Næseblødning

Mikkel Holmelund

speciallæge

Fakta

  • Blødning fra næsen kan komme fra det ene eller begge næsebor
  • Det er mest almindeligt, at næsen bløder, uden at der er en kendt årsag
  • Mange gange bløder næsen dog efter slag på næsen
  • Som regel holder blødningen op af sig selv eller ved afklemning af næsen fortil
  • Hvis blødningen ikke stopper eller vender tilbage, kan næseblødning behandles hos en øre-næse-halslæge
  • Behandling kan være ætsning af en blodåre eller indvendig pakning med forskellige slags tamponer

Hvad er næseblødning?

  • En næseblødning er en blødning fra blodårer i næsehulens slimhinde. Man kan også få næseblødning efter at have slået næsen. Blødningen vil som regel standse efter få minutter. Gentagne små blødninger kan også ske ved næsepilleri, små slag eller tryk mod næsen
  • Tværsnit af næsen.


Hvad er symptomerne på næseblødning?

  • Det bløder fra et, eller sjældnere, begge næsebor. Blodet kan også løbe bagud og ned i svælget

Hvordan stilles diagnosen?

Lægen vil evt. spørge dig om:

  • Hvad der udløste blødningen
  • Om du ofte har næseblødninger
  • Om du tager medicin
  • Om du bruger næsespray/næsedråber eller misbruger kokain
  • Om du lider af anden sygdom
  • Om der er andre i familien med samme tendens

Lægen vil ofte også måle dit blodtryk og normalt foretage en undersøgelse af næsen.

Det kan være nødvendigt at tage nogle blodprøver for at finde ud af, hvad der er årsag til blødningerne. 

Hvorfor får man næseblødning?

En næseblødning kan skyldes flere ting:

  • Næsepilleri
  • Slag eller tryk mod næsen
  • Fremmedlegemer i næsen
  • Infektioner i næsen og omgivelserne
  • Indånding af kold luft eller visse kemiske stoffer, f.eks. opløsningsmidler
  • Tør luft
  • Visse typer medicin
  • Næsedråber og næsespray
  • Misbrug af kokain
  • Højt blodtryk, selv om dette sjældent er årsag til blødning
  • Og en lang række andre og sjældnere forklaringer, f.eks. visse blodsygdomme

Hvis du for nylig har haft næseblod, er du ekstra udsat for nye blødninger. Dette skyldes, at såret efter sidste blødning kun har en tynd skorpe. Der skal ikke meget til, før denne skorpe løsner sig. Pudser du for eksempel næsen, kan dette være nok til at sætte en ny blødning i gang. Gentagne næseblødninger over en periode på 2-3 uger er derfor ikke så usædvanligt og behøver ikke betyde, at noget andet er galt.

Er næseblødning arveligt?

Næseblødning kan være arveligt.

  • Lette tilfælde af tilbagevendende næseblødning i barndommen: Ofte har en far eller mor haft lignende i barndommen
  • Kraftige blødningstilfælde: En sjælden karsygdom, Morbus Osler, kan give gentagne alvorlige blødninger

Hvordan behandler man næseblødning?

Stopper blødningen ikke hurtigt af sig selv, skal man komprimere fortil på næsen. Det vil sige, at man med tommel- og pegefinger klemmer fortil på næsen. Se i øvrigt hvordan man gør nedenfor.

Er du ramt af blødninger fortil i næsen, er det muligt at ætse eller brænde blodårerne. 

Er blødningen specielt vanskelig at stoppe, kan lægen indsætte en tampon eller en ballon, der lægger et konstant tryk på den blødende blodåre. En sådan tampon skal ligge inde i næsen i 1-2 dage. Denne type behandling kaldes en forreste tamponade. 

Ved blødninger bagtil i næsehulen kan det være nødvendigt at anlægge en bagerste tamponade. Det kræver, at du bliver indlagt på sygehus i nogle dage. I sjældne tilfælde med gentagne blødninger bagtil, kan det blive aktuelt at få foretaget en operation, hvor man sætter en "clips" på den blodåre, der bløder. Dette foregår under fuld bedøvelse.

Hvad kan du selv gøre?

Sådan stopper du næseblødningen 

  • Man skal sidde oprejst med hovedet lidt forover for at undgå, at blod løber ned i halsen. Ellers er der risiko for, at man kan få det ned i luftrør og lunge eller, at man får kvalme af at synke blodet
  • Hvis du sidder oprejst og trykker næsen sammen fra side til side med hovedet let foroverbøjet, vil de fleste blødninger standse i løbet af nogle få minutter. Det er vigtigt, at du ikke slipper grebet, før der er gået 5-15 minutter

Sådan stopper du selv blødningen.

  • For at standse blødningen hurtigere, kan du også forsøge at holde en kold klud over næseryggen eller at lade nogle isterninger smelte i munden

Hvordan undgår jeg at få eller forværre næseblødning?

Undlad at pille i næsen og undgå at bruge næsespray/-dråber i et par uger.

Hvornår skal jeg søge hjælp?

Hvis blødningen ikke standser ved kompression som beskrevet ovenfor.

Hvis du har tilbagevendende næseblod.

    Hvordan udvikler sygdommen sig?

    Alle næseblødninger kan stoppes. Nogle gange er det alligevel så vanskeligt at få stoppet blødningen, at man skal indlægges på sygehus. Dette gælder særligt ældre mennesker med blødninger langt bagtil i næsen.

    Årsagen afgør, hvor alvorlig blødningen er. Komplikationer i forbindelse med en næseblødning er sjældne.

    Er næseblødning farligt?

    Normalt ikke, men hos specielt ældre kan blødningen være svær at standse. I enkelte tilfælde er det nødvendigt at blive indlagt på sygehuset.

    Hvor hyppig er næseblødning?

    De allerfleste har haft næseblod én eller flere gange. Næseblødning forekommer i alle aldre, men er hyppigst hos børn og ældre.

    Vil du vide mere?

    Kilder

    Fagmedarbejdere

    Mikkel Holmelund

    speciallæge, Øre-næse-hals klinikken Øresund, Helsingør

    Dorte Bojer

    alm. prakt. læge, Grenå

    Indhold leveret af

    Patienthåndbogen

    Patienthåndbogen

    Kristianiagade 12

    2100 København Ø

    DisclaimerPatienthåndbogen