI efter 6-7-årsalderen, får ikke samme udbytte, da hjernens hørecenter gradvist bliver udnyttet til noget andet.
Hvad får man ud af et CI?
Børn med CI opnår den bedste sprogudvikling, hvis de bliver opereret tidligt og bliver stimuleret med tale dagligt. Døvfødte børn med implantat udvikler en bedre sprogfunktion end børn med høreapparat og tegnsprog. Over 80% af børn med CI bliver inkluderet i almindelig skole.
Komplikationer er sjældne og oftest milde. De optræder hos under 5 % af de opererede. Der kan dog opstå infektion i forbindelse med selve operationen, og man kan få midlertidig svimmelhed og tinnitus samt påvirkning af smagsfunktionen.
Tegnsprog eller ej?
Der er ikke enighed om hvorvidt børn som får CI, bør være tosproglige. Det vil sige, om de både skal lære talesprog og tegnsprog. Forskningen tyder dog i højere og højere grad på, at de opnår den bedste sociale integration ved at koncentrere sig om at bruge talesprog.
For børn med andre vanskeligheder, f.eks. cerebral parese, autisme, ordblindhed mm. kan det være afgørende, at hvert enkelt barn og familie tilbydes et målrettet tilbud med træning af høresansen og evnen til at udtrykke sig.
En særlig gruppe er døve børn af døve forældre. Døve med døve børn har udtrykt bekymring for, at børn med CI kan true den kulturelle identitet, samhørighed og trivsel i døvesamfundet.
Beslutningen om understøttende undervisning og træning bør træffes på grundlag af individuelle behov og omstændigheder, med input fra en række fagfolk, og bør altid sigte mod at støtte barnets bedste samlede udvikling og velvære.
Træning og oplæring i brug af CI
Den første lyd, man hører, kan opleves som kaotisk og meningsløs. Det kræver træning og oplæring at kunne tolke og opleve lydindtrykkene. Efterhånden vil personen mærke, hvordan lydbilledet ændrer sig. Men det tager tid for hjernen at lære at opfatte de nye lydindtryk. Det kræver derfor daglig træning over mange måneder at få fuld effekt af implantatet.
Personen skal til jævnlige kontrolbesøg hos en lydtekniker for at få justeret lyden.
Cochleaimplantation i Danmark
I 2020 var godt 2000 voksne CI-opererede i Danmark. Tallet for børn lå i 2022 på 1095.
Det anslås, at antallet af voksne, der får CI, er for lavt i forhold til behovet, idet ca. 13.000 danskere, der har fået hørenedsættelse i voksenalderen, er kandidater til at få CI.
Det er muligt at få CI på begge ører. Cirka halvdelen af de børn, der opereres, får det på begge sider.
Selv om et CI er dyrt, viser analyser, at det er en positiv investering for samfundet.
Hvordan er langtidsudsigterne?
CI-apparater har vist sig at være robuste, og elektroderne kan holde i mange år - i de fleste tilfælde i årtier. Den ydre del, det avancerede høreapparat, skal udskiftes med få års interval.
Sådan fungerer den normale hørelse
Øret er opbygget af det ydre øre, mellemøret og det indre øre. Hver del samarbejder for at opsamle lydsignaler og videresende dem til hjernen, hvor de bliver fortolket og forstået.
Lydbølgerne bliver opsamlet af det ydre øre og passerer via øregangen til trommehinden. Lydbølgerne får trommehinden og mellemøreknoglerne (hammer, ambolt og stigbøjle) til at vibrere. Vibrationerne breder sig via membranen i det ovale vindue og omdannes til lydbølger i væsken i det indre øre (sneglen).
Lydbølgerne forplanter sig ind gennem sneglens vindinger og stimulerer de mikroskopiske sansecellerne (hårceller), som er placeret på en lang membran (basilarmembranen).
Hver del af membranen og de tilhørende sanseceller reagerer på bestemte toner (lydfrekvenser). De højeste toner påvirker den første del af membranen, mens de lavere toner når længere ind i sneglen.
Når sansecellerne stimuleres, dannes der elektriske impulser, som via hørenerven ledes til hørecentret i hjernen.
I hørecentret fortolkes de elektriske impulser og giver os mulighed for at forstå, hvad vi hører.
