Næsetæthed pga. næsespray og næsedråber

Stine Schrøder

Speciallæge

Fakta

  • Medicinsk næsetæthed (medikamentel rhinitis) opstår efter længerevarende brug af slimhindeskrumpende næsespray eller næsedråber (Otrivin, Zymelin m.fl.). Tilstanden kan også ses efter længevarende brug af kokain

  • Symptomerne er vedvarende tilstopning af næsen, hvor næsesprayen efterhånden virker dårligere, og der kan være behov for at bruge den oftere

  • Behandlingen er at stoppe med den slimhindeskrumpende næsespray eller næsedråber. Saltvandsskylning kan lindre symptomerne, og lægen kan i nogle tilfælde anbefale en næsespray med binyrebarkhormon (allergispray)

  • Medicinsk næsetæthed kan forebygges ved kun at bruge den slimhindeskrumpende næsespray eller næsedråber i højst 7-10 dage

Hvad er medicinsk næsetæthed?

Betændelse eller irritation i næsens slimhinde kaldes rhinitis på fagsprog. Medicinsk næsetæthed (medicinsk rhinitis) opstår, når slimhindeskrumpende næsespray eller næsedråber bruges for længe. Med næsetæthed menes der, at det er svært at få luft gennem næsen. Tilstanden kan også ses efter længerevarende brug af kokain. 

Hvad er symptomerne på medicinsk næsetæthed?

Symptomerne på medicinsk næsetæthed er først og fremmest næsetæthed. Symptomerne kan minde om forkølelse, men i modsætning til forkølelse er der som regel kun lidt eller ingen løbende næse.

Hvilke symptomer skal du være særligt opmærksom på?

Hvis næsesprayen virker dårligere og dårligere, og du har behov for at bruge den oftere for at kunne trække vejret gennem næsen, kan det være et tegn på medicinsk næsetæthed.

Hvordan stilles diagnosen?

Der er ingen sikre fund, der viser, at kronisk irritation fra næsen skyldes medicinsk næsetæthed. Hvis lægen kigger ind i næsen, ser det ud som ved en almindelig forkølelse. Hvis du har brugt næsedråber eller næsespray i mere end 7-10 dage, giver det dog en stærk mistanke om, at næsetætheden kan skyldes medicinen.

Hvorfor får man medicinsk næsetæthed?

Næsedråber og næsespray kan bruges, hvis man er tæt i næsen og har snot og slim fra næsen i forbindelse med en forkølelse. Næsedråber og næsespray får de små blodårer i slimhinden i næsen til at trække sig sammen. Derved bliver gennemstrømningen af blod mindre, og hævelsen i slimhinden bliver mindre eller forsvinder. Det åbner næsen og gør det nemmere at trække vejret.

Hvis man bruger slimhindeskrumpende medicin i mere end 7-10 dage, virker medicinen modsat. Det får i stedet slimhinden i næsen til at hæve og blive irriteret. Hvis man øger hyppigheden eller dosis af næsedråber eller næsespray for at opnå den ønskede virkning, bliver næsetætheden blot værre.

De fleste vil udvikle medicinsk næsetæthed, hvis de bruger slimhindeskrumpende medicin længe nok.

Hvordan behandler man medicinsk næsetæthed?

  • Den vigtigste behandling er at stoppe med at bruge den slimhindeskrumpende næsespray eller næsedråber

  • De første dage bliver næsen ofte mere tilstoppet (rebound-effekt) - det er forventeligt

  • De fleste oplever bedring efter 1-2 uger

  • Slimhinden er som regel normal igen efter 4-6 uger, og her forsvinder symptomerne helt

  • Normalt er det ikke nødvendigt med nogen form for behandling med medicin

  • Din læge kan i nogle tilfælde anbefale en næsespray med binyrebarkhormon i den periode du trapper ud af din slimhindeskrumpende næsespray. Den kan mindske symptomerne, mens du holder op med den slimhindeskrumpende næsespray

  • Du kan skylle næsen med fysiologisk saltvandsopløsning. Det kan lindre symptomerne, mens slimhinden kommer sig. Det kan købes på apoteket eller fremstilles selv

Hvad kan jeg selv gøre?

  • Stop behandlingen

  • Forbigående vil næsetætheden forværres

  • Undgå brug af denne type lægemidler i fremtiden

  • Skyl evt. næsen med fysiologisk saltvand i et par uger. Se forrige afsnit

Fremstilling af saltvand:

  • Fysiologisk saltvand: 1 strøgen teske fint køkkensalt til 1/2 liter rent vand

Fysiologisk saltvand har et saltindhold, der svarer til blodets. Det bruges til skylning af næsen, når man har behov for at rense næsen for sekret og skorper, f.eks. i forbindelse med en forkølelse, bihulebetændelse og høfeber.

Hvordan undgår jeg at få eller forværre medicinsk næsetæthed?

Du kan undgå medicinsk næsetæthed ved at undgå brug af slimhindeskrumpende spray i mere end 10 dage. Forværring af næsetæthed undgår man ved at stoppe overforbruget. 

Hvornår skal jeg søge hjælp?  

Kontakt lægen, hvis næsetætheden fortsætter i flere uger efter du er stoppet med slimhindeskrumpende næsedråber og næsespray, eller hvis du har smerter, næseblødning, skorper eller andre vedvarende symptomer.

Hvordan udvikler sygdommen sig?

Hvis du tidligere har haft medicinsk næsetæthed, har du øget risiko for at få det igen. Selv i op til 1-2 år efter at du har brugt slimhindeskrumpende midler sidste gang, er én uges behandling med slimhindeskrumpende nok til at kunne fremkalde næsetæthed og irritation i næsen i forbindelse med behandlingen. Man anbefaler derfor, at du ikke bruger disse lægemidler igen. 

Hvis du har brug for at lindre næsetæthed, f.eks. i forbindelse med en forkølelse, kan du i stedet bruge fysiologisk saltvand til at spraye eller inhalere i næsen. Det kan du købe på apoteket eller selv fremstille efter ovenstående beskrivelse.  

Er medicinsk næsetæthed farligt?

Vedvarende brug af slimhindeskrumpende næsespray kan føre til kroniske forandringer i næseslimhinden og kronisk næse-bihulebetændelse, kronisk hævede næseslimhinder, psykisk afhængighed samt abstinenssymptomer ved ophør, f.eks. hovedpine, søvnforstyrrelser, rastløshed og irritabilitet. I sjældne tilfælde, især ved langvarig brug af kokain, kan der opstå sår og hul i næseskillevæggen. 

Hvor hyppig er medicinsk næsetæthed?

Medicinsk næsetæthed er ret almindeligt.

Kan jeg få medicinsk næsetæthed mere end én gang?

Hvis du tidligere har haft medicinsk næsetæthed, har du øget risiko for at få det igen. Du bør derfor ikke bruge disse lægemidler igen. 

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Stine Schrøder

Speciallæge, ph.d., Øre-næse-halslægerne i Ringsted

Annika Norsk Jensen

Speciallæge i almen medicin, ph.d.,

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

Disclaimer: Patienthåndbogen