Bihulebetændelse, akut

Mikkel Holmelund

speciallæge

Fakta

  • Akut bihulebetændelse opstår som regel efter en forkølelse, som breder sig til slimhinderne i bihulesystemet
  • De typiske symptomer:
    • Smerter/tryk i panden eller overkæberne
    • Smerterne kan føles som tandpine
    • Næsen bliver tæt, og der udskilles sekret fra næsen
    • Feber og utilpashed er almindeligt
  • Ca. halvdelen af bihulebetændelser går over i løbet af 7-10 dage uden behandling
  • Den vigtigste behandling:
    • Næsespray
    • Næseskylning med saltvand
    • Medicin mod smerte
    • Antibiotika kan blive nødvendigt

Hvad er bihulebetændelse?

Der er flere hulrum i ansigtsskelettet, som har åbning til næsen. Disse hulrum kaldes bihuler og opdeles i kæbehuler, pandehuler, og et par mindre bihuler, som befinder sig bag næseroden.

Tegning af bihulerne.

Bihulebetændelse er en betændelse i disse hulrum.

Hvad er symptomerne på bihulebetændelse?

Akut bihulebetændelse opstår ofte efter en almindelig forkølelse, der breder sig til slimhinderne i bihulesystemet.

De typiske symptomer ligner forkølelse, der trækker ud - og efterhånden ledsages af hovedpine og smerter i ansigtet. Du kan også have nedsat lugtesans og ofte også feber. Symptomerne bliver ofte værre, når man bøjer sig forover.

Typiske symptomer er:

  • Smerter eller en følelse af tryk i panden eller overkæberne. Mange oplever smerterne som en tandpine i overkæben. Det er typisk, at smerterne bliver værre, når du bøjer dig forover
  • Næsens slimhinder hæver, og man bliver tæt i næsen
  • Ved bihulebetændelse kan der løbe tykt, måske ildelugtende sekret ud af næsen
  • Det er normalt at have feber og føle sig sløj
  • Hoste er hyppig

Bihulebetændelsen kan i sjældne tilfælde skyldes, at betændelse i tandrødderne i overkæben, breder sig til bunden af kæbehulerne. Denne type bihulebetændelse er ofte kun i den ene side og kan give smerter og dårlig lugt fra næsen.

Hvilke symptomer skal du være særligt opmærksom på?

Hvis du bliver hævet omkring det ene eller begge øjne, bør du søge læge. Det gælder også, hvis du får påvirket syn, f.eks. dobbeltsyn i forbindelse med en bihulebetændelse.

Hvordan stilles diagnosen?

Diagnosen bliver først og fremmest stillet ud fra den typiske sygehistorie og symptomerne. Lægen kan evt. også kigge ind i næsen for at se, om der kommer pus ud fra bihulerne. Ved at banke eller trykke forsigtigt over bihulerne kan man påvise ømhed.

Desuden kan det være aktuelt at tage blodprøver, bl.a. CRP (infektionstallet). For at være helt sikker på diagnosen, skal man i sjældne tilfælde stikke hul på bihulen, eller have lavet en CT-skanning. Det er mest relevant ved gentagne bihulebetændelser eller kronisk bihulebetændelse.

Hvorfor får man bihulebetændelse?

Bihulerne er luftfyldte hulrum i kraniet med snævre åbninger ud til næsen. Ved forkølelser hæver slimhinderne i næsen og bihulerne, så åbningerne bliver endnu snævrere. Det kan føre til, at slim bliver lukket inde i bihulerne og medføre, at trykket og risikoen for infektion bliver større. Det giver smerter og ømhed i knoglen, der omgiver bihulen.

Hvis du er allergisk og dermed har hævede slimhinder, er du mere udsat for bihulebetændelse. Det samme gælder, hvis du er født med snævre åbninger fra næsen til bihulerne.

Se animation om bihulebetændelse 

Smitter bihulebetændelse?

Ja, men ikke mere end en almindelig forkølelse.

Er bihulebetændelse arveligt

Ja, men kun i begrænset omfang.

Hvordan behandler man akut bihulebetændelse?

Akut bihulebetændelse behandles med næsespray, der får slimhinden i næsen til at trække sig sammen. Det kan købes i håndkøb. Behandlingen bør begrænses til 7-10 dage. Ved smerter kan smertestillende tabletter anvendes, f.eks. paracetamol tabletter.

Antibiotika

Antibiotika benyttes i nogle tilfælde, hvis lægen mener, at infektionen skyldes bakterier. Det kan f.eks. være, hvis generne varer længere end 10-14 dage eller ved forværring og feber efter 5-7 dage. Men de fleste klarer sig fint uden antibiotika. Forskning tyder på, at antibiotika kun har en meget beskeden effekt ved akut bihulebetændelse, og at det bliver brugt for ofte.

Henvisning til øre-næse-halslæge

Din praktiserende læge kan i vanskelige tilfælde, eller hvis du har tilbagevendende bihulebetændelse, foreslå, at du opsøger en øre-næse-halslæge, som kan undersøge din næse grundigere ved hjælp af en lille kikkert (endoskop). Det kræver ikke henvisning.

Ved langvarig bihulebetændelse kan det være nødvendigt at punktere bihulerne og skylle dem. Denne behandling udføres af øre-næse-hals-specialister.

Ved kroniske og tilbagevendende gener kan det være nødvendigt med en kikkertoperation for at sikre, at bihulerne kan tømme sig og bliver ventileret med frisk luft. Hos nogle er det også nødvendigt at rette en skæv næseskillevæg eller fjerne næsepolypper.

Hvad kan jeg selv gøre?

Den vigtigste behandling er brug af næsespray, som dæmper hævelsen i næsen. Det kan du kan købe uden recept. 30 minutter efter, du har anvendt sprayen, vil det være godt at skylle næsen med saltvand. Gerne med et næsehorn eller en speciel plastikskylleflaske fra apoteket. Det kan også være en fordel at gøre det forebyggende, når du bliver forkølet.

Næsesprayen fører til, at hævelsen i slimhinden aftager, så udførselsgangene fra bihulerne åbner sig. Det er imidlertid vigtigt, at du ikke bruger disse næsespray mere end 10 dage, fordi de i sig selv kan skade næse-slimhinderne ved langvarig brug. Hvis du ikke mærker nogen effekt af næsesprayen i løbet af en uge, bør du søge læge. Brug aldrig sprayen i mere end 10 dage sammenhængende. 

Det har en god virkning at skylle næsen med lunkent saltvand flere gange om dagen.

Hvis du har næseallergi, kan du bruge allergi-næsespray eller allergi-tabletter (antihistamin). Det forebygger, at næseslimhinderne hæver mere end nødvendigt. 

Sådan laver du saltvand til næseskylning

Det saltvand, du skyller næsen med, skal være lunkent og have en saltkoncentration som kroppens, dvs. 0,9 procent. Hvis vandet ikke har samme saltkoncentration som kroppen, kan det irritere dine slimhinder.

Du kan købe saltvand på apoteket, eller du kan lave dit eget saltvand. Det gør du ved at opløse én strøget teskefuld fint køkkensalt i ½ liter lunkent rent vand.

I Danmark kan du som udgangspunkt bruge drikkevand direkte fra hanen, når du laver saltvand til næseskylning. Men hvis du er usikker på vandkvaliteten, bør du altid bruge sterilt eller kogt vand.

I lande, hvor du ikke kender vandkvaliteten, bør du kun bruge kogt eller sterilt vand. Der er beskrevet enkelte eksempler på dødsfald pga. infektion med amøber, som har bredt sig fra næsen til hjernen i forbindelse med næseskylning. Det kan helt forebygges ved at koge vandet et par minutter og tilsætte den angivne mængde salt.

Hvordan undgår jeg at få eller forværre bihulebetændelse?

  • Den bedste måde at undgå bihulebetændelse er så vidt muligt at undgå forkølelser
  • Forsøg at undgå tæt kontakt til andre forkølede
  • Håndhygiejne er særligt vigtigt i forkølelses-sæsonen. Det er en god idé at anvende håndsprit eller grundig håndvask
  • Undgå at pille næse

Hvornår skal jeg søge hjælp?

Hvis du ikke mærker nogen effekt af næsespray og næseskylning i løbet af en uge, bør du søge læge. Søg også læge ved vedvarende feber, hævelse omkring det ene eller begge øjne, eller stærke smerter.

Hvordan udvikler sygdommen sig?

De fleste bihulebetændelser går over uden behandling i løbet af 7-10 dage. I resten af tilfældene har behandling med næsespray i kombination med antibiotika, god effekt.

Mange har tendens til tilbagefald ved senere forkølelser. Hvis du har haft bihulebetændelser tidligere, anbefaler man derfor:

  • at du skal bruge næsespray forebyggende, når du bliver forkølet
  • at skylle næsen regelmæssigt med saltvand

Det kan være lindrende at sove med hovedet lidt højere end normalt, mens forkølelsen står på.

Er akut bihulebetændelse farligt?

Der optræder kun sjældent komplikationer til bihulebetændelse.

Hvor hyppig er bihulebetændelse?

Forkølelser er meget hyppige, men det er de færreste, der får bihulebetændelse efterfølgende. Det er dog ikke usædvanligt at føle et tryk over bihulerne, mens du er forkølet. Det betyder ikke, at du har en bihulebetændelse, som skal behandles. Sygdommen ses mest om vinteren.

Kan jeg få akut bihulebetændelse mere end én gang?

Ja.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Mikkel Holmelund

speciallæge, Øre-næse-hals klinikken Øresund, Helsingør

Dorte Bojer

alm. prakt. læge, Grenå

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen